Peter Breum: november november november

nu er det for sent,
og du ved det, for
vinden river viden gennem dine kolde knogler, og
ensomhedens hus på kalenderens vej, er en
måned der altid overses, afvises, som den
bør, for hvem kan leve under
en tvang, der minder om skæbne, der minder om
retur, til menneskets mønstersvangre natur, men

nu er det for sent,
og svage sole pibler rødt over rimfrosten, hiver
vinterens kåbe af kulde gennem glasset, med
erkendelsens slidte ord i sit slæb, før
mørket, det endelige, sænker dit års grå skib, som
blyet i vinen tung, som den endelige vægt, den endelige vægt af
et forlis, der får dig til at vise kaklerne og spejlet tænder, skære tænder af
ravnen på skulderen, der letter, men ikke letter dig, for

nu er det for sent,
og den letter, letter fra din hvide skulder, men
ved sin flugt, letter den ikke dig, for kløernes dybe mærker
er dine, som fuglen er din, er
måneden en landingsplads for det, du ikke fik gjort, en bog der skrives med
blodets tabte alfabet, sikker som
en cyklus, sikker, som den glemsel
ravnen ikke evner, med dig, ormen, i sit næb
 
 
 
 
 

Vis / skriv kommentar (0)

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>