K-R-E-A: Tre tekster fra et skriveværksted for pensionerede zoo-chimpanser

Badevand

Jeg vil være bedemand i mit næste liv. Og lave verdens smukkeste lig. Jeg skal være en live-udgave af Photoshop. Så smukke skal ligene være, at deres pårørende får indprentet et ideal-billede af den afdøde. Alle skærmydsler, irritationer, selv regulært had vil forsvinde af ren og skær forbløffelse over afdødes skønhed. Det er lig, der forfører. Selv verdens mest indtørrede gammeljomfru vil komme til at ligne Elizabeth Taylor i hendes prime. Og de vil betale mig gode penge for arbejdet. Og jeg vil bruge pengene til at få opereret horn i panden og tatoveret huden rød. Jeg vil lave verdens smukkeste lig.

 
 

Fugleskræmsel

Han sov ikke meget i den tid. Nætterne slugte dagene, og tiden gik med at stirre på skærmen til fire om morgenen. Det blev bachelor-projektet ikke færdigt af, men det gav fornemmelsen af at han arbejdede på det. Han grinede ikke i den tid. Eller græd. Han havde kun et ansigt, og det var blankt. Nogle gange måtte han gå en tur om morgenen for at få ro i benene. Nede ved Damhussøen kunne tågen godt ligge tung og mælkehvid. Ånderne gemte sig deri. Men det var fuglenes territorie. Der var krager over alt, og de tog ingen notits af ham. Han havde alligevel fornemmelsen af at de kunne finde på at angribe hvornår det skulle være. At de lurede på ham. Snakkede om ham. Hånede ham.

I dag kan han ikke huske meget fra den tid. Det halve år forsvandt. Bachelor-projektet blev færdigt. Det gjorde specialet også et par år efter. Når der engang i mellem lander en krage udenfor vinduet til hans kontor, kradser han i armhulen til han begynder at bløde.

 
 

Udskudsdanmark

Da jeg var barn, husker jeg en sær by ikke så langt fra, hvor jeg boede. Jeg voksede op i en lille landsby i Vendsyssel, og den her by lå lidt længere nordpå. Jeg kan ikke komme i tanke om byens navn, men den udviklede sig ret usædvanligt.

Sagen var den, at der var en kro i byen, som var temmelig populær i området. Byen lå lige præcis langt nok fra Aalborg til, at det var attraktivt for de unge at tage i Jomfru Ane Gade, så de valgte i stedet at udfolde deres branderter på byens kro. Med neonlys til at oplyse kroens navn og letpåklædte teenagepiger kunne det nu lige så godt have været Gaden. Kroen tiltrak sig selvfølgelig unge fra de omkringliggende byer også, selv min lille landsby, og var lidt af en pengemaskine. Men sådan nogle unge knægte laver jo ballade, når de får lidt indenfor vesten (og de gik faktisk med vest nogen af dem). De lokale var lidt mere forsigtige med at lave ballade i deres egen by, men til gengæld havde de ikke noget problem med at tæske dem, der kom udenbys fra. De kvitterede så med at pisse rundt omkring på gaderne og lave lidt hærværk.

Det blev beboerne i byen selvfølgelig trætte af, og derfor indkaldte det lokale samråd, der bestod af byens førende (og eneste) erhvervsdrivende, til stormøde for at diskutere problemet. Der blev diskuteret ret intenst, og kroejeren måtte kæmpe for sine kunder. Han kunne godt se problemet, men det var jo en stærk indtægtskilde for ham. Han tabte dog kampen, og stormødet resulterede i noget så bizart som bybomme, der skulle passes af et frivilligt vagtkorps torsdag, fredag og lørdag, som var de mest aktive dage på kroen. Idéen var at nægte adgang til ballademagere, der var blevet fanget i utilbørlig opførsel. Så alle biler og knallerter blev kontrolleret mellem kl. 16-02 torsdag, fredag og lørdag. Samtidig stod der også vagtkorps ved byens to busstopsteder for at kontrollere, at der heller ikke her slap ballademagere ind.

Kontrollen tog snart overhånd, og venner og bekendte af ballademagere blev også nægtet adgang. Også selvom de ikke ankom med en ballademager. Resultatet gav jo sig selv. Der blev færre og færre kunder på kroen, og det havde den konsekvens, at de, der opførte sig ordentlig, heller ikke gad komme, da det var blevet et kedeligt sted at feste. Selv byens egne unge begyndte at finde alternativer (og i Nordjyllands randområder er de ret begrænsede). De begyndte også at flytte tidligere hjemmefra for at komme væk fra kedsomheden. Beboerne, der blev tilbage, fik deres haver og gader i fred, men meget liv var der ikke tilbage i byen. Så snart der blev taget initiativer til byfester eller andre arrangementer blev det straks skudt ned af byens samråd eller umuliggjort af nogle komplet uforståelige og besværlige regler.

Med tiden begyndte folk at flytte fra byen, og de eneste tilbageværende var de mest hårdnakkede fra samrådet og vagtværnet. Nogle gange flyttede unge par til byen, fordi flere og flere huse stod tomme og derfor var billige, men der gik ikke længe inden de flyttede igen. Der var langt til nødvendighederne, fordi byens skole, brugs, bager, alting var lukket efterhånden. Det blev lidt af en spøgelsesby, hvor der kun boede dem fra samrådet og vagtværnet, og de forsvandt jo efterhånden som de røg på plejehjem eller døde. Gad vide om byen ligger der endnu?

Vis / skriv kommentar (0)

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>