Camilla Ottesen: In Therapie sein

I

‘Jeg foretrækker det anale’. Ordene springer ud af den mindste kvinde min øjne nogensinde har fanget. Jeg svarer: ‘Er det dét, du gerne vil, terapien skal handle om?’ og hun smiler og fortæller mig sit navn, men i min hjerne har jeg allerede døbt hende Kreta. Hun sætter sig overfor mig i den sivstol, jeg har købt ved Kirkens Korshær og den knager lidt, som kun sivmøbler kan. Knitrende. ‘Er du også til det anale’ spørger hun mig og hvis hendes øjne havde været større end de var, havde jeg måske svaret hende sandfærdigt, i stedet tager jeg mine briller på og en blok papir frem og skriver KRETA med store bogstaver og ser op på hende: ‘Hvem var den sidste?’ Og hun smiler, som om det var lige det spørgsmål, hun havde ventet på og fortæller mig om den sidste gang og hvordan det var og med hvem. En eller anden tåbelig fyr hun havde mødt. Men han var en god elsker, som en god elsker skal være. Lidt fræk og tilpas begejstret for det uforpligtende. Men siden da, fortsætter hun, har han villet tvinge hende til missionærstilling, fordi den ligesom betyder noget andet. Og nu fortæller hun, nu er hun blevet bange for, at han vil mere end hun. For nu kalder han det at elske. Jeg lader brillerne glide lidt ned ad næsen og ser på hende: Er du bange for at blive elsket? Herefter eksploderer hun, som om hun havde en raket i navlen, og den detonerer ved dumme spørgsmål. ‘Fuuuck’, udbryder hun, som om jeg ikke selv, kunne stave mig til det. ‘Jeg kommer for at tale om mit forhold til det anale, til min opvækst, min konsekvente voldtægt af selvværd og du stammer dig frem til, at jeg er bange for at elske?’. Hun er ude af døren, inden stolen får knitret færdig og jeg lægger brillerne tilbage på bordet. Et suk undslipper mig og jeg streger KRETA ud igen.
 
 
II

Kreta er tilbage. Hun står i døråbningen og ser på mig. Jeg har rejst mig og samlet mit hår i en knold, som om det vil gøre stemningen mere professionel. Jeg ligner ikke Ritt. Jeg ligner ikke en psykolog. Min mave rumler, fordi jeg faster. Jeg har vand med økologisk citronskiver på bordet. ‘Kom ind’ siger jeg og forsøger at sige det blidt. Hun går ind i rummet. Hun sætter sig og ser på lyskæden, jeg har samlet i et hjerte på væggen. ‘Du er en elendig kliche af en terapeut’ siger hun stille. Ikke vredt. Konstaterende. Som om hun havde ret. Jeg smiler og siger: Har du fået noget analt så? Hun ser på mig og begynder at græde. Tror jeg først. Men hendes skuldrer ryster rytmisk. ‘For helvede du er elendig, det kan du sgu da ikke sige?
’Jeg siger hvad jeg vil’, svarer jeg. ‘Men hvad terapeutisk forløsende er der i, at du får mig til at hade dig?’ spørger Kreta. ‘Had er en følelse’ svarer jeg. Hun ser igen på min lyskæde på væggen. Ser sig rundt i rummet. Duftlys med lavendel og en rund kæmpe madras. ‘Har du dyrket sex på den der’ spørger hun. Jeg smiler, så hun kan se mit tandkød. ‘Hvem hader du foruden mig?’ spørger jeg. ’Min moster’ svarer hun. Og rejser sig og går hen til madrassen. Jeg ser selv på lyskæden. Der er sprunget en pære i én af buerne og overvejer, hvad en fejl i mit hjerte fører med sig. ‘Hvad har hun gjort?’ spørger jeg ud i rummet. Kreta har lagt sig til rette i centrum af madrassen og ligner et dødt foster fuldbårent. Hendes øjne er lukkede. Hun sover. Jeg lægger et tæppe over hende og sukker. Skriver KRETA på min blok, ser på hende. Streger det ud igen og rejser mig for at gå.

Vis / skriv kommentar (1)
Kommentér

1 Kommentarer.

  1. Hej Camilla
    Dejligt at se dig udfolde dig i prosadigte. Disse to er skarpe og samtidigt vel afrundet.
    Glad fordi jeg har læst dem.
    Leif

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>