Simon Holm Pedersen: To tekster

Før eller siden før det

Presset ind ad som kun mine øjne kan være det, når de ramte luftens modstand og vibrerer som dug på et påfugleøje. Jeg kommer til at læne mig op ad vinden. Den kan bære det.
Presset sammen som kun et molekyle kan være det, bliver jeg bange for at gå på toilettet og svedte, for jeg mister altafgørende dråber og svandt ind dagen før dagen.
Spyttet på som kun en sko kan være det, hvis det er det den var og remmet op af huden på en selvdød ko før eller siden før det:
så vågen som kun en insomniramt har været det, og jeg vågede stædig når mit liv lige er begyndt, jeg er voksen i går og min hals er pink før den var grå, jeg vil engang i fortiden danse i en akrobatisk udlejningsejendom før eller siden før det:
så registrerende som kun et kamera kunne have være det, så det skråler i gavlen over gadetumult, jeg vidste jo ikke hvor linsen er, den var bag dig og oftere i panden. Malene kommer hjem i går. Berlin var der, hvor hun bor. Det meste af tiden. Hun har også været den jeg elsker før eller siden før det står der:
stimlet sammen som kun folk kan være det, kunne dagen have smilt med en mund, der vil flyde over af pus eller folk eller pus eller folk og engang kender jeg deres navne, for i forgårs læser jeg dem på blanke skærme, du kunne ikke have vidst, hvad deres navne kan være før eller siden
før det:
så krænget indad som kun en pels kan være det, for at passe på os, de katte der har boet i undergrunden, hvis den til den tid bygges, og det kunne jeg aldrig have lovet, for det blev i et samfund i vækst, at jeg har hylet højere for at ligne dig ude af min pels før eller siden før det:
så komprimeret som kun en black box er det, når den vil skrige så patetisk fordi flyet kan have været et overgreb på himlen, det er vigtigt at du spørger om jeg er sur for det finder jeg ud af fremtiden, hvor hvert hulrum er blevet penetreret mellem linjerne på siden eller siden før det:
så koncentreret som hadet til belysningen, der sætter hele gaden i et forkvaklet skær, og jeg kan have set sexforbrydere oppe på byens tage, vi kan så sige at det var her det starter i fjor måske fordi jeg ved hvad der er sket om føje år hvor jeg stråler om kap med de pædofile, der red byens tage som marer, hugger i siden eller siden før det:
presset sammen som kun en funktionssvigtet ubåd, hvis periskop var en tentakel før det bliver en slibesten, der æder sine gnister, og luften er blevet tændt, jeg var rund og tosset i morgen, nye tider, solen sagde hej og stænker mig engang til med dug fra dens indfaldne øjne.
 
 
 
 
 
 
 
Bror (uddrag)

På den anden side af Nymindegab Kro ligger fjorden og på den anden side af den ligger lyngen og på den anden side af den ligger klitterne og på den anden side af dem ligger vesterhavet, som du ikke har set i årevis. Jeg møder dig på havestien foran huset, hvad enten du er der eller ej, vi kan møde hinanden igen og igen og jeg kan se mig selv give dig et knus, stift og knudret som det kastanjetræ, der står i haven. Jeg prøver at huske det hele.

Situationerne vender tilbage som fugle, for de er dumme maskiner, der snurrer om deres egen akse. Når stæren sidder i kastanjetræet igen, sidder den der nøjagtig som sidste år. Du ligger på sofaen, du lægger dig igen og igen, du har lagt dér i fire år. Værelset er udvisket, men jeg ved hvad du laver. Du ligger og ser på tingene. På loftet. Du kigger på georginen i krukken og det er den samme plante, men et nyt lys gør sig gældende og kigger tilbage på dig. Denne gang set fra en anden vinkel. Georginen ser på dig, fordi du ser på den. De gule, behårede stængler, der bøjer sig over pupillen. Stænglerne knækker og spreder sig som små celler, der dykker ind og ud af syne. De er små stykker af situationer, der ikke kan finde sted.

Jeg kommer til dig igen og spørger: “Hvad er der galt med dig?” Du var her lige før. Men det er ikke dét, jeg siger. Jeg siger:

Vi løber rundt på pløjemarken. Miniatureheste. Vi galopperer ud mod vindmøllerne. Bag os er gården og maskinhuset. Det tårner sig op. Det fylder. Alene gavlen er en verden i sig selv. Det er hvad vi er. Jord på vores gummistøvler. Vi er bare her og vi ser sådan ud. Det er noget vrøvl. Vi har ikke en skid til fælles med det her land. Der er det her jord og den her mark, men det kommer ikke os ved. Vi galopperer, men det er ikke noget særligt. Du siger, vi løber på luften, men du er åndssvag. Du løber så hurtigt, at du falder forover med ansigtet ned i en plovfure. Det ene øjeblik står du op, det næste ligger du ubevægelig. Du vågner op af jorden og lægger dig på ryggen med våd muld i hele hovedet. Det har mønstre, som ellers kun ses i kaffefiltre, hvor jeg kan ane noget, der minder om et ansigt. Øjne og munde. Jeg tager selvfølgelig fejl. Det er fordybninger. Et smil kan være en af en række ensartede riller, hvor den ene ikke er mere smil end den anden, men trods alt er de der. Du gnider dine kinder og jorden bliver et tyndt fernis. Tværet ud over dine kinder og kæber, presset ned i den ene pore efter den anden, uden nogen hensyn, uden at holde igen. Det er sådan du gør. Du forvandler dig, men du er gal på den.

Det er dig og mig. Det har jeg vist sagt før. Vi kommer ind i mørket med lommelygter og løber forvirret rundt i haven. Træerne klynger sig til huset, som nu er en lodden bikube. Det er forvirrende fordi vi er forvirrede. Vi har helt glemt, at der er et telt. Det er derfor jeg et kort øjeblik mister orienteringen. Nu står jeg her. Du kigger, omtrent sort, over på mig. Det er bare et øjeblik. Det er helt umuligt. Det er en sprække i huden, hvor en dråbe klar væske pibler ud. Det var her, du ikke var min bror, det var her, jeg ikke var i haven, det var her, jeg ikke havde en lommelygte i hånden. Huden lukker sig igen. Det er sådan jeg har det, når jeg kigger på dig. Jeg aner ikke hvad det handler om. Hvor fanden skulle jeg vide det fra. Så jeg kalder dig ‘neger’ og går ind.

Far kommer ud ad døren og giver et sammendrag af alt hvad han nogensinde har sagt til os. Vi kan ikke huske det, men vi kender hvert et ord, hver en pause, hver en betoning, hver udtrækning, hver misforstået bøjning, hver afbidte endelse, hver ‘og det’, der binder den mildt fornøjede monolog sammen. Vi våger over detaljerne i hans hæse latter, der mere er et ryk end en lyd. Rykket er det vi har. Hvad han mener, har vi aldrig fået at vide. Det er altsammen så enerverende. Vi er nåle på den åbne Richterskala. Der er ikke noget maksimum, noget minimum. Vi koncentrerer os. Vi venter på udsving der sjældent sker. Vi vil have action. Det hele ville være normalt, hvis det var mere uberegneligt. På et tidspunkt må den der lavstammede krop slå ud som hidsig allergi. Jeg har sagt til dig, at far er gal i hovedet, og Emil fra min klasse giver mig ret. Hans far råber af ham. Han er gal.

Vi kører fars Corolla, ned ad endnu en vej.
Jeg stikker hånden ud af vinduet, og den bliver ramt af noget.
Måske et insekt.
Punktet på min kno, hvor det ramte, mærker jeg, men der er ikke noget slim. Noget blod.
Der mangler et bevis.
”Den her tur er den samme hver eneste gang,” siger jeg og du ryster på hovedet. Det er noget nyt for mig at stikke armen ud på den måde. Du drejer af og vi er på vej ind i plantagen.
 
 
 

Vis / skriv kommentar (0)

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>