Rasmus Varnich Blumensaat: Immervad og Drømmeskab

Immervad

Også i dag brugte
jeg penge på ting
jeg ikke har lyst til
at få brug for engang
uhåndterlige ting
en kastaniebrun dyreskindhue
med brede håndsyede sting
der spærrer mine øjne
op som en russisk ikonmalers
der brugte år
på at genskabe
barndommens åbenbaringsblå himmel
set gennem snestormens
støjfilter
Se ham stå med sprukne
læber på digets
skridende mudder
lillesøsteren der
lidt tilbage
kalder ham til sig
de kan ikke se hinanden
jeg kan se dem begge
levende for mig
men jeg kan ikke gengive
familieligheden ordentligt
og de er alligevel for
hårde at blive ved
med at se på
det punkt er vi
skåret af samme stof
som også inderforet
i min frakke og handsker
går i et med hinanden

På hjørnet af
Skt. Pauls kirkeplads
er der lys i tårnkuplen
hvis bronze synes at
være irret over
i samtlige mine knapper
der kun var tænkt som pynt
men én for én
må tages i brug
mens jeg samler
forråd klorbleger
hvide skjorter
samler sprækkede
syninger med nål tråd og et
enkelt fingerbøl
spildt mælk slikket op
af udekatten
fra i fjor
hvis hale kæler
for mine ankler
mens jeg pakker
det allermindst unødvendige
 
 
 
 
 
 
 
Drømmeskab

Jeg er ved at blive døv
siger pianisten til sin
vaseformede kæreste
der blev lullet i
søvn af hans halspulsåre
og måske drømmer om at sove
som også nervøse stimer af fisk
genskaber sig selv over
et endnu åndende rev
ved kontinentalsoklen
hvor våddragtens
bristede svejsninger
udspiler lungevævet
får dem begge til at stige
spjættende iltflasker der
snapper efter vejret

Hun siger at bølger bevæger sig
lettere i vand
men hvordan måle amplitude
når mørket i værelset
mest ligner sig selv
og værelset en rekonstruktion
af et afspærret gerningssted
med et stænket gulvtæppe
der strækker sig
ind under sengen
hvor korallerne svajer
som lysallergiske syrener
mens havbunden runger
under en udhulet klo
gjort til bo af en eremitkrebs
der slynger en andens
ejendele ud fra altanen
over et svælg af tid
der bedst måles i favntag
og endte forhold mellem
tofarvet konfetti der drysser
ud af håret efter festen
præcis som når forårsregnen
sætter ind mod taget
fordi også havet er en slags himmel
der kan høres i konkyliens fossil.

Jeg kan ikke høre mig selv tænke
drømmer pianisten han siger
mens han vender sig
og vælter vasens blomstervand
fra natbordet ned i tøjbunken
han vil endevende efter hende
når han vågner igen
indtil da drømmer han hende
Indtil da drømmer han at han er hende
indtil da drømmer drømmen hende
indtil da drømmer drømmen
indtil da drømmer det
at det regner
 
 
 

Vis / skriv kommentar (0)

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>