Camilla Lily Pape: 4 digte

Et hareben

For på et hareben
ligger min undren placeret
når den i løb
krydser det der engang var en mark
og på et splitsekund
ender i en gryde som min barndoms endeløse sange
smeder i sort og i karsken bælg.
Benet spjætter en enkelt gang
inden det trygt ligger sig til rette
på et leje så inderligt beredt
som jomfruer i det grønne.
 
 
 
 
 
 
Ud over byens kant I

Ud over byens kant. De må ikke
placere sagde manden over radioen i toget
De må ikke placere deres bagage ud over byens kant. Som i
drømme kunne man fornemme faren
ved at placere noget dér.
Togpersonalet gjorde ret i
at understrege dette.
 
 
 
 
 
 
Ud over byens kant II

Ud over byens kant. De kan roligt
forcere sagde manden over radioen i toget
De kan sagtens bare i gummisko træde ud over byens kant. Som i
drømme havde hans hænder lagt sig
på min huds bløde
væv og jeg holdt dem der
da jeg gik.
 
 
 
 
 
 
Pause: For at kigge på dyrene

ELG 1
Sød, lidt kraftig, lodden han. Mulen (hedder det ikke dét?) er slatten i mulevigene. Tungen mørk.

(ELG 2 er ikke interessant)

ELG 3
Kraftig, ung hun. Måske drægtig, måske bare sulten. Våde bagflanker, mudret blik ved indtag af føde.

TIGER (unge? Alene?)
Meget lille tiger. Næsten ikke til at få øje på blandt langt, gråligt græs og mærkelige lyslilla blomster (m. mærkelig lugt). Mystisk hårdusk – er den klippet sådan?

AND
Slet ikke kedelig – som forventet. Men ret rap. Dog med en smule afdæmpede farver og meget tynd fjerpragt. Underlig bule ved halsen kunne tyde på smerter og langt hårdt liv.

NÆSEHORN
Grålig, rynket hud og varme små øjne med kun minimum af hvidligt snask. Tunge trin og stolte cirkulære bevægelser – praler den?

FIRBEN 1
Grønt. Skællet. Haleløst. Jeg har aldrig set den før. Benene er fyldt med ar mens hovedet er utrolig smukt.

FIRBEN 2
En gammel kending til gengæld. Sløve ædebevægelser. Lille sår under bugen efter nylig kastrering ses kun ved grundig iagttagelse.
 
 
 

Vis / skriv kommentar (1)
Kommentér

1 Kommentarer.

  1. Hej Camilla

    Udover byens kant har en uafviselig og med ganske enkle virkemidler
    opbygget charme. Og et ganske lille gys 😉

    Poul

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>