Mette Norrie: Fem fald før foråret

1.
Isen og min cykel eller isen mod min cykel eller isen mod min pande eller låret noget blåt eller skoven næsten hvid eller himlen næsten flænget eller februar flosset eller hjulene mod barken eller træerne op i skyerne eller hjertet døsigt dunkende eller frakken næsten rød eller håret slået ud eller hånden halvt forvredet eller mig mod metal eller mig metallisk renset eller mig ren af blod eller blodet iskoldt fossende mig et dyr i skoven en løbende sætning.
 
 
2.
 
Huset mod kranen trækker vinden ud af vinduerne vælter glasset mod gaden vender asfalt mod alverdens mod sten mod papir mod beton nu løftes alting for at ramme bunden hårdere nu er der et hul der engang var et hjem nu er der en stol som altid bliver glemt nu styrter den sidste sten nu sejler byen i stilladser deres skrøbelige skeletter.
 
 
3.
 
 
Nu taber jeg tallerkenerne nu knuser jeg en opvask nu knuger jeg en hank af porcelæn i et melankolsk køkken.
 
 
4.
 
 
 
Jagten sat ind nu famler hånden efter aftrækkeren nu sitrer øjet mod den mørke plet nu farves himlen af fjer nu falder fuglen mod lyset.
 
 
5.
 
 
 
 
I drømme styrter jeg omvendt det vil sige jeg stiger når du går vil det sige at du går hen i mod mig.
 
 
 
 
 

Vis / skriv kommentar (3)
Kommentér

3 Kommentarer.

  1. jens stoumann jensen

    Helt vidunderlige og med en flot rytmik! ‘Thumbs up’!

  2. Arthur F. Arthursson

    ad 3
    Hvad kan vel være mere formålsløst, trist og ensomt end en kopløs hank? En hankeløs kop kan da i det mindste med forsigtighed føres til læberne. Men en hank uden kop? Den må man knuge til sig og trøste.
    I sandhed ikke noget muntert køkken i dette digt…

    Tak for en god læseoplevelse.

  3. Fine tekster, Mette 🙂

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>