Lars Rasmussen: To tekster

Markerne omkring vores hus var således anrettet (af det ubenævneliges ældgamle hænder), at en dreng i sin sjette sommer kunne skue ud over dem fra forældrenes soveværelsesvindue; og skue så længe, at han begyndte ubevidst at vente på evighedens indtræden. Denne langsomme udstrækning af sindet mod landskabets døsen kom pludselig til live, når han fik en ubeskrivelig trang til at bevæge sig ned i dette billede, bevæge sig i det mandshøje græs og modtage solens stråler sammen med det. Denne trang satte ind som var det individets eneste mulighed for en urfornemmelse, og når drengen kom derned, kunne han mærke stenene langs åen sitre ærværdigt i den blide varme, som naturens kirkegængere der hver dag modtager solens prædiken og drikker uafvendeligt af vandets bugtende kile. Således slog tiden sig selv ihjel og fiskede drengens hjerte ud af hans bryst, som med kroge af filt omvundet med blomsterranker. Således blev grusets sælsomme knasen under hjemturen så velkendt en ven, at han efter endt liv blot ville ønske, at den var alt, der ledsagede hans vej til himlen. Således taler årstiderne ufatteligt.
 
 
 
 
 
 
Efter jeg for få dage siden fandt ud af, at jeg er et almindeligt eksemplar af menneske, har jeg stået med en kæp ved Vejle Bugt og tænkt på vandene, der deler sig. Min succes er begrænset; en mågeklat på min venstre skulder bevidner det eneste tegn, der hidtil er modtaget fra oven.

Vis / skriv kommentar (8)
Kommentér

8 Kommentarer.

  1. Hej Lars
    det er en fin kontrast; det bibelske/religiøst-retoriske/gammeldags/tunge/højtragende-retoriske og det dagligdags underlige/situationsbundede sansende/stenede…. det selvfølgelige i, at du’et er et almindeligt menneske, hvorefter det leget Moses…. ymer er det skarpt skrevet, billederne osv…. Yes

  2. Jeg er vild med indholdet, men det er som om jeg (en stor del af tiden) skal kæmpe mig igennem de lange ord og kringlede formuleringer for at nå frem til det. Dette stykke arbejde gør også at jeg har svært ved at genkalde mig teksten bagefter.

  3. Lars Rasmussen

    Tak for kritikken, Cecilie. Jeg tror sagtens jeg kan se hvad din pointe med formuleringerne går på. Begge tekster, specielt den første, er genovervejet mange gange og genskrevet med bittesmå ændringer adskillige gange. Det ville ikke være forkert at sige, at jeg stræber efter så stor klarhed som muligt, men jeg tror ikke altid det skal eller kan opnås ved tilsvarende stor sproglig enkelthed. For mit vedkommende er det vigtigste, at jeg kan genkalde mig sentimenten i en tekst, stemningen om man vil, eller bare en idé – ikke nødvendigvis ‘tekstens’ idé, men bare noget der opstod under læsningen eller som i ens hoved har en eller anden forbindelse dertil. Samtidig: jeg har aldrig prøvet at skrive noget, som jeg ikke tænkte som mere eller mindre ufuldstændigt i forhold til den rene tanke, det scenarie eller det billede, der er tekstens forlæg.

    Noget jeg har tænkt over: hvor klart synes du indholdet præsenterer sig? Jeg kunne godt tænke mig at høre om andre opfatter det semantiske (så at sige) som meget tydeligt og ligetil eller som mere obskurt og uvæsentligt i plotmæssig forstand.

  4. Mener du at det vigtigste er, at du kan genkalde dig stemningen i en tekst – ikke om den når frem til læseren? Min kritik kan selvfølgelig kun bruges til noget i forhold til hvad læseren får ud af teksten. Og jeg synes ikke det virker som om den er skrevet med klarhed (for læseren) som sigte. Præcision, måske? Men det er jo ikke det samme (selv om de to kan kombineres). Jeg kommer til at tænke på Kant, som efter sigende omskrev i en uendelighed for at danne så præcise formuleringer som overhovedet muligt – men som jeg knapt nok kan kæmpe mig igennem en halv sætning af. Han er sikkert vældigt klog, men jeg får det nok aldrig verificeret ved selvsyn, simpelthen fordi hans sætninger var så lange og knudrede. Og jeg tror ikke på, at præcision udelukker klar henvendelse til læseren – det virker på mig som en dårlig undskyldning, en omgang kejserens nye klæder-‘jeg er så klog indeni mit eget hoved det kan bare ikke videregives i sprog’-agtigt.

    For at besvare dit spørgsmål: For mig virker ordvalg og sætningsstrukturer et langt stykke hen ad vejen obskure og uvæsentlige. Normalt skelner jeg ikke mellem en teksts form og indhold – det gør jeg kun, når formen virker som om den bekæmper og delvist skjuler indholdet, og det føler jeg at den gør her. Lad os bare som tilfældigt eksempel tage “en dreng i sin sjette sommer”. Jeg husker at jeg ved første gennemlæsning skulle bruge tid på at blive ved denne formulering for at oversætte den til “en seksårig dreng”, så den gav mening og jeg kunne læse videre. Den effekt kan selvfølgelig være meget poetisk, hvis man føler at man pakker noget ud der er overraskende eller smukt – men her fik jeg ikke den oplevelse. Jeg er helt klar på at det kan være vigtigt at nævne at det er drengens sjette sommer og ikke år (det er jo den slags valg der skaber det poetiske). Men så kunne en ‘løsning’ være simpelthen at bruge mere tid på det med sommeren, ved f.eks. at give den pointe sin egen helsætning, i stedet for en bisætning ved siden af en bisætning midt i en sætning der følges af en bisætning indeni en bisætning. Hvis det er vigtigt at nævne, er det vel også vigtigt at fremhæve og dvæle ved?

    Generelt har jeg en fornemmelse af at indholdet ville flyde i langt større harmoni med formen, hvis du tillod teksten at fylde måske dobbelt så meget og så gav dig tid til at præsentere hver pointe for sig i hver sin sætning. Ikke fordi der partout skal være en helsætning efterfulgt af punktum for hver eneste pointe, det skal jo ikke ned på ’se vovse løbe’-niveau – men teksten kunne godt klare at fylde lidt mere på bekostning af dine mest krogede semantiske beslutninger. Jeg skriver det, fordi jeg selv har haft en kamp med sætninger der var så lange og knudrede, at mine læsere ikke kunne følge med. Jeg følte selv at det var umuligt at formulere dem anderledes, fordi de var så præcise – indtil jeg begyndte at læse dem op. I min søgen efter mere mundret sprog, som et publikum ville forstå så hurtigt som det er nødvendigt ‘live’, endte jeg med at finde nogle mere ligefremme formuleringer uden at gå på kompromis med pointerne. Det kan jeg anbefale, hvis du virkelig vil have læseren med ind i teksten.

    Nogle af ordvalgene virker som om de er truffet ikke med klarhed eller præcision som sigte, men for at teksten skal virke intellektuel. Ord som ’således’ (hvad giver ’således til teksten, som ’sådan’ ikke kan?) og ‘individet’ (findes der virkelig ikke andre formuleringer, der kan videregive at vi taler om én person i eksistentiel alenehed?). Der er også en vis semantisk afstandstagen til hovedpersonen: det ubestemte ‘en dreng i sin sjette sommer’, brug af 3. person – og ‘Denne trang satte ind som var det individets eneste mulighed for en urfornemmelse’ udelukker ham i en sådan grad, at man bliver i tvivl om, hvorvidt trangen stadig er i ham eller nu flyder abstrakt rundt i luften. Den afstandtagen understøtter det cerebrale, abstraktiserende. Hmm… er intellektuel en stemning? Ja, det er det vel. Men igen, jeg føler at det er en stemning (skabt af formen) der er i clash med det mere umiddelbare, dybt personlige og følelsesladede indhold. Som om hjernen strækker sine hænder ud for at skubbe hjertet væk, fordi teksten ikke kan håndtere dem begge på én gang.

    Åh, jeg har det egentlig lidt dårligt med denne kritik, for det virker som rettelser. Og det er jo fjollet når jeg kun kommenterede fordi jeg kunne lide teksterne. Men mon ikke det stadig er brugbar kritik, så længe det foregår ud fra den præmis at jeg ikke er en rettende redaktør, men blot en læser der føler sig sat lidt udenfor teksten af dens formuleringer? Det håber jeg.

  5. ” en dreng i sin sjette sommer ” står for mig konkret og klart frem, mens ” som med kroge af filt ” står mere som et abstrakt billede, hvilket jeg kun ser som en kvalitet.

  6. Sådan slet er jeg bare glad for, at du har tænkt så meget over mine tekster og har gidet at formulere det så konstruktivt. Bare glem om jeg føler mig stødt eller ej – det er altid lidt en kamp at indse om sine egne tekster, at de er mangelfulde, eller bare at de ikke for andre kan repræsentere det, der er tænkt som et udtryk for.

    Jeg tror bestemt heller ikke, at det er umuligt at kombinere præcision i det fiktive, i ‘billedet’, med klarhed i formidlingen. Til gengæld tror jeg ikke på, at man – sådan som du selv, efter hvad jeg kan forstå, mener – nødvendigvis overhovedet skal stræbe efter så stor klarhed som muligt. Klarhed forstået som: så lavt et potentiale for misforståelser og så stor en grad af ’straks-forståelse’ som overhovedet muligt. Den slags er der jo ikke noget i vejen med som sådan, men hvis det skal være førstekriteriet for en tekst eller et mål i sig selv, så tror jeg ofte det vil gøre mere skade end gavn. I min verden er det det samme som at sige, at man skylder sin læser noget, og det gør man egentlig ikke. Det er i sidste ende en ubegrundet antagelse om, hvad læseren vil have, har brug for osv. Den optimale læser er blot den, der får et eller andet ud af at konsumere dine tekster, og denne ’anvendelighed’ hos en tekst kommer for mig at se i rigtig mange forskellige afskygninger – herunder fx som det, at en læser føler sig fremmedgjort; oplever en følelse af fundamental uafgørlighed; møder et sprogligt regime, som vedkommende ikke synes at kunne tilegne sig semantisk. Det mener jeg er lige så godt som at kunne forstå en tekst på klarheds-måden. Når dét er sagt, så er lige netop den pseudo-intellektuelle overlegenhed noget af det, jeg som menneske i almindelighed og følgelig også som skrivende menneske virkelig gerne vil undgå. Den form for arrogance, som den omfatter (og som jeg udmærket ved du ikke beskylder mig for), kan jeg meget tydeligt huske at have tænkt over og diskuteret med især én af mine venner for efterhånden en del år siden. Men lad nu det ligge.

    Igen, jeg vil i tråd med det jeg lige har skrevet stille mig spørgende an til et begreb som ’uvæsentlighed’, når vi snakker ordvalg, syntaks, komposition osv. Konstruktionen ”en dreng i sin sjette sommer” er eksempelvis en væsentlig påpegelse af det for den erindrende dreng meget distinkte ved den velkendte situation, hvor han stod og så ned på markerne fra forældrenes soveværelse. Ikke så meget at det er sommer, men det faktum, at det at det er sommer er uadskilleligt fra resten – og fra skikkelsen af drengen i denne fortælling, hvor jeg insisterer på at kende ham. Stemningen jeg forsøger at fremkalde er baseret på en erkendelse af, at det at tænke på situationen den dag i dag er defineret ved en blanding af svulmende lykke og ustyrlig sorg, fordi det på en måde repræsenterer en konkret uigenkaldelighed og samtidig, foranstaltet af tilbageblikket, også repræsenterer den tone af forfald, som han føler ligger og ulmer i over. Inklusive stenene, græsset, vandet, fuglene, den himmel man kunne se. Den fornemmelse er svær at nærme sig, og af samme grund har jeg måske haft en – muligvis overdrevet – ærdbødighed overfor den potentielle tekst, fordi jeg hurtigt ville komme til at føle, at jeg havde skrevet det vigtige, tankens kerne, ind bag noget i stedet for ud af noget eller ind i noget. Det er jeg altid bange for, derfor nok også de utallige rettelser og minimal-omskrivninger. I tråd med det er jeg også tilbøjelig til at forsøge at ramme en stemning eller en idé med en meget specifik sætning eller på en måde, der sikkert nemt kan opfattes som obskur. Men ofte er jeg overbevist om, at det er det bedste og mest sande jeg kan gøre med den stemning eller idé.

    Men! Lige netop din idé om at arbejde med at udvide teksten væsentligt synes jeg er en meget tiltalende idé, og en som jeg af guderne ved hvilken årsag aldrig selv har overvejet – i forbindelse med netop denne tekst. Jeg er allerede så småt i gang i afsnittet herover, vil jeg mene. Jeg prøver at tænke meget over konflikten mellem på den ene side det sprogligt-ideologiske, altså den form, som jeg eller du som skrivende personer kan mene, at en given tanke, altså ’tekstens gode idé’, bør have – og på den anden side det sprogligt-pragmatiske, altså den ofte frustrerende kendsgerning, at der er forskel på ens vilje og ens evner. Det er en af de ting, som jeg i høj grad også forsøger at reflektere i en tekst. Om det så foregår alt for indirekte og alt for utydeligt til, at andre kan se det, det er jo så det gode spørgsmål.
    For at pointere helt basalt: klarhed, i den udgave du beskriver det på, er ikke vigtigere end det, man måske kunne kalde renhed – i hvert fald for mit vedkommende. Ofte tror jeg som sagt det faktisk ville sætte mig ud af spillet, hvis jeg skulle forsøge at formulere noget så ’forståeligt’ som muligt. Samtidig vil jeg selvfølgelig gerne opnå en eller anden klarhed, og upåagtet vores holdninger, så er det hamrende interessant at forsøge at definere hvad der er. Jeg mener forresten ikke, at der er noget specielt intellektuelt over det, at man med urfornemmelse-sætningen opnår nogen specielt intellektuel effekt – tværtimod, vil jeg sige. Kvaliteten er, som du påpeger, at der ved en sproglig ’uklarhed’ (så at sige) foranstaltes en flydende grænse mellem individ og omgivelser. Det ser jeg selv som en succes i lige præcis denne tekst.

    Endnu engang mange tak for svarene! Jeg fik da vist vredet nogle pointer ud af ærmet her. Jeg håber du kan bruge dem til noget og at de ikke er alt for forvirrende.

  7. Rettelse: der skulle have stået “…som ligger og ulmer overalt. Inklusive i stenene, græsset” osv. + “…forsøge at definere hvad ‘forståelighed’ eller ‘klarhed’ overhovedet er.” + blot, at det om urfornemmelsen skulle have været: “…ikke, at der er noget specielt intellektuelt over urfornemmelse-sætningen.” Punktum.

    Det er blevet lidt sent.

  8. @Lars Rasmussen

    Jeg skriver nok selv ud fra den præmis at jeg skylder min læser noget, fordi jeg bruger vedkommendes tid ved at have publiceret det digt, vedkommende læser – og at det skal betales tilbage gennem en interessant tekst. Men jeg er helt med på at det stadig kan være spændende at forvirre, fremmedgøre osv. el. lign. læseren. Jeg bedømmer tekstens vellykkethed på, om den effekt teksten har på læseren fører til et eller andet interessant, f.eks. at man kommer til at tænke over noget man ikke før har tænkt på, at man får en stærk følelsesmæssig reaktion el. lign. – eller om det bare føles som spild af tid eller et frustrerende, frugtløst stykke arbejde. Nogle gange kan umiddelbar klarhed jo netop gøre at det er spild af tid at læse teksten, fordi den er lige så nem at glide igennem som éns egne tanker (og på samme måde i modsatte ende af spektret kan teksten være så friktiv (sic), at man går død før man kommer ordentligt i gang med at læse den). Så jeg bedømmer først og fremmest en tekst på, om jeg føler at den var den tid værd, jeg brugte på at læse den. Som du ser på hvor meget tid jeg bruger på at kommentere, var dine tekster mere end dét tidsrum værd for mig. 😛 Så jeg læser selvfølgelig meget gerne udvidede versioner af dem.

    Jeg fornemmede at du ikke følte dig stødt, men jeg tumlede alligevel med, om den bedste måde at kommentere på er ved at foreslå ændringer i og kritisere tekster, ikke på trods af, men *fordi* man godt kan lide dem. Når jeg tænker tilbage på hvilke kommentarer på mine tekster, jeg har fået mest ud af, har det som regel været de ‘rettende’ – ikke fordi jeg har taget rettelserne til mig (det har jeg meget sjældent), men tværtimod fordi det er en udfordring i at forstå sin egen tekst, hvis man skal prøve at ‘forsvare’ teksten mod ændringsforslag. Det kræver at man har en dyb forståelse for, hvorfor teksten skal være sådan her og ikke på alle mulige andre måder, og den forståelse kræver tit at man formulerer en masse ting, man hidtil kun vagt har fornemmet. Derfor kan jeg egentlig meget godt lide at lege ‘djævelens advokat’ ved at foreslå ændringer i gode tekster. Det ville inspirere mig som forfatter til at skrive en masse interessant om teksten. Og jeg kan se at det har haft samme effekt på dig – så wahey, mission accomplished. 🙂

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>