Thomas Boston: To tekster

bag øjnene                                         forbliver                                   noget
                                                                                                                               jeg tror det er mig
                         rummet
                                                    en stue                                 højt oppe
     
        tænk ikke mere

                                        end det blik     og
                                                                en vinter udenfor

                                                                                      skurrer sig ned over taget
                                 som alt 
                                    i mig                                   falder                                                        væk
                                                             med et brag    

                                             nej  tænk ikke                            mere mere mere
               ellers er her stille
                                                                                          lyde kun små
                          af afbrudt
                                                             hjertebump
                      som strømpefødder
                                                                                                     hun vimser døgnet rundt

                                                                                    og hun f l i m r e r   ind                         og ud
                                          af sine glemte                      
                                                                       begejstringer                      af opdigtede værelser   
(af vores glemte er vi kommet)
                                             der er så meget støv hun vil vise mig
                  og pludselig 
                                                                          slår blikket sig til ro
                                   som to blåfugle vipper
                                                                                   langsomme kaotiske pust
                                                                                                                                       små hvirvler
gennem et helt andet 
                                                  væk
                                                                  herfra
                                                                                                      hvor vi er
                               og så taler vi              mund i mund

                                     om nødvendigheden af sumpe                        af grænselande
                                                                                                   ikke gå glip af tårer

            at ligge søvnløs af lykke                     
                                                                                             at trodse sig hjem
                                                                           

 

                       *

 

Og det var den nat og det var den sommer og flammen står stille over lyset på bordet, på altanen og sådan ser verden ud lige nu. Set herfra. Gadelamperne ligner UFO´er ophængt i snore, en invasionsfilm fra 50´erne der er næsten er gået i stå. Hvis ikke det var for insekterne. Små flagrende pletter der trækkes op i lyskeglen.

Natholdet, flagermusene, tog over hvor mursejlerne slap. Som orca i de tunge oceaner, sluger de deres ekko. Og nætterne er omvendte døgn, lysnet og skyerne silhuetter. Jeg skriver efter noget jeg ikke kan se:

Erindringen om kollegiet jeg boede i. Det lå udenfor byen, hvor jeg indimellem lod sommernætterne blande sig med skæret fra rispapirslampen. Sådan kunne man brodere loftet med sovende sværmere. Man kunne næsten høre dem snorke med de små vinger i søvne.

Hvorfor hæfte sig ved den slags småting? Ved ører og irriterende summen der ikke kan placeres. O følelsen af samtidig ærgrelse og glæde ved synet af geddens gule farvelblink i mosens cola. De lade, rødørede terapiner i parkerne, men mest mennesker der åbenbart stresser over sumpskilpadder. uforklarlige billeder; en kuglebænkebider i en ravklump, et rovfugleøje eller en gammel bamses vilde stirren gennem glemselen på loftet. Den pludselige dæmoni, lysten til at slå et søm i nogens hoved.

Hør. Noget konkret og meget bedre: denne usynlige ugle derude, der har forvildet sig for tæt på byen. Nu skriger den knudepunkterne i sin rute – en bue lyder det som – væk, væk, væk. Skove at savne. Som derhjemme, sidste vinter, hvor min bror og jeg stod og så ned gennem fjordisen, mørk, klar og massiv. Det var første gang i livet vi lagde mærke til blæretangen som den hang dernede, fastfrosset i et tredimensionelt billede. Og inde ved bredden, sænkningen i kanten af Boserup skov, hvor sensommeren rummer legioner af guldsmede. Ord som “”jordbærlygter””. Jordbærrene er blodrøde på denne årstid i årstiden. Og duften er rigeligt. Som hendes mund dog kunne fylde verden. Og jeg kan ikke koncentrere mig om noget som helst.

Morgenen fortætter sig. Hvad står der mellem skyernes formationer? Hvislende regn på vej, skønheden der blander sig. Mørke kratere i støv. Rekyldråber på søen. Dapdapdap på vipvipvippende blade. Synenes kor. Salmer og ord.

Hvad er prisen på et digt? Tre essentielle timer søvn, tre timers liv som ingen behøver læse. Vi har vores. Søvnløsheden er solsortenes opfindelse til deres rastløse publikum. Og feerne har de fløjtet til køjs. Som sværmerne sover de under bladene. Alverdens dage mindre begynder.

Vis / skriv kommentar (2)
Kommentér

2 Kommentarer.

  1. Genererer en sødmefyldt glæde – Boston’s tømmerflåde af relevans i et oprørt hav af ligegyldigheder er en ren fornøjelse.

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>