Tine Høeg: Det er vinter, ingen behøver være lykkelige

Harvey kommer for sent til bussen, han har stadig problemer med benene.

Tildes kæreste er glad for asiatiske piger, hvordan skal Tilde komme til at ligne en asiat?

Carsten kan se på børnene, at de også har bemærket, at hosten er blevet værre.

Karina ved godt, at hun er den grimme tvilling.

Inger glemmer alt om den ekstranøgle.

Sannes ører består mestendels af brusk, det bryder Søren sig egentlig ikke om.

Ulla holder fast i sit standpunkt.

Sandra vil gerne være sådan en slags pige, der går med knaldrød læbestift.

Randi læser, at isolation kan sammenlignes med tortur, hun skulle have kælet mere med kaninen.

Frederik står og venter på, at Tanja skal vinke fra vinduet.

Helle håber, at nogen lægger mærke til hendes røgring.

Poul har poesien.

Henrik kan slet ikke kende sig selv, da han endelig finder et spejl.

Lisette lader sin cardigan hænge over stoleryggen, selvom det trækker fra vinduet.

Charlotte vil nu kun kalde det et dask.

Frank føler medlidenhed med hunden.

Kims mor siger, at Kim ikke kan gøre for, at han kommer fra Korea.

Jørgen fortryder den formulering.

Martin har virkelig svært ved at vænne sig til lugten.

Lars vender på en tallerken, da døren bliver lukket.

Thomas kan ikke spise fisk uden at tænke på Trine.

Pia hører P3, hun har ikke set cyklisten.

Lone skulle aldrig være begyndt at barbere.

Joakim kalder arrene en pigmentforandringssygdom.

Rolf går ud og tager billeder af regnen.
 
 
 

Vis / skriv kommentar (1)
Kommentér

1 Kommentarer.

  1. jens stoumann jensen

    Så må det godt blive forår snart!

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>