Julian Nielsen: To tekster

Det konkrete i majsmarker
 
En dag fra bagsædet af en bil sad jeg og kiggede ud på afsvedne majsmarker, ufærdige vandingsprojekter, forladte supermarkeder, dynger af skrald og kyllingefarme. Der sad jeg og tænkte på det absolut ikke særligt romantiske ved virkeligheden. Så blev jeg overvældet af en mærkelig kærlighed til det hele. Fordi det fandtes. Det er i det konkrete at kærligheden findes. Altså, jeg fik lyst til at hylde de tomme plastikflasker i vejkanten, de forladte velgørenhedsprojekter og de ubrugelige majsplanter. Jeg var tæt på at komme ti l at gå i seng med en majsplante. Eller. Med en som var i en majsskov. Så pludselig måtte jeg ud og gik fra ham, og jeg var rædselsslagen for at blive væk mellem alle de ens stængler, for aldrig at slippe ud. Men det var kærligheden til det konkrete i den uromantiske virkelighed jeg kom fra. Det danske sprog kan vrides og drejes og det skal det virkelig hvis det skal lade sig gøre at sige noget som helst fornuftigt. Der var nogen der skrev at fugten var som et firben eller noget i den stil. Det er et modigt billede men også underligt forceret. Fugten er mest bare en våd dyne. Jeg sad på det bagsæde og kiggede ud på verden, og forelskede mig i dens trøstesløshed og ubarmhjertighed. Den overrasker stadig. Det er nok også det. Den overrasker selv i sine mest kedsommelige afkroge, parkeringspladser for eksempel, er noget af det kedeligste, men pludselig er man i en konkret parkeringskælder, og så stinker der af fisk og der bliver spillet helt overdrevet høj klassisk musik og lyst op med de ubehageligste lysstofrør for at holde narkomanerne væk og så er det spændende fordi det er ekstremt, fordi det kondenserer en masse ting, og hvor kommer fiskene fra under jorden og hvor mange steder har vi råd til at gøre uudholdelige for os selv.
 
 
 
 
 
 
 
Ting der kan ske mens man går rundt om en vulkansø
 
Der kan ske mange ting mens man går rundt om en vulkansø. Man taler, og ens skridt starter små stenskred som ebber ud i gruset på skrænten. Der er mest lidt forblæste lavbuske og tørre planter. Udsigt til luft og skyernes skygger på bjergene og dalene der fortoner sig i grønlilla lagdelinger. Man har lyst til at springe op og flyve ud over engene. Og man har lyst til at kaste sig ned i det grønne vand på den anden side. Krateret er fyldt op med vand som er grønt på grund af fosfat. I kanterne bobler det, det er en stadig en lille smule aktiv vulkan. På den måde er det ikke sikkert om søen overhoved har en bund. Måske er det en portal til jordens indre. Man er som viserne på et ur når man går rundt om en vulkansø, en gul og en rød vindjakke der bevæger sig langsomt rundt på en takket bjergskive. Det blæser og man kan næsten ikke høre hvad hinanden siger. Det er muligt at der bor uopdagede arter i det bundløse i søen. Eller at søen er forbundet til et underjordisk grottesystem som langsomt underminerer hele området. Der kan f.eks. bo selvlysende parasitter i den slags grotter. Der kan sikkert også bo andre ting. Kanternes boblen minder om mutationer. Ens blikke krydses hele tiden mellem de tomme luftlag og søens helt rolige overflade. Man taler måske egentlig ikke så meget. Man vikler sig ud af sine tanker og koncentrerer sig om ikke at snuble.
 
 
 
Vis / skriv kommentar (0)

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>