Martin Lykke Nielsen: To digte

*
Stilheden nyder sine fingre.
Jeg tror snart jeg har brug for en første
gang. Jeg samler lysten til at skrive i stuen.
Hver dag sender jeg min rus
så uhyggeligt. Jeg kan huske
at vi sad og så på glas der var overfyldt.
På det sidste har jeg glemt
hendes mor.
Jeg burde læse i stedet for ting jeg havde.
Så hellere ligne.
Det er let at sætte en krabbe ned til en anden.
Jeg har ligget på alt det
livet er for kort til. Nu er jeg oppe,
og jeg skriver.
Vi havde en hård weekend,
og jeg kan ikke trække stikket ud
engang i musik. Jeg spekulerer på, hvordan jeg ikke
gider intet i hele verden.
Det er som at tage en dreng på.
Jeg ved ikke hvornår.
Der er gigantisk forskel etc., sagde jeg.
Jeg brugte så mange år på at ikke.
Hvad er det her for noget pjat.
 
 
 
 
 
 
*
Jeg kunne lide idéen om at hente
en liter ydmyg. Det er det
som sker når man gider skrive om det.
Skriv og spild ikke tiden er godt.
Jeg kan irritere mig sådan.
Hvis jeg nogensinde bliver bange
er det poesi. Ingen
har frossent slået op i en ordbog.
Hvad ved jeg skal jeg se i fjernsynet. Jeg kan høre
en boremaskine et sted og større
grad af orden.
De to hjernehalvdele støder sammen
under en heldig stjerne. Han var ti år yngre
end den plan Gud har med mig.
Min farmor havde en spansk kæreste, der var arealmæssigt større.
I Paris havde jeg et køkken. Et køkken
og nogle børn. Verberne gør som hunde ad fiktionen. Det er en ørken af vand,
men der er ikke blomster til alle.
Frimærket bestemmer afsenderen.
 
 
 
 
 
 
 
 

Vis / skriv kommentar (3)
Kommentér

3 Kommentarer.

  1. Skønne linjer. især: “jeg brugte så mange år på at ikke”

  2. hey, tak for de rare kommentarer!

    martin

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>