Rasmus Riiskjær: I den yderste tilstand

i den yderste tilstand
af krum bølge
den knuste bilrude
blev fragtet
gennem en nøgen dreng
indsmurt i tapetklister
man tog godt imod ham
næb voksede op
af jorden teposens
boksen

i øjenvandet

det er ikke kønt
at blive kælder
så vidt mulig ingen
fremstilling
af en personbunden
bevidsthed
hverken tomhed eller
stilhed men
derimod

som-når-man-åbner-sin-hånd
trompetmunding
vintersædens grimasse
små tvedelte tunger
grønne

det kendes især fra
kontorlandskaber

Vis / skriv kommentar (9)
Kommentér

9 Kommentarer.

  1. Det stærkeste i lige netop dette digt er for mig linjerne “det kendes især fra/kontorlandskaber”. Men først en vej ned ad digtets stige.
    At kalde digtet for dårligt, er måske for hårdt. Men det er i hvert fald ikke gennemarbejdet. Sprogarbejdet er simpelthen uelegant, hvad skal man forstå ved linjer som de indledende: “i den yderste tilstand/af krum bølge”? krum bølge?
    Det er ikke for at være hård eller konservativ: Digte behøver ikke at være elegante (hvad er det for et kvalitetskriterie?!?!) – det er ikke dét. Det det handler om, er at underlighederne i digtet går hen og bliver meningsløse.
    Hvorfor trækker digtet det billedsprog med sig som det gør?
    At gå fra bølge til bilrude til tapetklister til at blive kælder til trompetmunding til vintersæd til kontorlandskaber er simpelthen nogle enorme spring. Og i mine øjne nogle spring som er for store for dette lille spinkle digt.
    Betydningen af sætningerne kan simpelthen ikke holde den trøje som er spændt ud over digtets underlige krop.
    Men der er også noget andet som er vigtigt at slå ned på. Det er arbejdet med linjerne. At bryde en linje er et enormt indgreb i læsningen. Og det kan gøres smukt forbumlet (som hos Glenn Christian i hans sære samling Ruben) men det kræver en viden og en bevidsthed om, hvad det er for et udtryk som opstår. Det kan jeg ikke mærke i dette digt. Fornemmelsen bliver, at der er en som har prøvet at lave en tekst som skal ligne et digt. Men hvad hulen ligner et digt?
    Jeg kan forestille mig tusinde digte se ud på den her måde og ingen af dem vil jeg kunne huske. Er det for hårdt at skrive det sådan? Måske nok. Men det handler om at arbejde med sprog og med digte og med ord og med billeder er en vidunderlig ting at gøre. Men man må også holdes fast på, hvad det er man laver. Derfor kritikken. Det giver ikke mening at gøre det for let for sig selv. Lad os få gang i en diskussion om, hvad digtene skal kunne. Jeg håber ikke det kunne bruges til noget. Uh!

    • Interessant. Jeg kan også bedst lide “det kendes især fra / kontorlandskaber”. Det står flot i kontrast til de foregående metaforer og fordobler derved tekstens billeder. Andet godt er “det er ikke kønt / at blive kælder”. Omvendt ved jeg ikke hvilket ben, som jeg skal stå på i de første linjer.

      Jeg ved ikke hvad et digt ligner. Jeg ved ikke hvad digte skal kunne. “I den yderste tilstand” er en broget størrelse, men jeg ser noget sat på spil. Eller i spil. En brudt syntaks, der bokser besværet og febrilsk med konformitet i form og indhold.

  2. Rasmus Riiskjær

    Til Josef:

    Jeg er glad for din kritik og mener ikke, at du er for hård. Jeg kan godt forstå, hvorfor du ser digtet som ubearbejdet og grænsende til det meningsløse, for det er det også, men det har sine grunde. Jeg vil her forsøge at besvare nogle af de spørgsmål du stiller ang. udarbejdelsen af din kritik.

    1) “Hvorfor trækker digtet det billedsprog med sig som det gør?”

    Fordi det handler om ødelæggelse af sig selv. Med ‘en krum bølge’ menes det øjeblik for bølgen bryder bare for at få den plads. Denne bølgebevægelse har jeg forestillet mig skulle fungere som den samme tid samlende og spredende motiviske helhed, som findes på et teoretisk plan, når noget benævnes et digt, og som udvælgelsen af digtets ord har beroet på. Samtlige ord og situationer i digtet er for mig uløseligt knyttet til vold, ødelæggelse og overraskelse. At du ligefrem nævner, at du kan forestille dig tusinde digte se ud på denne måde, og at du ikke ville være i stand til huske dem ser jeg som et kompliment, omend du ikke mente det sådan. Ideen er bl.a. at digtet ikke hænger sammen, lader pludselige associationer og indfald styre udvælgelsen af nye ord og billeder for derefter at gennemgå i næsten total tilfældig ombytning af linjerne. Linjeskiftene er med vilje uskønne, fordi de pauser de skal forestille at frembringe fremhæver de absurde sammenkoblinger af ord og indtryk. Digtet er dermed ment som noget, der befinder sig mellem den surrealistiske ide om ‘drømmetekst’ og en konceptuel bearbejdning af ødelæggelse forstået som vidt som muligt, så den meningsløshed du fremhæver, ser jeg altså som det, der trods alt er digtets trøje, der nødvendigvis må være forreven og købt i en genbrugsbutik. Jeg ønsker altså at forvirre og stresse læseren med et meningsløst opbud af ord. Det kan jeg se har virket.

  3. Rasmus Riiskjær

    2) “…man må også holdes fast på det man laver.”

    Det kan være svært når man hverken ønsker at udtrykke sig eller at skrive for at henvende sig, men derimod vil forvirre og angribe læseren.

    • “Det kan være svært når man hverken ønsker at udtrykke sig eller at skrive for at henvende sig, men derimod vil forvirre og angribe læseren.”

      Hvorfor har du en så aggressiv, negativ tilgang til læseren? Er du sur på os?

      • Rasmus Riiskjær

        Selvfølgelig er jeg ikke sur på læseren, eller på nogen andre for den sags skyld. Det kom lidt forkert ud det, jeg tænkte. Det er ikke læseren som individ, jeg vil angribe. Det jeg vil angribe er snarere ideen om sammenhænge mellem alle mulige let genkendelige objekter og følelser for dermed at gøre noget lidt modsat af hvad mange digte og digtere gør; nemlig ikke at gå efter at beskrive og formidle men derimod lægge stærkt visuelle udtryk frem på en umiddelbar, associativ og derfor i en vis forstand voldelig måde. Vold er i denne sammenhæng ment som det at digtet vil forsøge at give læseren en serie af ikke direkte syntaktisk og semantisk sammenhængende ord, der for flere af ordenes vedkommer kredser om ødelæggelse både af et landligt og bymæssigt rum. I andre sammenhænge skriver sjældent voldeligt, men jeg mener, at digte der omhandler vold, krig, fragmentationer af bevidsthed og umuligheden i at kunne fortælle beskrivende og fyldestgørende, men derimod at svare meningsløsheden igen.

        • “men jeg mener, at digte der omhandler vold, krig, fragmentationer af bevidsthed og umuligheden i at kunne fortælle beskrivende og fyldestgørende, men derimod at svare meningsløsheden igen.” Mangler den sidste del af sætningen, eller mangler der nogle ord i sætningen? (jeg ved at det passer godt med æstetikken at sætningen ikke hænger sammen, men det gælder vel ikke nødvendigvis i kommentarerne?)

          Du skriver længere oppe at du er glad for at digtet ligner tusind andre digte, som man ikke kan huske igen bagefter. Det undrer mig (også). Vil det sige at du forsøger at undgå at røre læseren og gøre digtet vedkommende? Vil du gerne have at digtet er ligegyldigt?

  4. Rasmus Riiskjær

    Ok. Der mangler det, at sådanne digte er nødvendige, og jeg har valgt at bruge manglen på sammenhæng til at svare meningsløsheden igen. Du taler om at røre læseren, et andet sted om at være imødekommede som ikke er langt fra, hvad jeg forestiller mig, du mener med at digtet bør være vedkommende. Jeg vil gerne væk fra den ide, at der skulle være tale om en personlig relation forstået som et ønske om gensidig forståelse og grundlæggende respekt mellem den enkelte læser og digtet og dets ophav. Grunden til at denne grundlæggende respekt ikke er til stede består i, at jeg ikke ser digtet som en hverdagsmæssig måde at tale på, men som en forstørrelse og forvrængning af mere eller mindre tilfældige ting, følelser og situationer, til hvilke min underlige bevidsthed nu engang retter sin opmærksomhed imod. Dette kan lyde barskt, og det er det nok også, men jeg vil gerne forsvare positionen, fordi jeg mener, at en depersonaliseret, associativ og abrupt stil kan skabe en dyb følelse af nærvær og forvirring på samme tid. Digtet er derfor på ingen måde ligegyldigt, for det er situationer præget af forvirring og ødelæggelse, at vi både kan bevæges og forenes.

  5. Det er fedt.

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>