Noa Kjærsgaard Hansen: Hun bryder sig ikke om æstetikken

Jeg bryder mig ikke om æstetikken, siger hun med gaflen halvt inde i munden. Hun har skiftet ordene ud med et stykke laks. Som tilbehør til laksen får de en lidt for saltet dildskum og en æblesalat, der svømmer i citron. Vi burde spise mere efter årstiderne, siger hun og studerer hvordan dildskummet sætter sig som snefnug i hans overskæg. Hvilken æstetik, spørger han med en æblebåd hængende mellem under og overlæben, dinglende. Citronsaften drypper fra æblebåden, ned på bordet, ned på flager fra den Himalaya-salt hun købte efter yoga timen forleden. Han har lavet en pøl af citronsaft på bordet, saltflagerne kæmper ihærdigt for overlevelse, men opløses hurtigt. Han observerer det med et fjernt, nærmest hallucinerende blik. Æstetikken i vores forhold, svarer hun. Vores branding som en unit, fremstillingen af produktet os som en salgsvare, forstår du. Det gør han ikke. Hendes efterfølgende suk får stearinlyset til at blafre. Lysene har en flippet aroma. Den minder ham om røgelse. Han synes, at røgelse lugter af gammelt blomstervand. Hun stikker gaflen i munden, skubber laksen forsigtigt af med det bagerste af tænderne, som de skubber olivenen fra en dry Martini af tandstikken i James Bond film. Hun samler læberne, øjnene, spiler næseborene ud, lader laksen smelte lidt på tungen inden hun tygger den, giver et lille hvin fra sig, en slags gastronomisk orgasme. Hun elsker, når maden ligner den i magasinerne. Han tørrer dildskummet væk fra overskægget med en serviet. Det var de samme servietter, som dem de brugte juleaften. Nu er det midt i april, de spiser laks med æblesalat. Med de samme servietter. Hun slikker sig om munden, tørrer sig med en serviet og gør klar til næste mundfuld. Hun kan godt lide skiftevis at spise fisken og salaten, først laksen, så æblerne, så laksen igen. Det skaber en balance mellem det sure og det ferske, siger hun. Hun dypper kun laksen i dildskummet. Først det sure, så det ferske og det salte. På samme tid. Man skal kunne smage det friske i æblerne, det har hun læst. Hun tager en dyb indånding, det har hun lært. Forestil dig os som et æstetisk opus, et kunstværk, fortsætter hun. Vi ville være det man trykker på servietter. Det man tørrer dildskum væk fra skægget med. Det man tørrer røv i, når man er løbet tør for toiletpapir. Han tager den krøllede serviet fra bordet, folder den ud og kigger. Sølvkugler på en hvid baggrund. Rester af juleaften. Rester af dildskum. Hun har aldrig været typen der smed ud. One man’s trash is another man’s treasure, plejer hun at sige. I det mindste kan vi blive et samleobjekt, siger han og rækker ud efter salaten. Man kan se på hans smil, at han selv synes godt om bemærkningen. Hun smiler ikke. Han sætter albuen ned i pølen af citron og Himalaya-salt. Hun bryder sig ikke om albuer på bordet, når de spiser.
Vis / skriv kommentar (3)
Kommentér

3 Kommentarer.

  1. Uhmm, litteratur *omnomnomnom*

    (jeg kan godt lide spændingen i hendes fastholden af ideerne og tænkningen midt i tekstens overflod af sanseforførende mad. men tbh, jeg har svært ved at tænke over noget som helst i teksten fordi jeg får lyst til frokost. succes?)

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>