Ida Routhe: Uddrag fra digt

 

igen jeg går i mig selv igen og også denne gang med følelsen af ubudte gæster i min entré regel nummer et: enten vender du tilbage eller det vender tilbage til dig, mødet på midten er uundgåeligt også selvom du gør hvad du kan for at afværge det bang! de kommer og tager dig bang! du konfronteres med dig selv i en uskøn blanding af ophobet angst og vemod og vemodet ligger og lurer under tæppet ligger lydløst ventende altid ventende en anledning og den kommer når du selv mindst venter det bang så kommer de og tager dig!

 
 
 
 
 
 
 
*
 

anatomiens veje er uransagelige 

                                                                                                                            jeg græder kun i søvne

alt er anatomi alt er 
gråd 
hvem er du til at 
dissekere mit
afsind
jeg har mistet mine nøgle forlagt mit hjem
 
 
                                                                                                                                     ta’ dit kors op det
                                                                                                                                             ligger i vejen

 
 
 
 
 
 
 
*
 

man kunne opfatte penetrationen som et vemod

*

afsløring: bjerget er en hemmelighed; bjerget har ingen sjæl det er bare sten!
 
 
                                                                                                                                     rul den sten eller 
                                                                                                                                      bestig det bjerg!
 
 
jeg vil væk her
er for store afstande

 
 
 
 
 
 
 
*
 

afstandens årsag er manglen

                                                                                                                                      hvem der kunne
                                                                                                                                                se bort fra
afsavnets årsag er manglen på
trods af viljen
                                                                                                  mikroorganismernes parallelsamfund
                                                                                      er den største trussel mod min sunde fornuft

viljens årsag er ønsket om manglen på afstand og
 
 
 
sådan er der så meget
 
 
 
 

Vis / skriv kommentar (2)
Kommentér

2 Kommentarer.

  1. Hvis det overhovedet giver mening at foretage bevidste demarkationer af hvad som helst og derfor også af poesi, så vil gerne gøre det klart, at jeg tror du og jeg kunne have en interessant og måske endda dyb samtale om alverdens; der er også gode vers i digtet dit, men overordnet set erfarer jeg mere dette indlæg på slagtryk.dk som et poetisk kompenserende udtryk for, at du inderst inde ikke ‘bare’ ville skrive et essay, hvor en (måske din egen) tankestrøm stilledes frem til skue. Vers som “jeg har mistet mine nøgler forlagt mit hjem” og “viljens årsag er ønsket om manglen på afstand og” får digtet til at lægge sig op ad (måske i forlængelse af) den tradition, som tungt symbolistisk blev slået an af Heretica-folk som Thorkild Bjørnvig og 80erdigtere som Michael Strunge, og som får en divers omend ganske rød tråd til at sno sig på tværs af det tyvende århundredes danske poesi. Det drejer sig for denne tradition om at iværksætte en prægnant filosofisk metaforik, som ikke så meget skal sanseligt tydes som rationelt fortolkes. Jeg mener, at en kultur, hvor denne tendens er reglen frem for undtagelsen, med rette kan siges at være i krise – i åndelig krise vel at mærke. Har menneskene først mistet evnen til at bjerge den mening, de som folk faktisk besidder, i deres digteres skrift, så er den for alvor gal – derfor må den ligefremme meddelelses tendens ses som et tegn på åndelig krise, da dens råden er et tegn på, at digterne har besluttet sig for ikke længere at dømme det realistisk med en rent symbolsk fremstillingsform. Måske der en dag vil komme en kulturfilosof, som vil hævde, at der eksisterer en proportionalitet mellem et folks digteres grad af ligefrem meddelelse og selvsamme folks åndelige degeneration? Som amerikanske Robert Frost har formuleret det i digtet “Revelation” fra 1913: “‘Tis pity if the case require / (Or so we say) that in the end / We speak the literal to inspire / The understanding of a friend.” Men som sagt: jeg tror vi to kunne få os en i bredeste forstand god samtale…

  2. Tak for din (noget snørklede) kommentar.

    Som udgangspunkt finder jeg det omsonst at diskutere poesi, da jeg
    betragter denne som en smagssag; ikke et udtryk for åndelig degeneration
    eller vækst. På samme måde som man ikke kan diskutere, om absint eller
    øl smager bedst, mener jeg ikke, man kan diskutere et digts kvalitet,
    selvom man selvfølgelig sagtens kan have en masse (subjektivt) at sige
    om det.

    For at kunne vurdere, om et digt afspejler en kulturs åndelige krise, må
    man have et poetisk ideal, hvilket det lader til, du har. Jeg kunne godt
    tænke mig at vide, hvad denne ’sanselige tydning’, du nævner, indebærer,
    og hos hvilke digtere den kommer til udtryk?

    Mvh.
    Ida

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>