Louise Kristensen: Maleren og Goya

Maleren spørger Goya om han er okay. Goya er fuldstændig sindssyg. De jordiske love byder ét, Goya det modsatte. De taler sammen uden at tale sammen. De rører hinanden uden at røre hinanden. Maleren ser Goya ind i øjnene for at se om han lyver. Lyver Goya? Maleren ser Goya ind i øjnene og prøver at lyve. Lykkes det? Maleren prøver at lyve. Maleren ser Goya ind i øjnene og lyver. Maleren ser Goya ind i øjnene og ved ikke, hvad han ser.

Maleren kaster sig fra Arkadia ind i den sorte baggrund. Goya rækker ham en afhugget hånd. Maleren ser processioner af dødninge i gevandter hen over himlen. Jorden skælver og Goya smiler et smil, der foruroliger maleren. Maleren ser Goya ind i øjnene og ved ikke, hvad han ser.

Tandløse fjæs, udmagrede oldingekroppe, der vrider sig som maddiker. Horisonten er opfyldt af det ækle syn. De smaskende munde der åbner og lukker sig udfylder lydhorisonten. Saturn sidder pludselig foran ham, og blodet løber fra hans mund, mens han smider knoglerne fra den søn, han lige har ædt, på gulvet. En varm dunst af blod og fortærede muskler strømmer fra den mund, der er helt tæt på Maleren nu. Han vrider sig i kvalme.

Saturn bøjer sig helt ind mod Maleren, og han hvisker: “En mand i fuldstændig ensomhed er en kannibal, som fortærer sig selv! Hvis du ikke ved dette, hvad ved du så?”

Goya spørger maleren om han er okay. Maleren er fuldstændig sindssyg. Maleren byder ét, de jordiske love det modsatte. De taler sammen uden at tale sammen. De rører hinanden uden at røre hinanden.

Maleren vender sig mod Goya, som smiler dette vidende smil. Maleren ser Goya ind i øjnene, og ved ikke, hvad han ser.

Vis / skriv kommentar (3)
Kommentér

3 Kommentarer.

  1. Et in Arcadia ego. Måske er jeg absolut forudindtaget, fordi jeg netop har set Robert Hughes’ dokumentar om Goya, men det her er aldeles fucking fremragende. Jeg er betaget, beæret og sikkert også en anelse bedaget i min kunstforståelse, men jeg er overbevist. I første omgang var jeg en smule skeptisk angående brugen af de pittoreske adjektiver, men som teksten skrider frem, antager deres vulgaritet en subtilt brusende bølgeform der er helt på højde med den måde, hvorpå jeg forstår Goya.

    Desuden er jeg vild med Saturns hvisken, som jeg kun kan se som en reference til Morrisseys sang om livets karakter af et søle: http://www.youtube.com/watch?v=uRFKWxLX0_U&feature=related

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>