Zakiya Ajmi: Stjernedigt

En klapsalve består af døende musik
og mange hænder der rører hinanden hårdt
den er som
fødder der løber, og
fugle der letter
og insekter i et meget lille rum
et klap høres kun én gang, og mit klap høres så meget som dit
om sommeren stiger klappene til sidst til vejrs og bliver til
stjerner

Vis / skriv kommentar (4)
Kommentér

4 Kommentarer.

  1. Det er svært at sige, hvad man skal stille op med dette digt. Som først tænkte jeg på Benny Andersen. I godmodighed. Og dét at tage et fænomen poetisk. En undersøgelse.
    Klapsalven er en summen for ører. Alligevel er det vel værd at stille sig kritisk. At stille spørgsmålet: hvor skal vi hen med dette poetiske blik?
    Tricket der er på færde er sammenligninger. Og fordi det er skrift er det omgivet af en følelse af noget sandt. Men hvis man skal gå til det: Hvad adskiller klapsalven fra musik? Er al musik ikke døende? Fødder der løber rører ikke hinanden. Fugle der letter, deres vinger, vingerne, vingerne slår imod vinden og ikke som hændernes salve af klap. Insekter i et meget lille rum støder måske ind i hinanden. Men dør bort og forsvinder. Måske. Sætningen “et klap høres kun én gang, og mit klap høres så meget som dit” er underligt konkluderende, eller konstaterende, det-her-er-sandt-agtig.
    Jeg kan på en måde godt lide at klappene til sidst stiger til vejrs og bliver til stjerner. Selvom det måske-nok er lige lovligt klassisk-poetisk.
    Lad os fortsætte med at gå kritisk til digtene. Og selvfølgelig nyde hver sætnings spirrende cirkel.

    • Hej Janus,
      Da jeg skrev digtet, tænkte jeg på, hvordan jeg synes en klapsalve lyder og føles. Det var ikke min mening med digtet, at vi skal nogen steder hen med det, eller stille noget specielt op med det – det er snarere tænkt som et billede på, eller en undersøgelse af klapsalven, som du også skriver i kommentaren.
      Når jeg tænker på en klapsalve, tænker jeg på noget godt, som slutter. Fuglene der letter er lige så meget tænkt som et billede på noget der forsvinder, som et billede på selve klappe-bevægelsen. På samme måde med de løbende fødder; det er ikke så meget det, at de ligner hænder der klapper, men mere det, at lyden af fødderne mod jorden i mit hoved lyder lidt som nogen, der klapper.
      Mange tak for din kommentar 🙂
      Mvh Zakiya

  2. Jeg er så meget med på dette digt lige indtil det sidste med stjernerne – der synes det at falde ned i et kliché-hul som det ellers omhyggeligt har holdt sig fra indtil da. Var det intentionen at gøre digtet banalt lige til sidst for at bryde med stilen? Ellers kunne man måske overveje et eller andet uventet beskrivende adjektiv før ’stjerner’, noget der trækker billedet ud af banaliteten før det rigtigt synker ind i den?

  3. Jeg sy’s det samme som Cecilie! Nej, i al alvor er jeg ganske betaget af digtets sammenligninger og stiller mig uforstående overfor Janus’ konstatering af at der skulle være uoverensstemmelser mellem de strukturmetaforiske omskrivninger undervejs. Måske rammer fødder i løb ikke i hinanden, men de slår mod jorden desuden mod deres eget tidsforskudte ekko. At gøre det metaforiske arbejde mere rigidt, kan let gøre både skrivning og læsning til automatisme og dermed forudsigelighed. Siger min begrænsede erfaring mig.

    Jeg ville dog anbefale at omskrive sidste del sådan at der kommer til at stå:

    “et klap høres kun én gang og mit klap høres så meget som dit
    om sommeren stiger de sammen tilvejrs”

    Således undgår du stjernerne, der ikke som sådan knytter sig til resten af dine billeder, selvom jeg selv husker fantastiske sommeraftenkoncerter.

    Alt det bedste

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>