Morten Walther Rasmussen: To digte og en prosatekst

endnu et år har efter bedste evne og alligevel omhyggeligt
splittet kroppen ad i millioner af dele,
man har tidligere kunnet jonglere med celler og så videre;
om sommeren lignede de for eksempel blommer
og kom ned igen fulgt af bisværme,
om vinteren var de af flere grunde sværere at håndtere
og jonglerede man med dem da,
steg de som omvendt snefald,
steg til alle sider, et stejlt stigende antal forgreninger,
et rodnet af rette linjer, stjernekasteragtigt,
og måske småfuglene, som på det tidspunkt af året
skal spise en bladlus i sekundet for blot at overleve,
snappede dine celler og atomer ud af vægtløsheden,
plukkede partiklerne ud af det komplicerede svæv,
så du blev optaget i dem, del af fjerdragt, af fuglebevidsthed,
endelig delt og samlet igen så let,
og måske fuglene trak sydover eller østpå,
måske de så ting og bjerge, du aldrig har set,
måske de vendte tilbage,
åndede dig ud partikel for partikel i foråret,
hvor alt hvad du var dalede ned i sig selv, blev
samlet i jorden, optaget af for eksempel
rødderne på æbletræet,
hvis æbler dine efterladte samler op i en skål
som de stiller på bordet i alt det lys
 
 
 
 
 

jeg har ligget forkert,
du kan selvfølgelig bygge et hus til mig
og måske kan jeg være der
med blomster og stilhed,
men ikke når jeg har ligget forkert,
så taber jeg papirclips og kaffe og
himlen på gulvet,
så bliver jeg ked af det, kører med mine venner
i mørke ind i april og Sverige;
vi skal se kloden
fra æbletræerne omkring Kjuge,
et utålmodigt lys,
de svævende aftegninger af det akkurat mulige
med duften af plantagen,
der river sig løs sig fra jorden,
strækker sig som os, træder i karakter som os,
vi skal se kloden
selv om vi har ligget forkert
og ikke har noget hus, ingen blomster,
ikke så meget som en brevsprække,
men rigeligt med tavshed
til det der sker lige her
 
 
 
 
 

Fædresønner

I en periode, mens jeg meget yngre og klarere, kom min far, som stadig boede hos os dengang, ind på mit værelse længe efter at jeg var blevet lagt i seng. På bare tæer eller i strømpefødder. Han fyldte værelset med sin helt særlige, stærke aroma, duften af sæbe fra de nybarberede kinder, tobak. Ansigtet, den hage jeg ikke kunne se for mørket, men havde set så mange gange før og nu så for mig med lukkede øjne, mens mit åndedræt mimede søvnens, mens han lænede sig ned til mig og hviskede. Og jeg så for mig en hud, der virkede skrøbelig, tynd som papir, lysfølsom. Så stod han der et stykke tid. Jeg ved ikke om han græd, men det tror jeg. Og nærheden, hans duft af barbersprit, varmen fra hans krop, sengetøjets duft midt i vinterens duftløshed, intensiteten i hans tavshed, de afmålte bevægelser, han iagttog, fordi han troede jeg sov, var usammenlignelig. Jeg ved ikke hvad der skete i den periode, hvorfor det var påtrængende, sådan virkede det, som et dybt behov for ham; at komme ind til mig, hviske til mig, kysse mig på panden, betragte mig, når det nu sled i ham. Jeg ved ikke hvad der skete imellem dem. Hvorfor han barberede sig om natten, eller hvorfor jeg altid vågnede, hvis jeg gjorde det. Det, der skete imellem dem, skete når jeg sov. Og nu var det måske sket igen. Jeg fik aldrig spurgt ham. Jeg havde sådan en lyst til at række ud efter ham i mørket, mærke den nøgne hage, mærke ham trykke sig ind til mig, høre ham berolige mig med sine ord, jeg ikke helt forstod, hviske til ham, hvis hans stemme knækkede, hviske som han så tit gjorde til mig. Men jeg kunne jo mærke, at præcis som duftene, nærheden og intensiteten dæmmede op for uroen i det hele, for mig i hvert fald, så tror jeg, det var lige så vigtigt for min far, at jeg sov. Altså at han troede jeg sov. For at han kunne tale sådan til mig, så direkte, med den stemme og de ord, jeg savner så meget, med den tæthed og rigdom i stemmen, den ro og styrke, inderligheden, som jeg ikke kan høre hos mig selv, når jeg taler til dig nu, men som du forhåbentlig hører, om ikke før, så når du bliver gammel nok til at læse dette og forstå hvorfor jeg står her ved din seng og betragter dit ansigt, leder efter lyden af dit hjerte i mørket, mens du måske, eller måske ikke, sover.

 
 
 
 
 

Vis / skriv kommentar (0)

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>