Anna Møller: Stikbold og Oktober

Stikbold

Vi ved godt alle sammen, at vi ikke skyder efter Malene. Hvorfor hun overhovedet er kommet med i spillet virker fuldstændig hen i vejret, for alle ved, at der er ingen, der vil skyde efter hende. Når der er ingen, der vil tale med en, så er der sgu nok heller ikke nogen, der vil lege med en, det burde hun kunne sige sig selv.

Vi er næsten hele klassen i buret, kun Albert er uden for buret, men han har også astma. Han har hægtet langefinger og pegefinger på hver hånd fast i burets bredmaskede hønsenet og står og hænger lidt i de fingre. I bukselommen kan man ane omridset af en inhalator, som han trykker på og suger luft ind fra flere gange om dagen. Albert har svamp i munden fra inhalatoren. Han ville gerne være med, men han kan ikke, han pruster for meget, så det er okay. Men at Malene er med, det virker fuldstændig vanvittigt. Der er ingen, der har bedt hende om at være med, der er ikke nogen, der alligevel gider lege med hende, hvorfor tror hun så, at vi gider have hende med til stikbold?

Vi bruger en orange basketbold nede fra idræt. Lars og Mads er bedst til at skyde, de rammer altid på skinnebenet eller i ryggen, så man ikke kan gribe bolden. Der er altid nogen, der får blå mærker, men det er bare sejt, men mest hvis det er en af drengene, der slår sig.

Susanne ryger først, men hun er også den tykkeste. Mads rammer hende i venstre knæled bagfra, så hun bukker sammen i kroppen og lander hårdt på asfalten med sit venstre knæ. Vi kan ikke lade være med at grine. Det bløder lidt. Thomas griber på Lars, så han er ude, Mette får bolden i hovedet, så den hopper ud ad buret. Vi kalder på Leif, han er gårdvagt og kaster den ind i buret igen, så den rammer smukke Lene på overarmen. Det, synes vi, er lidt strengt og rækker tunge ad Leif, da han vender sig om. Han er børnelokker, så vi tør ikke råbe noget efter ham, så står han bare og venter efter timerne.

Der er ingen, der vil skyde efter Malene. Hun løber rundt og prøver at fange bolden, men hun får den ikke. Hendes klamme, lange hår dasker efter hende, når hun skifter retning i sit løb og griber ud i luften efter bolden. Frederik snupper den lige for øjnene af hende, ha!

Frederik tøver, kigger fra Thomas over midten og hen på pigegruppen, skifter vægten over på højre ben og skal til at kaste over mod pigerne. Mads tager chancen og kaster sig ind mod Thomas, slår sin knyttede højrehånd ned mod bolden, så Thomas taber den ud ad hænderne, og den hopper fra asfalten og op i Mads’ favn. Mads tøver ikke, han skyder hurtigt basketbolden direkte ind i ansigtet på Thomas og griber den i det bratte rekyl, idet bolden rammer Thomas’ næse og hopper tilbage mod Mads. Thomas begynder at bløde ud ad næsen, der løber en mørkerød linje fra næseboret og ned mod læben, og han skal lige til at græde, kan man se.

Mads vender sig hurtigt om. Han går efter pigerne nu. De hviner og spredes fra den gruppe, de har stået i, løber i hver deres retning. Mads peger med venstre pegefinger på Sandra, der er rødhåret, og skyder med den højre bolden i retningen af hende skinneben. Smak. Bolden triller tilbage i hans retning, og han samler den op og skyder igen. Smak. Han får Louise lige i baghovedet, idet hun løber hen mod udgangen af buret. Mads udraderer gruppen af piger en efter en, indtil der kun er klamme Kamilla og så Malene tilbage. Vi står oppe langs burets kant og holder os oppe i det bredmaskede hønsenet med fingrene. Vi hujer. ”Kom så, Mads! Skyd dem! Jaaaa, lige i hovedet!”

Mads vender kroppen mod klamme Kamilla. Hun ved godt, at det er hende, han går efter, men hun kan ikke bare give op sådan uden videre. Det ville være taberagtigt. Hun står nede i det højre hjørne, Malene står i det venstre. De kigger på hinanden. Mads træder et skridt frem, trækker hurtigt bolden tilbage udstrakt i højre arm, jublen stiger i lydstyrke. Nu kommer det. Dødsstødet. Først klamme Kamilla og så Malene, som aldrig skulle have været med i første omgang og som knap nok fortjener at blive ramt. Vi håber, han går efter hovedet, sådan et hårdt skud lige direkte på næsen eller læben, der hæver op, så de ikke kan tale ordentligt resten af dagen. ”Mjeg hedder Mjalene”, hahahah hvor ville hun bare blive til grin!

Mads skyder med fuld styrke bolden i retning af det højre hjørne. Han strækker sin hånd ud, så bolden får den sidste kraft med sig i stødet, han sigter, skyder og rammer en meter foran klamme Kamillas blå sko. Bolden hopper op mod klamme Kamilla, efter den har ramt asfalten, hun stikker hurtigt begge arme ud og griber basketbolden, idet den når hendes bryst. Tilskuerne holder vejret, Mads er stivnet i sin skydende bevægelse. Kamilla holder med fingrene et stramt greb om bolden, da hun vender rundt på sine blå hæle mod det venstre hjørne af buret, lader sine fingre skyde bolden afsted i et præcis skud, der rammer Malene direkte på overlæben.
 
 
 
 
 
 

Oktober

Den dag, jeg får at vide, det har spredt sig til din hjerne, tager jeg ud i Kongens Have. Det er sidst i oktober, og der ligger kastanjer og nedfaldne, røde blade over det hele. Jeg går ind i midten af haven tæt på springvandet med drengen og svanen og begynder at lede. Mange af kastanjerne er blevet samlet op allerede, jeg finder en håndfuld, der alle er revnede og stopper dem i lommen. Jeg sparker til bladene, jeg finder fem blade med gule og orange og røde toner, dem lægger jeg fast sammen og stopper i baglommen. De er kølige og lidt klamme i bukselommen.

Jeg går en runde til i haven, der er ikke flere kastanjer. Der har nok været en børnehave. Jeg kigger op fra jorden. Inde ved slottet er der plantet store kastanjetræer inde bag gitteret ud mod Gothersgade, neden for dem ligger fede og glinsende kastanjer og tigger om at blive samlet op. Jeg ved, de er glatte og mørkebrune ligesom en fedtet avocadosten, tunge og på en og samme tid en slags affaldsprodukt og et forsøg på forplantning. Træet har jo givet slip på dem, kastanjerne, og på sin vis virker det både, som om jeg gør træet en tjeneste ved at samle dem op og som en forbrydelse mod træets videre livsførelse og forplantning.

Min far gik altid med en kastanje i lommen, en kastanje, en piberenser og en lille figur af en trold. Den hed Lilletrold.

Jeg går ud af haven og langs gitteret og hen til porten, hvor der står en militærmand eller en garde eller hvad han er. Han har en riffel hvilende mod sin højre skulder og arm, han begynder at gå frem og tilbage foran den åbne port. Jeg går hen til ham. Jeg arbejder inde i kirken, siger jeg, vi får altid lov til at samle kastanjer, når det er efterår. Han kigger på mig og kommer tættere på. Han vil have, jeg gentager. Jeg kommer inde fra kirken, siger jeg. Må jeg godt samle kastanjer? Soldaten kigger på mig. Det fik vi også lov til sidste år, siger jeg. Soldaten går væk fra mig og trykker på en knap på sin walkie-talkie. Han taler med sin overordnede, kan jeg se. Han gentager. Ja, hun er fra kirken, siger han. Jeg kigger ned på mine sko. Der er mudder på. Nej, det er bare kastanjerne, siger soldaten i sin walkie-talkie og lytter på svar. Der er mudder på begge mine sko. Du kan ikke samle kastanjer, siger soldaten. Han står helt tæt på mig, jeg kan næsten røre ved hans gevær.

Nede i min lomme har min højre tommelfinger fået listet noget af den ødelagte kastanjes skal af, gravet sig ind til det hvide indre, den fede kerne, madpakken, som det lille ny træ skulle leve af. Jeg borer min negl ind i kernen, så den flækker og fra den løber tusinde tårer.
 
 
 

Vis / skriv kommentar (0)

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>