Anne-Sophie B. Mortensen: Fire tekster

I
Kæreste K, jeg lider af dysfori, spiser kødet af en citron med fingrene og foretager en hovedrengøring af krop og sind. Rasler i leddene, passerer endnu en chance og endnu en chance for at blive mere end blot et stativ af knogler.

Kvinde du er et stativ af knogler.

Menstruerende kvinde, du er et blik uden øjenvipper, at være blå i maj, gul i november. Uretfærdigheden i at mandens kød aldrig slides op, kvinden må slå sig til tåls med et slappere køn for hver dag der går. Det går kun opad herfra, det går kun nedad herfra, det går kun opad herfra. Dette er et ritual jeg foretager hver gang jeg drikker, knib øjnene sammen og –
     en eller anden kastede pludseligt sit glas over skulderen, men det var vist ikke mig.

Scenen er en bar. At sørge for at have kortklippede negle, så følelsen af dine hænder, hårdt knyttet, ikke er mere smertefuld end så meget andet. Er ved at få en visdomstand så det spænder i hele kæften – den visdomstand æder sig ind på min mundhules landskab. Det blod der strømmer fra kønnet er ikke mere beskidt end det fra et sår på hånden, det husker jeg mig selv på. Mere scene, jeg skal bruge, mere scene end blot at;

scenen er en bar.
 
 
 
 
II
Scenen er en bar, nu har det farlige fået et navn, vaniljefarvede strande, i horisonten hueblos blanco, også alligevel ikke rigtig. Så er det alligevel ikke rigtig den slags bar, så er det alligevel nærmere diagonale linjer, der flugter med andre diagonale linjer i diskens træ, der flyder parallelt med gulvets brædder, der sjovt nok også består af en slags træ.

Så er det alligevel nærmere et dilettantisk forsøg på at beskrive den slags institution en bar, et bodega, et værtshus i virkeligheden er, den slags litterære aborter der bare konstant, er. Kæreste K, vi er aldrig mere på røven end at vi kan tage en taxa, lade natten gå i stykker, bryde op, for derefter at finde samling på ny, et blåt himmelvindue.
At forklare om nætterne, som en samlet enhed, at forklare hvordan gaderne løber i letforståelige mønstre. Hvordan de ben jeg går på, forsøger at stole på fortovet foran mig og et sæt skønne blottede arme i en udstrakt position. Hvordan en scene kan blive skabt uden sammenhæng, et par der snakker i kannapen i den lejlighed, jeg er til housewarming i. Hvordan man indser, at det er et hårdt job at være bartender og svært at dosere den korrekte mængde vodka danskvand til at lave en god, vodkadanskvand. Hvordan det kan blive en seriøs overvejelse at tisse i en køkkenvask, fordi der er en seriøs kø til toilettet, hvordan ordet seriøsitet mister al betydning på dette tidspunkt af natten. Hvordan jeg græder mit ansigt i stykker klokken seks om morgenen, hvordan to cykler kan sættes bagpå en taxa og man kan komme hjem og ind i sin seng uden at vide hvordan. Hvordan man kan tømme hele indholdet af sin mavesæk i en Margretheskål og blive forladt en uge efter. Hvordan ens ansigt kan føles så stift som en topmadras, et slags sejt stykke bark,
jeg prøver altså virkelig desperat at pudre desperationen væk. Hvordan jeg nu, syv dage efter, har syv dådyr med åbne mavesække som screensaver på min Macbook air. Et billede fra et af det danske militærs øve områder.
 
 
 
 
III
Kæreste K, jeg skal ud og drikke i aften, jeg glæder mig og græder, forstår mere og mere hvordan gråd er en social institution man kan gemme sig i, hvordan digtsamlingen, de sidste mange år har det handlet om børn, ikke handler om børn. I det øjeblik vi finder sammen er vi i gang med at forlade hinanden. Døden, der allerede til dels indtræffer ved fødslen, kroppens langsomme forfald, mit voldsomme fokus på min voldsomme hoftebredde. Skønne ubekendte arme i, Kære K, i nattelivet. Dunkende tømmermænd under en feberrød himmel, men det er først flere timer væk, en hel nattesøvn væk lige nu, lige nu i nattelivet. Jeg læser pæn skønlitteratur om at blive forladt, en af os sover og ramt af ingenting. Nettet er et forfærdeligt sted, hvor jeg bevæger mig hen for at svælge i min egen sorg, i min egen følelse af at være erstattelig. Kæreste K, jeg lider af dysfori. Den skønne skønlitteratur er et dække, en slags mappe på min computer jeg kan tilføje dokumenter til, så titlerne er umiddelbart skjult ved første øjekast, en lækker følelse. Jeg drømmer om flere tv-kanaler, lange rækker af valg, en følelse af ligegyldighed som kun den store tv-pakke kan fremprovokere også måske årstidernes skiften. Hvad har jeg nået, hvad har jeg opnået. Man er ikke nødvendigvis et røvhul fordi man tager sit liv seriøst, man er ikke nødvendigvis en opblæst nar fordi man har en blog, man er ikke nødvendigvis ugenial fordi man bruger google som eneste litterære kilde.

Frygten for at være alene, erstatter ikke nødvendigvis frygten for at sluge piller, vi har fem forskellige slags smertestillende piller i skabet ved mikroovnen, vi har; kodimagnyler, ibuprofen, panodiler. Treo i forskellig farvede rør og paracetamol. Muskelafslappende, billig hvidvin, det lette anstrøg af urin i smagen, spidser læberne, hønserøv og –

det landskab, man gør til sit hjem i barndommen bærer man med sig i ansigtet.
  Det er et well-known fact at alle i min alderskategori kun bliver grimmere fra nu af, det ligner januars virkelighed, her i centrum af min vinterdepression, manglen på spanske strande, de hvide byer vi så ofte drømmer om, forestiller os i horisonten.
 
 
 
 
IIII
Jeg placerer en 5000 lux lampe mellem skulderbladene; se de tydeligt fremtrædende blodårer mellem de blege bryster på den anden side. Den voldsomme gennemlysning af kroppen, noget der minder om neonfarver i den grålige hud, et angreb på alt hvad der er intimt. Jeg forstår ikke hvordan man kan tale om at tage til Prag, også tale om ikke at elske, sådan rigtigt. Jeg forstår ikke, hvordan alt hvad jeg ejer er midlertidigt, jeg forstår ikke at, alt hvad jeg har, bærer jeg hos mig. Eller også har jeg intet, en kalender fyldt med tal i hjørnet, eller enkelte tal, i hvert fald. Hvem har pillet ved himlen, omarrangeret månen og trukket lyset ud af dagene, blanke klodser stablet ovenpå andre blanke klodser, en form for virkelighed i januar. Når du cykler på amager, forfølges du af en rød, bugtende masse, varmen fra den eftermiddag vi tilbragte med ryggen mod radiatoren, støvhalen fra en komet.

Nu ser jeg, at jeg var meget ung, allerede dengang. Det klare frostvejr der blonder plænen, det klæder mit ansigt at befinde sig i kolde klimaer. Brintoverilte mod hårrødderne.
  Min mor, der frotterer hår i gangen af mit barndomshjem. De kraftige ben, arbejdsben, alle har et slags ophav, en genetisk arvemasse manifesteret, materealiseret, i en fysisk form som er, ens forældre. Det udmærket, som sådan, de grå stænk i min fars skæg, også her er døden tilstede, som den konstante ubekendte faktor, enhver kurve har et toppunkt, ikke engang ens forældre skal være sammen for evigt. Ægteskabet er også en institution, endnu en institution, i mit forsøg på at samle tingene under en fællesbetegnelse. Et forhold er en institution, et sted man kan proppe ting hen, aflagte ting man alligevel ville have stillet til storskrald. Det er virkelig ikke særlig sundt at erstatte det ene behov med det andet, at placere nye ting på støvede hylder, desværre er jeg endnu blot –

Vis / skriv kommentar (3)
Kommentér

3 Kommentarer.

  1. Det her digt er overvældende og det er ment som en kompliment af de store.

    Det er et fossende vandfald af ord: på en gang rensende, kølende, pirrende og samtidig massivt og skræmmende. Digtet truer med at skubbe kroppen væk under hovedet på én, mens man læser. Og omvendt.

    ”Det går kun opad herfra, det går kun nedad herfra, det går kun opad herfra. Dette er et ritual jeg foretager hver gang jeg drikker, knib øjnene sammen og ” – en sætning der så fint spiller sammen med det blik uden vipper, der er nævnt tidligere i digtet. Øjets vip og og ned. Se eller bliv set. Og – mere subtilt – kroppens samme bevægelse når mand rammer kvinde.

    Og så er det rigtig fedt med kødet beskrevet som en biologisk krop men også – på det bogstavelige plan- skrevet ud i digtet som et semantisk og syntaktisk ”stativ af knogler”. – Hvordan det beskrevne og beskrivelsen på den måde overlapper hinanden, overmander hinanden, udsletter hinanden. Igen som et vandfald, et kollaps, en sammenstyrtning, hvor man tydeligt hører digtets stemmer kalde fra sprogets murbrokker. Det er et kald, der høres.
    Stående applaus!

  2. Morten Rye Andersson

    Hold nu gigantisk KÆFT hvor det spiller det pis her.

  3. Christian Agaton

    Virkelig smukt. Du skriver med virkelig krængende og dobbeltsidigt, og billeddybden er formidabel, brevformen er fængende og allerede fra starten af kunne jeg ikke slippe teksten. Fik lyst til at spise citroner med fingrene, tror jeg vil prøve det i aften! Tak for dette meget smukke digt, ønsker dig held og lykke 🙂

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>