Peter Breum: Inventar II

her er en liste
 på den
  er noget af det
   for ikke at sige
    det meste af det
     jeg stadig
      kærer mig om:

 
         stier
          fjeldet
           gulnede papirbøger, med ukendte lugte og Ex Librismærker i kolofonerne
            mennesker, om hvem, det ikke overhovedet kan siges, at de er danskere
             spædbørn
              den jyske vestkyst, primært fordi, den får de der kan høre, til at holde kæft
               syrenbuske, summende med bier, en sensommerdag
                dig, fordi du er så smuk, ukendt og endnu stemmeløs
                 at gå fra alt det, andre finder uundværligt
                  skovens hjerte, en nat uden frygt
                   den måde, dit ansigt forandrer sig på, når samfundet ikke er der
                    at rejse, smilende, for de fremtidige minders skyld
                     langsomheden
                      køligt sand, under varme, trætte fødder, hen under aften, i Thy
                       jetflyene, tavst og højt, på en blå himmel, for 30 år siden
                        den måde, hvormed liv og død omfavner hinanden, igen, derude
                         nyere norsk litteratur
                          Laphroiag i lommelærke
                           søvnen, på skibe af træ
                            at glemme alt det, der ikke er værd, at vide
                             at lade tilfældigt fællesskab fra vejen, være fællesskab nok
                              den tur, tværs igennem Europa, jeg endnu ikke har foretaget mig
                               sjælen, når den ikke er et byttedyr
                                ødemarken
                                 at spise ørred, frisk, fra højtliggende vand
                                  sprog, jeg ikke forstår det mindste af
                                   elge
                                    banegårde
                                     ordet ‘horisont’
                                      at vågne, sammen med lyset, uden ur
                                       varder
                                        at fryse, fordi der er koldt, og tøjet er vådt, indtil målet nås
                                         kærligheden, ubundet, af alt det andet
                                          tavsheden
                                           kaffe, til stiv krop, tidligt, sammen med hjortene, i morgendugget skov
                                            at se op til stjernerne, de rigtige, så langt fra byerne, som muligt
                                             ægte lykke, ikke en tanke, men en naturlig følge, af at være der, nu
                                              nomader
                                               sjælen der græder tusindårstårer, når den fyldes, af nye syn
                                                de mennesker, man kun møder, én eneste gang
                                                 at tænde et gudløst lys, i et forladt kapel, højest på en ø
                                                  friheden

Vis / skriv kommentar (0)

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>