Cecilie Lolk Hjort: Portrættegner


 

Vis / skriv kommentar (4)
Kommentér

4 Kommentarer.

  1. Hmm, hvordan går vi til teksten, hvordan skaber vi et grundlag, hvor vi kvalificeret kan diskutere, hvordan og hvorfor en tekst virker.
    Overfor denne tekst står jeg forundret. Den største modstand jeg møder er modstanden imellem tekstens betydning og dens indramning. Det er et greb jeg ikke kan se begrundet i noget. Jo: selvfølgelig det banale spejl imellem portrættegeneren og en streg som tegner sig omkring et mennesker, en indramning.
    Men hvad siger sådan en tekst om portrættegningen? Og hvad siger den om andet. Litteratur og Liv. Kunst og politik. Livsform og forbrug. Det kan være så meget. Men hér ser jeg ikke, hvor teksten vil hen. Den peger på sig selv på en måde som er banaltmetatekstligt. Jeg er måske for hård?
    Men digtningen, poesien, litteraturen bliver meningsløs, hvis ikke man kan aflæse et projekt. En grund til at lave teksten. Et mellemværende med sproget fx. fx.

  2. Tak for din kommentar, Janne. Jeg er overbevist om at der er meget i denne tekst du går glip af, men mon der findes noget jeg kan skrive her, der kan give dig adgang til den på en måde du vil nyde og finde meningsfuld? (Det kommer nok an på om du har misset noget bestemt, der kunne få teksten til at folde sig ud for dig – eller om den simpelthen ikke er relevant for dig, fordi du ikke tumler med nogen af de problemstillinger, jeg skrev den ud fra.) Jeg vil i alle fald prøve.

    Det er sjovt for mig at få at vide om netop denne tekst, at en læser ikke kan se et projekt, et mellemværende, og ikke engang at der bliver sagt noget om det eksplicitte emne i den – for jeg ser selv teksten som en af de mest transparente og direkte jeg nogensinde har skrevet. Jeg havde overhovedet ikke tænkt på, at den kunne læses metatekstligt eller endda metakunstnerisk (med mindre selvfølgelig man ser portrættegning som kunst, men det gjorde jeg ikke under udformningen af teksten – jeg tænkte det som et håndværk, en disciplin). Måske har du gjort som jeg så tit har gjort under tegningen: Begyndt fortolkelsesprocessen, før du rigtigt nåede at registrere det der var foran dig? Hvis der skulle være nogen tvivl, er dette ikke ment som en anklage eller bebrejdelse, det er noget jeg selv tit gør – nogle gange med vilje og nogle gange ikke – og et af de temaer jeg gerne ville tage op med teksten.

    Jeg skrev den ud fra en fascination af det øjeblik under tegningen, hvor hjernen ligesom ‘klikker’ ind i en anden måde at se på, en ikke-seende tilstand. Det føles en smule som at miste sig selv, fordi man opgiver at fortolke (noget vi ellers gør automatisk konstant), og minder mig om et lignende øjeblik under meditation, hvor man opgiver at have et mål og en metode til at nå derhen. Det føles som at springe ud af sin egen hjerne. Min egen tolkning af teksten har nok overordnet at gøre med, hvordan vi ser verden (herunder andre mennesker), og hvordan vi kan skifte perspektiv på verden (herunder andre mennesker) uden at røre os ud af stedet. Og en (optimistisk, glædesfyldt) problematisering af hvad der kan kaldes blindhed og hvad der kan kaldes ‘at se virkeligheden’. Men det er selvfølgelig en slags paraply-tema, der *også* indbefatter kunst og litteratur. Erik Scherz skrev følgende tolkning til mig:

    “Jeg synes teksten har et mellemværende med det at skabe (kunst). At man i nuet svært kan se det, men senere [det ord er afgørende] på afstand til sin egen kreation kan vurdere det. Og her det interessante: at det er uvirkelig godt, noget man ikke har tiltro til nogen (sig selv eller andre) ville kunne gøre. Afstanden har derved også kappet forbindelsen mellem det skabte og metoden bag det at skabe. Beskrivelsen af fremmedgørelsen er interessant, fordi den her ender med positivt fortegn.”

    Det kan så passes ind under mit eget paraply-tema om forskellige måder at se på.

    Billedet lavede jeg (ud over det åbenlyse formål med at understøtte blindheds/fremmedgørelses-temaet) bl.a. ud fra en fascination af udtrykket ‘at være hældt i’ som en hentydning til f.eks. at et par bukser passer godt. Ideen om at være noget flydende, formløst, der først får sin form når det har bestemt hvilket tøj det tager på og hvordan håret skal sidde, eller når det er blevet foreviget/ubevægeliggjort i et foto eller et portræt. Det var også ment som en udforskning af hvordan syn og sprog kan clashe eller tilføje noget til hinanden.

    Spørgsmålet er så, om al denne uddyben har gjort teksten mere interessant for dig, eller om du ‘keder dig’ lige så meget som før?

  3. Kære Cecilie

    Det er virkelig godt at få svar på tiltale. Jeg vil ikke gå længere ind i min kommentar lige nu – da jeg er i tvivl om om jeg er underlagt min egen smag i mine tanker om din tekst.

    Jeg kan godt følge selve teksten. Og dens betydning. Og også følge at der er en fin bevægelse i den.

    Mine øjne og min hjerne kan dog stadig ikke helt finde ud af dét at indramme teksten i en person. Som et par bukser uden ben men noget andet at fylde med. Det minder mig om Niels Lyngsøes Morfeus og det arbejde han dér gør med teksten. Måden han folder den og gør den skulpturel. Hos ham har jeg det samme problem: Jeg kan ikke finde den litterære begrundelse og for mig bliver teksten til grafik. Plakatteri eller hvad man skal kalde det. Og når sådan noget sker bliver jeg altid lidt mistænkelig. Jeg tænker på, hvorfor det er at et digt om en banan er formet som en banan. At et digt om nogle bølger på havet bølger på siden.

    Jeg ved at det er en lille perifer ting at tænke over. Eller også er det ikke.

    Det er noget med, hvordan en tekst præsenterer sig for os som læsere. Hvad betyder det for måden vi læser på.

    Jeg ved igen ikke om jeg lagde for hårdt ud i min første kommentar. Men jeg håber at du sætter pris for at vi åbner ballet for diskussion.

    Hvad tænker andre læsere af slagtryk?

  4. Mine tekster er som oftest alvorligt genrefucked, derfor gør jeg hvad jeg kan for at imødegå læseren (ifølge hamselv vist ganske modsat Rasmus Riiskjær, som du også har italesat), og derfor er det dejligt, når den læser der ikke er med gør et forsøg på at hoppe på. Eller bare tilkendegiver hvorfor hn ikke kan.

    Jeg er nogle gange med på Niels Lyngsøes plakatterier, men ofte ikke, fordi jeg som du ikke altid ser den litterære begrundelse. Hos ham bliver det for nemt vane og tilsyneladende overflødig understregning af teksten – også selv om konsekvens i formen sikkert er nødvendigt for det han forsøger. Med denne tekst har jeg dog vovet det, fordi jeg syntes det var pointerne værd. Jeg synes bestemt ikke det er en perifer overvejelse.

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>