Carsten Müller Nielsen: Det samme mønster

SOSU-assistent Bodil Brix så for sig, sagde hun ved afdelingens ugentlige p-møde den fredag efter begravelsen, hvordan Rolf Hannibal Hansen i nr. 7. F. i plejehjemmets tilbygning med beskyttede ældreboliger ville forsvinde væk, som hun sagde, nu hans kone, Norma, var gået bort. Han kunne da slet ikke forstå det. Hvor var hun henne? Hendes tøj hang i skabet. Hendes sko stod stadig på måtten ved døren. Flere gange om dagen, fortalte hun, måtte de fortælle ham, at hun var gået bort, at hun ikke kom tilbage,om han da slet ikke kunne huske, de havde jo været til begravelse, om han da slet ikke kunne huske det, og hver gang blev han lige ulykkelig, fortalte hun, og så var det tid til et toiletbesøg, og straks hun havde fået ham tilbage ind i lænestolen igen, fik han øje på Normas morgenkåbe eller på halskæden der lå der i frugtskålen, og så begyndte han igen, og hun svarede igen, og han græd igen.
Bodil Brix havde været i plejen i snart 30 år, og de kendte jo alle sammen det mønster, det havde de set så tit, når ægtefæller blev alene tilbage, men til trods for hendes mangeårige erfaring med relations- støtte- og plejefunktion, havde hun dog ingen anelse, sagde hun bagefter (og gentog det flere gange), da han var borte, og de gik og fjernede de sidste ting i lejligheden, inden rengøringen tog over.
Det var begyndt en fredag, hvor hun sammen med en praktikant var kommet ind for at få Hr. Hansen i bad. Hun så det med det samme. Hans hud lyste svagt i værelsets mørke vintermorgen, og snart efter begyndte Hr. Hansen, fortalte hun, helt bogstaveligt at forsvinde, han skrumpede, blev mindre og glimtede som en tavs lille sværmende engel. Og så en dag åbnede hun døren til lejligheden og Hr. Hansen var blevet så lille, så helt lillebitte og lysende, at de vinger der de sidste par uger var begyndt at vokse frem, kunne bære ham. Uden et ord til forklaring hang han deroppe under loftet ved siden af den nikotingule loftslampe og kiggede ned på hende. Han så næsten ud til at forsvinde i sin grønne uldvest, men sutskoene var små, tænkte hun, næsten som dukketøj. Hun trak hurtigt døren til, så han ikke skulle flakse ud på gangen. Det havde hun engang haft en undulat, Sofus, der havde gjort, og ham havde de aldrig set igen, og hendes far havde sagt, den nok var blevet taget af katten. Hun kaldte på ham, Rolf, sagde hun blidt, og Rolf Hannibal Hansen sværmede ned og satte sig på hendes pande, i hendes grå pandehår. Netop da besluttede Bodil Brix, at tiden var inde til at meddele kommunen, at Hr. Hansen var gået bort, var fulgt efter sin kone, for sådan er det, ville hun sige, I kan roligt give pladsen videre til de næste i køen til en beskyttet ældrebolig, det her har vi set så tit, med de gamle, dem der lever sammen et helt liv som mand og kone, det er det samme mønster hver gang, de kan ikke rigtig selv, forstår I nok, når de bliver alene, når de bliver forladt, og åbnede vinduet.

 
 

Vis / skriv kommentar (2)
Kommentér

2 Kommentarer.

  1. Hej Carsten. Det er et smukt og følsomt og mildt spøgefuldt stykke tekst du der har begået. Udtrykket at gå bort bliver fyldt med god mening.
    Fint !

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>