Martin Lykke Nielsen: Fire digte

ZOO
 
Verdens farligste dyr
er et menneske,
men du kan let
fange det.
Vi løber når det røde æbler falder ned
og bliver grønt.
Skildpadden overhaler haren
som overhaler gazellen
som overhaler geparden etc.
Alle vinder, men ingen vinder inden
i enhver
fisk ligger en større
Guleroden smelter midt i snemandens ansigt
som lakridssutten i min mund
Min mormor drikker kartoffelvand,
men kalder alligevel søndag
for mandag,
kan man
overhovedet det?
Orangutangen gemmer verden under en hvid pose
misforstået
synes vi det er sødt.
Det er en af de dage hvor skyggerne
har tingene
uden på tøjet
Solen bruger jorden som solbriller
Og på alt sidder lidt lim
dér hvor ordet
har siddet.
Jeg kan se
at de har ændret den zoologiske have,
men også navnet på byen
har de ændret. Er noget
nogensinde hvad det har været?
 
 
 
 
 
 
MÆLK
 
Solen skinner på de hjemløse
da jeg går ned
efter mælk.
Vi siger at vi umuligt
kan undvære
havregryn, og oh
Det hellige rugbrød.
Lyst brød bliver man ikke mæt af,
siger vi, tarmen
må have noget at arbejde med, jeg husker
min børnelærdom: En halv
liter mælk
hver dag
resten af livet
eller dit skelet smuldrer, og mor
må feje det op.
Helena Christensen i et badekar med
kalkpiller.
Jeg husker det
mens jeg går ned efter mælk.
 
 
 
 
 
 
TIGER
 
Træerne fælder gule
tårer i min notesbog, men ak
skriften anerkender kun sort
og hvidt.
Som en tiger kun kan se sort og hvidt.
Det er til digtets fordel
og zebraens.
Tænk over det før du skriver.
Tænk over at gult
kan afsløre dig.
Du risikerer at blive spist.
 
 
 
 
 
 
*
 
Jeg ved at happiness writes white
Men hvad skal jeg fordrive
Tiden med mens jeg bliver skilt?
Jeg lader som om jeg ikke interesserer mig ulykkeligt
Forelsket.
Dengang er en taber.
Vi røg cigaretter sammen i gården
Derude på Mols. Jeg sagde
At jeg var op ad floderne i junglen.
Patetisk nar.
At drømme om ekskærester kræver god stilhed.
Jeg har en lejlighed i god sladder
Og jeg elsker det.
Så meget ved jeg da.
Intet kunne være mere
Frastødende blandt andet.
Som om jeg kunne blive mest gift.
Allermest har jeg lyst til at bebo min stemme bedre.
 
 
 
 
 

Vis / skriv kommentar (6)
Kommentér

6 Kommentarer.

  1. Ordene går legende lette ned over siden – så er det jeg ved at det har været svært.
    Lifligt kontakt med den svundne tid.

  2. Morten Rye Andersson

    Det er for fedt det her. Utvivlsomt de fedeste tekster jeg har set trykt på Slagtryk. Tryk på FEDESTE. Svedigt.

  3. Tak for de rare kommentarer. Jeg rystede siden lidt visne blade ud af det første digt, man kan læse den nye version på myrerisne.blogspot.com. Hvis man altså har lyst.

  4. Jeg synes også der er noget med det første digt. Pointen er banal, men billedflowet på foranderligheder, ualmindeligheder, som både får mig til at tænke på filosofiske paradokser og 100 års ensomhed er god!

    De implicitte brydninger i de to sidste digte er fede fordi de bare flyder og flyder ind i og omkring sig selv. Det hele er så jordnært og eksistentielt, ikke mindst for skriften selv. Jeg skal ikke kunne sige, hvilke visne blade du risler ud af dine digte, for de er allerede gode og rimelig gode digte:-)!

    Keep writing

  5. Aha, Orangutang og fisk er væk. Hvor er de så nu?!

  6. Hej Thomas, tak for de fine kommentarer, jeg tror heller ikke at bladene er visne i sig selv, men der var ligesom lidt for meget af det hele.

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>