Kathrine Storm: Fire tekster

*

mærkeligt nok sker det samtidigt
at bladene vokser frem og falder af

jeg tysser på træerne de
er ligeglade de
har stået der længst de
har ranke stammer og minder om
hvor øde her er de
kan få blodet i årene til at fryse til is når
der kun er de blege ben tilbage fra en hel vinter de
peger op mod himlen og bliver ved med at vokse hurtigere igen
er det for hurtigt hver gang man kigger derop er det for evigt ser det ud til vi
er kommet dertil hvor evigheden er en klodset sky deroppe
 
 
 
*

oppe på himlen dér er en måge
klistret fast på hvælvingen
man har klippet den ud i hvidt karton
en aften derhjemme
vinden rusker i bladene og de er lige kommet
 
 
 
*

således falder man således flyver man med vindpustet således er den svimlende himmelhvælving krøllet sammen til et hårdt fossil i maven: jeg er en del af en ambivalens der er større end mig: således bliver jeg angst
 
 
 
*

jeg kan faktisk godt være i en kuffert jeg
er lige her og vil selvfølgelig gerne flytte
herfra
skyerne ligner is og sne og ingenting
det er klart
at jeg har brug for

uendelige

mængder luft for at trække vejret

Vis / skriv kommentar (2)
Kommentér

2 Kommentarer.

  1. Jeg kan rigtig godt lide det første digt. Den første strofe rammer helt rent og sætter scenen for en hverdagsverden, hvor tingene er skruet af poesien til.
    Anden strofe udbygger godt det naivt legende univers med et “jeg”, som ligesom udforsker verden sammen med læseren.

    Fantasifuldheden virker dejlig uanstrengt, især pga. det uformelle sprog(elsker sammenstillingen mellem den store evighed og en klodset sky(tror dog godt du kunne fjerne “deroppe” skyer er jo sjældent andre steder)), som dog for mig ikke helt rækker i de andre digte, hvor der måske mangler den mystik og opbygning som det første digt har.

  2. Det er lækkert og vægtløst, men der er måske generel tendens i retning af optagethed af himlen og dens inventar af poetisk potentiale. Det hele hænger ganske fint og der er køligt elegante linjer strøet rundhåndet. Jeg er mest af alt betaget af det fantastisk strukturerede udgangsparti:

    “det er klart
    at jeg har brug for

    uendelige

    mængder luft for at trække vejret”

    Dog ville jeg undlade det første “at” og således styrke polysemien mellem klarhed-som-beskrivelse af-vejrlig og klarhed-som-logisk-konsekvens.

    Alt det bedste.

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>