Anna Møller: To tekster

Guppy

Bjørn er glad for naturen. En af de første gange, han optrådte på video var på skolens lejrtur, der gik til Røsnæs, hvor de havde været ude i vandet med vaders og selvfølgelig ikke fanget noget, men bare vadet rundt, og han havde alligevel fået fat i en lille fisk af en art, som var kommet med hjem til hytten i en grøn plasticspand med hank, fisken havde Bjørn været hurtig til at sige helle på, og den var havnet på et skærebræt af den lille slags, hvor Bjørn så dissekerede den, og alt det var fanget på video, Bjørn, der sidder bøjet over projektet, og kameraet zoomer ind, mens drengen med en hobbyskalpel laver et snit ned langs fiskens bug og åbner dyret op, Bjørn, der bøjer sig endnu mere over fisken og fører ansigtet helt tæt på dyret, og lidt af den samme nysgerrighed rammer Bjørn, da han sidder foran sit første akvarie med guppier med bølgende haler, pansermaller, gule snegle og stimer af neonfisk, for der er sgu noget med de der guppier, de er ikke helt raske, er de.

Bjørns største guppy hedder Birgitte, hvalen Birgitte er hun næsten, for hun er tyk om bugen, der er fyldt med lækre unger, guppyhannerne kan ikke få nok af hende og svømmer konstant i halen på hende, for ungerne smager godt, især, hvis de ikke svømmer for hurtigt, men Birgitte gør, hvad hun kan og bliver større og større, mens Bjørn sidder og kigger på fra den anden side af glasset. Men der sker ligesom bare ikke noget, Birgitte bliver til stadighed fyldt med kriblende unger, men de bliver derinde og kommer ikke ud og så er det, at Bjørn sidder og ser ind og tænker på den gang i Røsnæs, det er samme lyst, han får nu, og Bjørn stikker labben ned i akvariets altomslugende og fanger Birgittes smældfede krop i sit grønne net, Birgitte spjætter med halen og gisper efter luft, da hun forlader vandets trygge, Birgitte skal op på bordet og ligge, og heldigvis har Bjørn til lejligheden en voksdug på, så der ikke kommer pletter på bordet, Birgitte kan ligge deroppe og slå med halen, for nu går dr Bjørn i gang.

Dr Bjørn er sikker på, at guppyungerne sprøjter ud, hvis han klemmer på Birgitte, og mens Birgitte ligger og gisper, trykker lægen med pegefingeren på den centimetertykke vom, Birgitte spærrer øjnene op i et desperat fiskeblik, og dr Bjørn slipper presset igen, det er jo ikke meningen, det skal gøre ondt på dyret, han er jo ikke mishandler, bare helt almindeligt nysgerrig, og det er nok også rigtigt, hvad Birgitte prøver at signalere, man må op i akvariet igen, så Birgitte bliver fejet ned i håndfladen og lempeligt hældt ned i tryghed igen, Bjørn ser, at alt er godt.

Men næste dag er Birgitte alligevel ikke til at se nogle steder, Bjørn hiver det tunge akvarie ud, så det kommer fri af reolen, han tager glaslåget af og stirrer derned, men Birgitte er ingen steder at se og så alligevel. For omme bag træstammen dernede ligger der noget, og det ligner resterne af Birgitte, det ligner Birgitte, der er blevet spist indefra af sit eget afkom, ungerne er gået i gang med at spise hendes underliv indefra og befriet dem selv, mens snævre Birgitte selv sagt er død i barselssengen.
 
 
 
Krybende læbeløs

Signe Senior har købt en blomsterbog, hun har været i en genbrugs og skulle egentlig bare have et ternet tørklæde, eller hun skulle have en ny pelsjakke og have brugt sin nye tyver, men så var det hun faldt over kassen med bøger, der var tre for en femmer, ugens tilbud, kom og køb, og Signe bladrede gennem titlerne med fingrene.

Jeg er glad for blomster, siger Signe til sig selv, jeg er glad for blomster og for naturen, så Signe køber “Lademanns naturfører”, hun synes, det lyder tysk, men forsiden er blank og lidt fedtet, og der er valmuer eller donhammere eller hvad er det, Krybende læbeløs, hedder den, der er tale om blomster uden overlæbe, læser Signe, hun hiver ud i sin egen underlæbe med to fingre, de er lidt salte, og hun læser underlæben trelappet, dækblade udelte, så Signe bliver nødt til at kigge ned ad sig selv, hun synes mest bare, blomsten er blå, den er blå og har ligesom små klokker, synes hun, det var det, de skulle have skrevet i stedet for, det er sgu noget mærkeligt noget at skrive om blomster, synes Signe, håret i to rækker eller næsten glat. Næsten glat.

Signe smækker bogen i og sætter den tilbage, nej, hun køber den for en femmer og lader de to andre stå, for Signe vil hellere være hjemme, når hun skal læse om enge og græsgange og overdrev og heder, hun læser om Gaffel-vortemælken med de æggeformede blade og mælkesaften, der sprøjter ud af den, hun læser om den Blå stormhat, den kaldes også Blå venusvogn, det er ikke til at sige, hvilket et af navnene, der er kønnest. Da Signe var lille, ville hun gerne hedde Angela eller bare kaldes Angela, Signe Angela Senior, og hun skulle være 16 år for evigt og have en let sommerkjole på og ligesom løbe lidt frejdigt gennem en mark eller lave lange kranse af mælkebøtter og sætte den på hovedet af sig selv, hun ville gerne have krøller.

Vis / skriv kommentar (0)

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>