Cecilia Munkholt Andersen: Fra et forløb

II

På gaden går jeg helst med hastige skridt. Om skuldrene skal frakken ligge tungt. Kroppen er svøbt i tykt, vævet stof. Det kræver et angreb at få foret til at makke ret, det grønne til at omslutte kroppen. Brostenene ligger løst, men trods støvlernes svære lædersåler, absorberer mine skridt alligevel brostenenes vippende bevægelser, som lader min gang få en vakkelvorn karakter. Blikket, som før var fæstnet til himlens ensartede grå overflade, bliver tvunget i en anden retning: Imod mig kommer en midaldrende mand. Jeg læste for nylig at mennesker, som passerer hinanden på gaden, allerede påbegynder en kommunikation ved 30 meters afstand. Hvis jeg ikke var blevet frarøvet mælet, så skulle jeg tale ved 60. Utvivlsomt ville jeg brøle! Ved indgangen til dagligvareforretningen skilles dørene automatisk. Efter min indtræden mødes de igen bag min ryg. De rører knapt hinanden, men de gør det hyppigt. Omstændighederne vil, at de dag ud og dag ind må mødes og skilles, berøre hinanden sporadisk og fortsætte deres uforløste relation.
 
 
 
 

III

Klokken er 01.43. Du sidder uroligt på stolen. Det gør du altid, når regningen skal gøres op, og det skal afgøres hvem der skylder hvem hvad hvor meget. Vi bryder af, går langs Gothersgade. Du lægger armen om min skulder. Frakkens tyngde er mere overvældende end vanligt, jeg synker ned i knæene. Da vi når Boltens Gård, står en dreng udenfor palæet og smiler kækt i vores retning. Han må være omkring 9 år, en lille fyr iført butterfly, jakke og skinnende sko. Mine hæles smælden mod fundamentet lyder mere atonal end nogensinde, de skælder virkelig ud.
 
 
 
 
 

Vis / skriv kommentar (0)

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>