Torben Munksgaard: Skriftsteder

(Opskrift)

Digtet skriver jo ikke sig selv:
Det begynder med hende i hvidt:
Hun elsker jo ikke sig selv:
Jeg læner mig ind over papiret:
 
 
 
 
(Overskrift)

At skrive med livets langsommelighed,
lade det langvarige florere mellem fingrene,
hverdagenes triste evindelighed, nætternes migræne,
og derefter holde en pause, som om en masse var sket,
og gå ud og sætte hårdt vand
over til sort kaffe, så stå og tænke næsten ingenting,
høre tankernes små spøgelser åbne munden
og hviske hjem og hjem og hjem igen og intet andet
og lade natten gå sådan over med inciterende,
vanskabte væsners fantasiløse opfindelser af noget nyt
de døber dagen og med held får gennemført
indtil jeg er så træt af alt det nye at jeg falder tilbage
i den gamle natmekanik med måne og mareridt og master på skibe,
sådan skal det nok gå, over og ud i det blå,
et hav der er navngivet efter de ukendtes indavlede afkom
i branderter hvor de har glemt alt, selv deres egne navne
og ansigtstræk i spejlet, spejlet der staver alt bagfra og ser alt forfra,
hvor ingen aldrig er dig og alt er mig,
og som også går i sort, når natten visker os ud med søvnens skonnert
der bærer dit navn og min last og kæntrer
så snart nogen spreder et rygte om storm eller værre endnu:
Genopstandelse fra de døde lige når vi ligger så godt.
 
 
 
 
(Underskrift)

Så sidder du i en taxa, sidder du
dagene står stive i kulden uden for
Rigshospitalets kummefrysere, du
har rettet mine erindringer til fejl
og mine årstal til antal
hjerteanfald på en aften, en nøgen
elpæres pendul svinger din skygge
famlende hen over gulvet, første, anden,
femte gear og hendes hastige flugt
fra noget så voldsomt ligegyldigt som
et kys, et lys er ligegyldigt hvis ikke
gardinerne skyr mørket, hvis ikke padderne
skyder op af evolutionens sump og basker,
svaner over bæltet, en taxa der strømmer
i sekunder over timerne, nedsænker
et ord, to ord på papiret uden at det har
det mindste med et digt at gøre, uden
det mindste, den mindste bevægelse
og dækkene skrider i svinget, hvidt
hvin i grøften, blikket i karrosseriet
hun sidder i en bus, i lige linje, udlever
tone efter tone i gulvets planker, koket
og nøgen som en palme, en Oscar
for bedste lys midt i lejligheden, there are no
stars in the city eller er der, kussen
en arkitekttegning af den afgrund vi kastede
mønter i for at ønske os levende døde, varslet
i vinden fra Blegdamsvej til ambulancerne
der styrter ind, den første sne og de hylende
ben der skridter gennem værelset, hendes
bryster der er nips som dukkestel, jeg sparer
mit blod til jeg skal bløde igennem metal,
jeg skal gå i lang tid og have landkort med mig,
plukke bær og æde jord,
hendes blik bowler gennem bilernes
lyskegler, forsvindende i Ydre Østerbros
havnelys og bæstet der ligger
på bunden af parkernes parkeringskældre står
i udkanten og vinker vildt, vi kysser
i munden på hinanden, bla, bla, bladre i tunger,
vi opdrager brystkasserne til ensomhed
og den slags spyd, lad mig vælte forover,
sejle i taxa, kæntre i taxa, omkomme i læder,
svæve i læder over muldjordens undergang.
 
 
 
 
(Afskrift)

Brosten nagler stederne fast hvor du står
opstår og drejer og drejer omkring, går
langsomt som en rolig puls bag øjnene på et blik
ud over hav og moler, ingenting i tusindvis,
og sandet, roligt som vådt sand går du
gennem gaderne mellem bygninger der er gule
som støvende, fygende sand og klitter, lyng
i en kradsende vind og blæst og sandet, vandet
der kruser og hårets modstand i huden, en sten
du slynger højt i vejret, røgen der kammer over
vandret som et blafrende slør, vinduerne
der spejler dit ansigt så svagt som en antydning
af et menneske du ikke kan se i sandet bag dig,
gaden er øde, ginerne bag ruderne svajer
i blæsten, vender de tomme blikke ud mod dig
mod et kirketårn der stejler ude over bølgerne
i regnbuernes tagvinduer, du standser og lægger
en hånd mod vinden, ginerne vil det samme som
de tavse fugle derude hvor blikket ikke kan nå,
bag vejret hvis der er noget, bag havet hvor
bunden bærer sten, tang, gæller og det hvide brus
der skummer i kjolernes flæser, en mund så tavs
som hænderne for enden af afhuggede arme i
lommerne på lidt regn, lidt regn mon, vestover
driver skyerne, vindens spor i sandet vrider
sig gennem marehalm og muslingeskaller, hegnspæle
uden hegn, dit ansigt i ruden, ginernes tomme blik,
kjolerne, de store blæsende kjoler, havets robe,
brostenene under fødderne, håret i vinden, en måge
der sejler i blæsten, stiger og falder, med rolige skridt
videre, mørket i gaderne, lyset i skyerne, gadelygterne,
lidt regn, støvede dråber i blæsten, havets vuggende
liv, de mørke flænger i skyerne, i bølgerne,
i erindringen, dine langsomme skridt, du går baglæns
vælter ind i ingenting bag dig, et menneske af glas
griber dig så langsomt som en rullende torden
skyller regnen ind over tagene, brusende springer
havet op og kysten af et ansigt bryder frem
på ruden af ginerne i blæstens susende kjoler, regnen
bryder ud alle vegne hvor øjnenes sten slog hul.
 
 
 
 
(Efterskrift)

Ingenting har ændret sig
jeg vil stadig lægge mig ind til dig og væmmes
ved verden, jeg vil stadig
bore min næse ind i dine armhuler og indånde
den jordslåede lugt af sved
og føle mig lykkelig nok en gang, en onsdag
solen suser som en bombe
mod jorden for at tilintetgøre os, vi sover så let
som ingenting.
 
 
 

Vis / skriv kommentar (1)
Kommentér

1 Kommentarer.

  1. doown is space / it’s always / nineteeneightytwo / the joke we always knew

    Når kvaliteten er noget der vokser ud af en tid der er længere i fibrene end de flestes. Og man ser, det er godt.

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>