Cecilie Lolk Hjort: Tre tekster

Falk

Falken ønsker ikke at skade sit menneske. Men hvor forsigtigt den end lærer at sætte sig på hans hånd, vil dens kløer aldrig holde op med at være våben. Fuglen kan ikke ligesom katten trække knivene ind i deres skæfter i et ømt øjeblik, men kan kun udtrykke sin hengivenhed ved at kradse i læderet omkring ejerens hånd – eller holde kløerne væk fra ham. Måske er det derfor, falken altid sidder på spring, klar til at flyve; Ikke fordi den egentlig ønsker at undslippe; Men fordi det skarpe greb om hånden, der fodrer den, altid vil virke som en hårdere afvisning, end det ville være blot at sprede sit vingefang og forsvinde.
 
 
 
 
 
 
 
Møl

Der er mange flere farer i månens og stjernernes lys end i kulsorte gemmesteder. Derfor justerer møllets øjne sig fem gange hurtigere til lys end til mørke. Og derfor er enhver glødelampe i natten en blindgyde. Møllet søger hen mod lyset for at se klarere, indtil det rammer pærens glasskal, og først da indser det, at det ikke længere kan se andet. Kun en globe af syn tæt omkring lampen har det at manøvrere i. Til gengæld er denne globe klar som intet, dyret før har kendt. Møllet prøver at slippe tilbage til det uigennemtrængelige mørke, som det husker som et landskab af muligheder for livets opretholdelse. Men øjnene nægter at slippe deres blindhed i løbet af det korte tidsrum, dyret kræver for at kunne undgå fare. Så hvis ikke solen står op og illuminerer alting, mens det stadig har energi til at finde føde, dør møllet efter et vist antal timer, stadigt flaksende i sit fængsel af sikkerhed.
 
 
 
 
 
 
 
Arbejderbi

Ingen art udfylder sin rolle mere fuldstændigt end arbejderbien. Kronhjorten tilbringer det meste af året i et mildt humør, der reducerer dens omstændelige hovedbeklædning til en defekt lysekrone på issen; Vagthunden er kun på vagt, når den ikke har travlt med at lege, blunde eller blive kælet for; Men arbejderbien er altid en arbejder, uden fritidsinteresser eller overhovedet evnen til at lade sig distrahere. Den har hverken øje for det store billede, som bikuben er, eller planer om, hvordan den vil ændre sine vaner i fremtiden; Sådanne overvejelser er for biologer og måske en højere magt, vi kalder naturen. Arbejderbien har blot sine hormoner – og den lyst til bestemte handlinger, de udløser. I et mønster som små detonationer af tidsindstillede bomber får den en ubændig trang til at rense en forsømt del af kuben, passe på de hjælpeløse larver i deres celler, fodre dronerne og de nye dronninger, eller slå disse samme logerende ihjel. Og sådan skrider verdenshistorien, med sine årstider, økonomiske op- og nedture og folkemord, umærkeligt fremad; ført af millioner af små, socialpolitisk uinteresserede, og uendeligt magtfulde fodtrin gennem kubens trange gemakker.
 
 
 

Vis / skriv kommentar (5)
Kommentér

5 Kommentarer.

  1. “Falk” rummer en grusom, kærlig og ubærlig modsatrettethed, der kendetegner alt af betydning.

  2. Rigtig godt, Cecilie! Der er mening i det, og ikke bare sprog.

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>