Tine Jakobsen: Now is the Only Time I Know

En dag stikker jeg af. Efterlader det hele og alle dem jeg kender. En stille dag, en solrig dag, en larmende dag, en stille dag.
En dag går jeg fra det, mens prærieulvene vender deres snuder og hyler. Jeg behøver ikke blive, intet binder mig. Ikke nogen løfter om at græde eller gruble eller finde mig i det.
Jeg vælger jo selv, det er et spørgsmål om det rette tidspunkt.
En dag vil jeg gå, som en pige i en kjole i en skov. Tage mine sko på og gå uden at se mig tilbage.
Jeg tænker og smiler og tænker, at en dag vil jeg stikke af. Jeg bliver ikke for altid. Jeg kan forlade når det passer mig og jeg behøver ikke at fortryde. En dag går jeg tilbage til dét jeg altid har savnet, eller ud for at finde dét jeg aldrig har haft. Jeg vil gå med min duft af grønne planter og solstænk i øjnene og alting skal stå mig frit for. Vejene og tilliden. Og skyerne vil drive med mig på min lille grusvej, hvor jeg går og er menneske og pige og dyr. Halvt lille dyr i solen, på mine stankelben og synger med antennerne ude. Blå af musik og insekt i svirrende sommerluft.

En dag stikker jeg af. Jeg forlader dem der vil savne mig inderligt. Og det er ikke en form for straf, men min menneskelige frihed, der befordrer mig på to ben og følelser og forstand. Og jeg tænker på det, mens jeg sidder i toget og drikker min juice, mens jeg går med min taske og smiler til fremmede. Jeg tænker på det, når jeg ligger i min seng i en flyvende drømmehimmel. Når jeg forsvinder i de hviskende lyde fra byen udenfor. Og de raslende, rykkende rytmer fra mine hovedtelefoner. Musikken, der hypnotiserer med sine løfter om dybe dybe kosmopoler og hekseskove. Musikken med sine vidunderlige stemmer, der alle strækker sig ud og bugter sig om mig, og velkommer mig med kærtegnende følehorn. Mens jeg står med vind i håret og ser skibe sejle ud og ind. Og blæsten går igennem mig som engle og spøgelser.
Vilde som jeg selv og vil have mere.

Jeg drømmer om det og bliver barn igen. Barn med mine idéer, og en dag, når jeg er rigtig træt i hovedet vil jeg forsvinde. Jeg vil bare gå, sige fra, så jeg kan slukke min natlampe og kun se væsener, der vil mig det godt. Se dem springe frem på tapetet med deres ansigter, der flækker og sprækker i knitrende grin. Og jeg kan gå ud i det grønne, og lægge mig på jorden og inhalere tiden som et narkotikum.
Mellem søjler af bark herude hvor ingen kan finde mig.

Når jeg sidder ved siden af dig, lukker jeg øjnene og vender hovedet væk. Et saligt smil trækker sig langsomt og hemmeligt over mit rene, ulæselige ansigt, mens jeg forestiller mig, at jeg glider væk fra dig. Stille og sidelæns, længere og længere væk på min stol og ud i landskabet.
Når jeg er blandt menneskene, elsker jeg at lukke øjnene og forsvinde.. Flyve over himlen som en fantasifugl på en bølge af elektricitet. Jeg elsker at være mennesket med de lukkede øjne, åh mine øjne, som er trætte og har set for meget… den sovende, den drømmende. Faretruende vågen bag mine fredfyldte øjenlåg. Flygtende som det blålige natlys i timen før solen står op.


Og ude på stepperne græsser gazellerne, og herhjemme står fårene og ser dumme ud. Køerne tygger drøv på marker, der summer af løvetand og humlebier. Jeg skyller mit økologiske ned i svælget, mærker hvordan smagen af æbler og vindruer og appelsin bruser ud i alle afkroge af kroppen, der er en levende organisme.
Og jeg ligger i badekarret med mine øjne åbne, og mine ben samlet og spredt, og mine stadig unge fingre, der trommer på kanten. Jeg tager og holder mig for næsen og dykker ned under overfladen, hvor håret står som uroligt søgræs om mit hvide ansigt. Vægtløs under mængden af det livgivende transparente. Under vandet kan jeg høre mit eget hjerte slå. Det lyder som en damper over Atlanten, og det runger ud i hele kroppen. Blodet banker, det bobler, gryden syder i maven. Jeg åbner øjnene under masserne, og ser rummet skævt og forvredet gennem elementet.
Hernede fra ser alting anderledes ud. Lofterne gynger, ydre lyde ophører til fordel for boblende kropsmusik. Jeg drømmer at jeg er en fisk og slår med halen på nautiske dybder. Hernede i det natteblå, hvor søanemoner og lygtefisk ånder i takt med plankton og djævlerokker, og hvor solen sender fåmælte strejf af glitrende lys ned til sine nederste af klodens undersåtter.
Vi er i bunden af diskoteket, hvor der er næsten mørkt, og hvor kun den pumpende rytme insisterer i altings øvrige søvnighed.
Her er jeg fri i bevægelserne. Og jeg vil gerne bo tæt på havet med duften af saltvand og tang. Eller i byen, hvor der er mennesker og børn og gårde, hvor jeg kan mættes af mad og huse, der rummer alt hvad hjertet kan begære. Og hvor jeg kan bo i en lejlighed og blive ved med at skabe dét, jeg er skabt til. Eller jeg kan blive her og gå rundt og være dét, jeg altid har været. Bortset fra, at jeg har slukket på knappen for mennesker og deres dårlige indflydelse, og de mareridt det giver mig at være fanget i tilstande, jeg ikke kender fra mit eget hjerte.

En dag stikker jeg af og jeg glæder mig lidt, skønt det endnu er min egen hemmelighed. Jeg kan altid bare sige, at jeg ikke gider mere. Det er ikke værre end dét. Det kribler helt i maven. Der er så meget, der venter på mig uanset hvad jeg vælger, og jeg er lykkelig i tanken. At vaske sit tøj, at være den første til at løbe ud af byen. Pige, alvorsfuld med skæmtende sol på kinderne og kjole og sko. Herude skal gaderne ligge åbne for mig… og jeg kan gøre det når som helst, og gør det, gør det, det lover jeg spejlet. På en måde bedrøvet til det yderste, men lettet og oprigtigt beslutsom. Knapper skjorten op og lader solen slikke de sviende rifter. Og ude på landevejene tuder lastbilerne i hornene, og jeg er allerede ude hvor kragerne vender og kloden drager dybe suk.

Vis / skriv kommentar (0)

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>