I
det grå der trykker nedad som et tungt tungt tag af ler skyernes udposninger flyder
vandskabt gennem gadernes retning nedløbsrør spytter stødvist op kaster
ping pong mellem himmel og fjord
II
natlygterne spejler sig i glasblanke brosten griber regn kaster lys til takke med natten
november gennembløder hele byer så sørger gadernes slisker og skakte
for resten af vejen for regnen fjorden fjeldet står og falder som sider af
samme sag
III
fjorden falder i forskellige intervaller slår sig på paraplyernes faldskærme
IV
fjeldet står vagt gnejs og granit slår hul på skyerne som æggeskaller hvide og
blomme mod fjeldvæggens høje tindinger noget længere nede er fjeldets zebrastriber
det sted øjnene smelter mindst at tørre regnen af ansigtet i hånden
mens bilerne holder i kø vinduesviskerne
preller vand af ruder løbende frem og tilbage som de får besked på urvisere
mellem to sekunder
V
skyerne der samler fjorden op i sorte sække som fjeldet flækker med sine redskaber
VI
den kraft der er i skyer som får flyene til at danse fjorden på vingerne
VII
det regner på fingrene plus minus 90 mm
VIII
fortovets akvædukt render med indfødte rotter regnen er vant til forhindringer
druknede mus med billygter i øjnene den slags detaljer regnen kender sit ophav og regnen
couldn’t care less går over for rødt og fortsætter sin rundkreds
Fint digt, der gurgler som regnen i gaderne.
Titlen forekommer ikke rammende. Fontæne er jo vand der stiger op og falder ned og er pynteligt!
Mange tak for din kommentar Inga. Jeg tænker ‘Fontæne’ i betydning, det naturlige springvand. Den måde fjordvandet fortættes, presses op over fjeldene og falder som regn i byens gader, hvorfra det glider tilbage i fjorden og så forfra. Den cirkelbevægelse er fontænens. Jeg vil da heller ikke udelukke at regnen kan pynte:)
Mnjae, Ditte – for mig er fontæne tæmmet vand, derfor min bemærkning.
Og du ser vandet som tæmmet af kredsløbet fordampning-fortætning-nedbør.
Jamen så køber jeg den!
Så er digtet dit:)