Tina My Ljørring Pedersen: Redskaber

        Sådan så du mig altså, med et økseskaft mellem benene. Jeg rejste mig, da du kom ind, det er klart. Der kom kun en kort lyd fra jernhovedet mod betonen. Lydene synger ikke længe i svinestalden, der er lavt til loftet. Du gik ud. Jeg gjorde mig færdig. Jeg husker at lyset også var kort den dag; sneen kom væltende hen mod aften.

        Senere talte du om det. Du troede det var en kniv, din farfars jagtkniv, hvor skæftet er lavet af elgknogle. Du blev ved at holde på, at det var den kniv, men det var øksen ude fra laden, den der hænger i et af spærrene. Jeg var tavs.
        Jeg har set dig kløve brænde med den, dine knoer var hvide. Der skal meget brænde til at holde huset varmt. En dag kastede vi de gamle møbler ned fra staldloftet, gårdens glemte indmad. Vi slog dem i smadder, rev dørene af skabene, brækkede skuffer og kommoders rum ned til flader, vi kunne stable og gøre med som vi ville. Vi valgte at brænde dem, selvfølgelig. Jeg gik og samlede sømmene sammen bagefter, nogle af dem var ubrugelige.

        Det er underligt, at man aldrig ved hvem der har rørt tingene før en selv, eller jeg gør i hvert fald aldrig, jeg nåede heller aldrig at møde dine forældre.

        Det var mig, der fandt de fotografier, din mor tog. Jeg var med det samme sikker, det kunne kun være hendes billeder. De blev taget med denne særlige fokusering på barnet i midten, dit smil – hånligt mod blandet med skyhed. Du var altid placeret i midten – med det mener jeg, at der altid er lige langt ud til billedets kanter. Da jeg viste dig dem, gjorde du nar af min dialekt, de klare i’er, som kun sjældent står frem.
Du så kun hvert foto én gang. Jeg gemte nogle. Du fandt dem, smed dem i fyret.

        Der er så mange ting på en gård, man ser og som man alligevel aldrig vil se igen, når man først har set dem på én måde. Og gården var dit barndomshjem: Dér slagtede din far hønsene, dér slagtede han kalve, dér sad du og masturberede for første gang.
        Kun din ene mundvig løftes i smil, når du fortæller. Din skarpe hjørnetand. Vi kan ikke gå igennem dagen uden det smil, kan vi?

        Om natten drømmer jeg om rum, der ikke er her. Jeg ved ikke, hvad du drømmer om, jeg har aldrig oplevet nogen falde hurtigere i søvn end dig.
        Nogle gange vågner du, vækker mig og finder ting ved mit underliv, jeg ingen interesse har i. Men det gør dig rolig, og vi smiler på skift. Jeg kan ikke se din hjørnetand, men jeg ved den må være der. Din rygrad er fuld af kræfter, mine fingre kan alle ledene, de skiftende størrelser, når du bøjer dig over mig.

        Jeg bilder mig selv ind, at jeg er den af os, der er bedst til at skjule noget.

        Du er gået igang med at rive hønsegården ned. Efterladenskaberne fra hønsehuset støver meget, et gråt lag lægger sig over sneen, markerer dine spor, når du går ned til skoven og tømmer trillebøren ud over skrænten. Støvet sidder i dine hår på armene, små stykker af forlængst døde dyr og nedbrudt savssmuld.
        Dengang vi gjorde rent i stuehuset fortalte du mig, at ca. firs procent af alt støv er døde hudceller, jeg vidste det godt, vi har læst det samme sted, i Illustreret Videnskab. Der ligger stakke af uåbnede numre rundt omkring i forgangen. Din mor tegnede abonnementer på alle de blade, der havde velkomstgaver med. Inden hun kom på plejehjem havde hun glemt sin egen adresse. Hun blev alligevel ved med at tegne abonnementer, gad vide hvem der har modtaget et gratis kompas eller et keramisk knivsæt.
        ”Det er dine døde forældre, vi tørrer op” – det var dét, du ville have mig til at tænke, måske sige. Men jeg var tavs, vred kluden over det grå vand. Du er endnu ikke forældreløs, støvsugeren er ikke blevet tømt.

        Jeg har været tørstig, så længe jeg kan huske. Vi sov og jeg drømte for en gangs skyld hér, jeg drømte at elgkniven lå i halmen i laden, jeg vågnede, ville jeg rejse mig og faldt. Det var dynen, jeg faldt i, den blev trukket af dig og du kravlede efter, lagde dig tungt oven på mig, som en ny dyne. Gulvet var koldt, dog ikke for dig, så sådan lå vi i nogen tid. Da du endelig trængte ind i mig, huggede du dig så dovent frem til klimaks, at jeg blundede og flød på en isflage, drømmefølelsen af at være på havet. Det var sødt af dig at hente et glas vand til mig bagefter. Vi sov langt ind i næste døgn.

        I dag sidder der en splint ved min brystvorte og du kan ikke forstå hvorfor, din store idiot. Jeg kan lide at forklare mig selv, at du glemmer så let, fordi du sover så tungt. Jeg forklarer også dig denne teori, du stirrer bare på min bluse, der hvor du før kunne se mit bare bryst og den lille røde streg.
”Jeg kan godt huske det,” siger du så, du smiler. Lidt efter smiler jeg også.
”Skal vi ikke have en kat?”
Jeg spørger dig ikke for at fjerne dit smil, men har vi snart været her længe nok? Jeg ved det og jeg kan ikke holde det ud. Du vil helt ned i bund, før.
”Det bliver snart solgt, det ved du godt.”
”Jeg kan nøjes med en gammel kat fra et kattehjem.”
Du smiler igen, løfter op i min bluse. Jeg vil have en killing, en stribet hankat, rød eller grå eller flødefarvet.
”Vil du ikke hellere have et barn? Det kan du have i længere tid.”
        Jeg kan ikke få børn med dig. Du har udviklet en humor som en dødsdømt og jeg bliver aldrig andet end et pigebarn.

        Vi har brugt hele dagen på at rydde det gamle maskinskur. Der stod så meget gammelt lort derinde, den mest underlige ting var et harebur. Jeg spurgte, hvorfor man holdt harer i bur, du svarede, at det var til jagt.
        Buret er en stor konstruktion, der hviler på fire lange ben. Bunden i buret er af kraftigt trådnet, så lorten kan rasle ned og fejes væk. Oven på buret er der to store låger af massivt træ, mørkbejdset krydsfinér, sagde du, de smældede tungt ned, når jeg åbnede og lukkede dem. Buret er inddelt med skillevægge, så der er fire rum. Til hvert rum hører en redekasse, de sidder bag på med hver sin lille låge. Bunden er også af trådnet der, hvordan kan man have sin rede dernede.
        Vi bar det ud på gulvet, du hakkede mukkerten ind i siden på det, men træet ville ikke give efter, du fik stød op i armen for hvert slag. Til sidst flyttede vi det, nu står det på højkant ovre i det ene hjørne, hvor eventuelle købere nok ikke ser det.
        Du fortalte, at din farbror gik på jagt herude.
”Er man ikke en doven jæger, hvis man skyder tamme dyr?” spurgte jeg.
”Harer bli’r aldrig tamme,” svarede du.
”Folk er idioter, hvis de skyder på dyr, de selv har opfostret og lukket ud.”
        Du gad ikke snakke mere om det. Du havde kaniner i buret engang, inden det kom ned i laden at stå. De døde af myxomatose, du forklarede, hvordan de slæbte deres bagben rundt efter sig, hvordan du begravede dem og trillede store sten hen over gravene. Som om de ellers ville genopstå. Nej sagde du, det var så ræven ikke tog dem og bragte smitten videre.
”Jeg havde nok ti-tolv stykker, de blev alle sammen syge i løbet af et par uger. Far viste mig, hvordan de skulle aflives.”
”Skovlen.”
”Ja. Rygraden knækker og så er det ovre.”
”Ja,” sagde jeg. Du har fortalt det før, også efter at vi kom herud.

        Jeg står med en kogebog i hænderne, nok din mors. Sirlig skrift, kalder man det. Sorø Husholdningsskole, det står printet på kladdehæftets forside. En dyb tallerken med kogt sødmælk og kærnemælk sættes et varmt sted med et klæde over, så har man tykmælk næste dag. Man kan røre friske vanillekorn i, man kan strø sukker over.
 
 
 

Vis / skriv kommentar (0)

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>