K-R-E-A: Iso-certificeret rullesten og Stedsegrønt plejer hjem

Iso-certificeret rullesten

Skægget kradsede. Han kradsede igen. Tag den. Så kan det lære hvem der bestemmer over hans ansigt. Skægget var ikke så autoritetstro. Han sukkede. Lod de fedladne skuldre trykke rygsøjlen sammen. Rettede brillerne. Så lidt nærmere på bygningen. Det lignede allermest en skurvogn. Ikke just optimalt som kontormiljø. Tvivlsomt at firmaet havde udarbejdet en arbejdsmiljødrøftelse. Hvad skulle det egentlig også hjælpe? Folk gjorde jo alligevel bare som det passede dem. Skærm i øjenhøjde. Hvorfor? Han havde aldrig forstået de tekniske begrundelser for det. Alle kigger jo ned i bordet når de læser. Aviser, bøger, porno. Max. 3 kg løft med 3/4 armsafstand ca. 45 cm. Hvorfor? Folk har jo forskellige styrker. Man kan ikke bare generalisere på alle. Da han startede, fløj han med glæde ud i virksomhederne og oplyste dem om korrekt arbejdsstilling og belastning ved løft, svulmende af viden og stolthed. Han var klar på at tage nogle slåskampe med arbejdsgiverne. Han var på medarbejdernes side, kæmpede deres sag. Han turde sige fra for dem. Han blev mange steder mødt med fnis og hovedrysten, i bedste fald ligegyldighed. Der var ikke nogen der skulle fortælle dem hvordan de arbejdede bedst. Han var stædig i mange år, men uvillighedens massive dæmning adskilte ham efterhånden fra engagementet. Han gik rundt i et gennemsigtigt isolationsfængsel. Inspicerede alene, talte alene, for døve, dovne øren. De grinede lydløst inde i det gule lys der fremhævede vinduet i skurvognen. Han kradsede igen. Kiggede op på den grå, skyforladte himmel. Satte sig ind i bilen og kørte hen på Flyvergrillen. Fik en flæskestegssandwich og en Cocio.
 
 
 
 
 
 
Stedsegrønt plejer hjem

Kaffemaskinen knurrede. Duften spredte sig. De glitrede blade smækkede, hver eneste gang hun stak sin finger ind på tungespidsen og pressede den ned på bladets højre hjørne. Det skete rytmisk, motorisk, hver side blev læst med samme hastighed, hurtigt, det var det, ganske hurtigt, ja. Hun sad der. Hun kunne mærke stolen, mærke ballerne presse sig ned i det hårde træ, presse sig mod armlænet, hun sad der. Hun sad fast. Der var endnu en time til ungerne skulle hentes i vuggestuen, hendes unger, hun ejede dem, havde ansvaret, havde produceret dem. Dygtig producent. Vellykkede unger, sjældent problemer i børnehaven, andet end den ene gang hvor Johanne havde spist sand og hostet frokosten op i hovedet på en anden unge, en knapt så velproduceret unge, men dog en unge. Der var stadig tid. Hun kunne vælge noget andet. Hun havde ikke valgt det her. Det havde valgt hende. Hun havde valgt ungeløs, ambitiøs mand, Barcelona, fortovscafé, modebutik, spa, champagne. Hun havde unger, tålelig mand, Ringsted, mødregruppe, H&M, badekar, blandet saft. Det havde valgt hende. Kastet sig over hende, frådende, frottéhåndklædeindhyllet, lydløst, snedigt, meget snedigt, men ville hun finde sig i det? Ja, det ville hun nok, det ville hun nok, ja, indtil ungerne lige blev lidt ældre, til manden lige blev lidt tykkere, til hun lige var lidt mere utilfreds, lidt mere, for det var jo godt nok, hun kunne ikke klage, nej, det var skam godt nok, hun havde det godt, de havde det godt, alle har det jo fint, og det andet var jo også noget pjat, og noget overflade, og var det egentlig det værd når alt kom til alt, og græsset var vel egentlig gult på den side, var det ikke, jo, det skulle man mene, det skulle man mene. Ja, ok, de slog måske ikke græsset på den side, og de havde vel egentlig også en del bregner og rhododendroner, men de blomstrer jo ikke hele året, vel? Nej, hun havde stedsegrønt, det havde hun, og det behøvede ikke meget pleje, det plejede sig selv, og plejer var fandeme ikke død i det her kvarter, næ, det var han ikke, han boede på hvert gadehjørne og holdt orden og sørgede for at alt var ved det gamle, tak, det gamle, det kan vi lide, det kan vi stole på. Man kan jo ikke stole på en rhododendron, vel? Man kan knapt stave til det. Kaffemaskinen begyndte at dryppe af, hånden skænkede, koppen brændte læberne let, hun kendte den følelse, hun tog hele kanden og hældte den skoldhede kaffe ud over hovedet. Stod og dryprystede. Også da de ringede fra børnehaven.
 
 
 

Vis / skriv kommentar (0)

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>