Cecilie Lolk Hjort: Tre tekster

Burka

Intet er mere erotisk end burkaen. I utilsløret form er kvinden et dyr, hvis lemmer udfører gøremål så daglige, at manden knapt nok kan skelne hende fra sig selv, eller fra den hund, der ligger på gulvet med en krop som en varm maskine. Hvor smuk hun end er, er hun kedelig, for alt hvad man skal gøre for at nå hende er at række hænderne ud. Men under burkaen er kvinden et uberegneligt sæt antydninger; en halvglemt drøm om noget mere, der griber fat om de bageste hjernevindinger med lette, forsigtige fingre. Fatima ser på mig. Hendes øjne svæver bag burkaens vindue, indrammet af mascara og et rektangel hud. Lad bare manden have sit fatamorgana, siger hun. Klædet er min rustning mod hans tanker. Når jeg er tildækket, kan han ikke bruge min krop, men afspiller blot sin fantasi på stoffet som en film på et lærred. Hans ekstase over, hvad jeg kunne tænkes at være, er så salig, at det kun ville føre til skuffelse at trække stoffet fra og finde mig konkret og fejlbarlig indenunder. Adskilt af det store forhæng får vi begge vores drømme opfyldt: Manden har sin perfekte kvinde – og jeg har mig selv i fred.
 
 
 
Jul

Julen er hemmelig det meste af året. Hvis vi nævner den, er det kun som et tidspunkt og en sidebemærkning; Et ord, der ikke bærer større glans end et tilfældigt tal. Men så i løbet af december begynder julen at brede sig dovent og eksponentielt som en tilstand, vi pludselig er holdt op med at tage piller imod, eller som kronbladene på en blomst, der består af sin egen aura. Sneen falder fra det ydre rum, lægger sig som en tom baggrund og gør landskabet til en blyantstegning, et kunstværk fra før kameraets og lyntogets tid. Og så er julen her, fordi vi siger det igen og igen. Lige da vi tror at det hele er forbi, slår vores indre kaminild gnister og tænder en gigantisk blomstermark af lys over byen, som et kort dragshow af forår i mørket. Vi drikker for at fejre vores oplysningstid, og væsken slukker ilden igen. Allerede på årets første dag er sneen forvandlet fra himlens tryllestøv til spildt mel, der ligger i vejen for vores udforskning af verden. Vi pakker julen ned og lægger den på loftet for at skaffe plads til vores bevægelser i stuerne. Og så er det koldt, indtil de rigtige blomster springer ud.
 
 
 
Hare

Når haren ser de to øjne som tilfældige lyspletter i krattet. Og en bevægelse der gør urolig, fordi den næsten ikke er der. Rejser den sig på bagbenene og stikker sine lange ører i vejret, så den bliver så synlig som muligt.

Det er harens måde at hæve indsatsen og vise sine kort på.

Den knejsende krop siger til ræven: “Du kan se mig, og jeg kan se dig, og vi ved begge at jeg kan nå at løbe væk hvis du kommer tættere på. Men hvis du opgiver nu, glemmer vi begge at du prøvede at æde mig.”

Så rejser ræven sig også, og et øjeblik står de to og ser på hinanden. Som et par fjerne bekendte, der overvejer om de kender hinanden godt nok til at hilse. Som to ventende ved et busstoppested. Som et par børn, der netop i dette øjeblik er blevet for voksne til at lege. Før ræven, lettere forvirret, vender sig og går.

Tilbage står haren med spændte muskler under den bløde pels og en hemmelig schweizisk hjertebank langt inde i kødet. Det er, som om haren i dette øjeblik har bevist, at den i virkeligheden ikke er en hare.

Vis / skriv kommentar (0)

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>