Rasmus Varnich Blumensaat: Metadata

Brusehoved
 
Jeg skåler mine hænder under strålen
min ryg skyder ud og ligner guds
Jeg sparker mig ud af min mor
og genkender havets rumfang
stjernernes fulde vægt
Jeg har forstuvet samtlige led
en planlagt sprængning
der hiver i jorden som
et radiofyr i vinden
Jeg går ud foran din bil
din bil deler sig i to om min hofte
nakkestøtte for og bag, tungebidsel,
springvand af kølervæske
Der går intet af mig
der går en splint af livets træ
Jeg dumper vand i vand
for at få det i tale
plat jeg ændrer verden
krone jeg æder din kyst
 
 
 
 
 
 
 
 
Bras
 
Et barnesæde i en Volvo Amazon;
vulkaniseret gummi
Solen brænder skydækket væk
bliktaget klikker, høsten slår fejl
Under forskudte årstider
kremerer vi fugleskræmsler, marker,
overfalder gamle mennesker
og bander af os selv
 
 
 
 
 
 
 
 
Dynamic Random Access Memory
 
Natten efter reklameforbudet
går jeg igen i indre bys biografer
med stillbilleder af min færd
over lysavisernes tonstunge ophæng
Under mig ligger hun hen i mørke
og gør sig til med sin døgndrift
af kropsvarme metrostationer
og okseblodsfontæner
der aldrig skal slukkes
og derfor må regnes blandt
denne verdens vidundere
Under mig ligger byen
som et hukommelseskort
et stykke forældet teknologi
hvorfra hele blokke
kobberfarvede ram forsvinder
som lyd når nålen
trækker sig ud af pladens rille
under mig ligger et menneske
der er kommet
for at blive
tilintetgjort
i sløret af lys
der opstår når
snefnug blinker indforstået
til hinanden
 
 
 
 
 
 
 
 

Vis / skriv kommentar (1)
Kommentér

1 Kommentarer.

  1. Christian de Groot-Poulsen

    Det første digt er på et virkelig højt niveau! Det burde du sætte i ramme og hænge op over væggen, så du med ro i sindet kan falde trygt og roligt i søvn i din digterhybel det næste lange stykke tid. Der er rigtig mange flotte sansninger, der vælter benene under mig igen og igen. Desuden er der en meget fin lethed i digtet. Linjerne er fjer, der rammer som knytnæveslag, men det er en god smerte!

    Bras er også meget fint. De sidste fire linjer kræver dog flere gennemlæsninger – endnu. Jeg har stadig ikke helt fået knækket koden. Jeg kom til at tænke på, at det ville være sjovt, hvis man slettede kommaet efter “marker”, da det så ville være markerne, der overfaldt gamle mennesker. Jeg er blevet lidt halvforelsket i det udtryk. Men ja. Jeg må læse det flere gange!

    Det sidste er også fremragende. Jeg synes dog, at du snubler lidt ved slutningen, fordi der kommer mange “der-konstruktioner”. Det gør den sidste sætning ret tung, når der kommer en sammenligning inde i en sammenligning. Altså et menneske …. der er kommet/for at blive tilintetgjort/i sløret af lys/DER opstår når/snefnug blinker indforstået/til hinanden.

    Det med snefnug, der blinker indforstået til hinanden, er rigtig, rigtig fint. Men jeg synes ikke, det får “plads i digtet”, når det kastes ind i en bisætning (efter en bisætning). Jeg oplever, det virker en anelse henkastet. Det kunne godt stå mere for sig selv og fylde mere ad den vej.

    Men jeg ved ikke, hvordan andre oplever slutningen på netop det digt?

    Ellers fremragende!

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>