Jacob Rosendal: Tre tidstekster

Nature temmelig meget morte

Solen slynger med et børnehavebarns modvilje de sidste skiver samfund op på skovens lærred. Blikket farer vild i aflåst sideleje på en sti, hvor to snegle elsker, som kun hermafroditter kan (husk research). Universet rødmer, jeg tager hjem, sætter mig inderst i mig selv, her er heldigvis plads i dag. I morges havde jeg lidt poetisk udflåd, nu kan der kun klemmes prosa ud af sprogets sprækker. Skriftparabolen gør klar til at transmittere det der var, ind i det der kommer, før det bliver helt mørkt.
 
 
 
 
 

Der er blevet sagt rigeligt om natten
individet glider ud af sig selv
samfundet går i dvale, men aldrig i søvne
adfærdsreguleringen overlades næsten til tilfældet.
 
 
 
 
 
Om lidt bliver det lyst
om lidt
endelig ikke for meget,
hey, uendelighed, hører du efter?
 
 
 

Vis / skriv kommentar (0)

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>