Jon A: Millioner af nulevende mennesker skal aldrig dø (Version)

”Er det glockenspiel vi kan høre dernede fra?”
               Det er sent, har for længst passeret det punkt hvor de burde sove, hvis de skal kunne noget i morgen, nu kan det være lige meget, nu kan intet i morgen betyde mere end dette, nu bimler det. De drages mod den bimlen, stavrer ned ad bakken, ude i nord-nordøst er det allerede begyndt at lysne på himlen, men nede i det telt lyden kommer fra, fortætter projektørerne på scenen mørket uden for lyskeglerne, strækker natten lidt længere ud. De sætter sig på bakken udenfor teltet, deres kroppe bidrager til dødvægten af den masse de nu er en del af uden at gøre andet for det end at veje imod dagen, lige nøjagtig være der. Hun læner sig op ad ham, lægger sit hoved på hans skulder, han begynder at lede efter en joint et sted i jakken, foretage sig et minimum for ikke at falde i søvn.

Det er lidt uoverskueligt hvor mange der står på scenen, 5-6-7 stykker, 4 af dem rundt om nogle store glockenspiels, det er muligt et eller to af dem er marimbaer, det må det næsten være, de har den der dumpe, varme lyd af træ.
               ”Er det marimbaer? Dem der, de store af dem?”
Hun mumler noget han ikke kan forstå, uden at sætte så meget kraft bag det at han prøver at forstå det, hun er på vej væk. Deres momentum forsvandt med et slag da de satte sig, natten igennem har de holdt sig i konstant bevægelse, gledet rundt, hørt noget her, set noget der, drukket noget her, taget noget der, danset, maset, snavet, vadet rundt, jagtet mere nyt. Og det har de fundet her, endelig, det var det her de ledte efter, det er han overbevist om, og overbevist om at hun osse er klar over det, at hun lader fuldbyrdelsen skylle henover sig og falder i søvn, velforvaret, mens køllerne springer rundt over tasterne, lægger klange henover hendes ansigt, masserer musklerne med hvert slag til hun slapper af i alt. Hun smiler, og det er en ret vild følelse for ham at nogen kan være så tryg ved ham, at hun bare kan lægge sit hoved mod hans skulder og falde i søvn smilende. Fast som en klippe føler han sig for hende. Hun rører lidt på sig igen ved hans bevægelser da han tænder jointen, glider så ligesom ned over hans bryst og mave og lægger sit hoved i hans skød. Han bliver en lille smule hård af det, bare lige en dirren, det havde han slet ikke troet han kunne nu. Det er en sagte, gemen glæde.

”Mmmrrr…”
               ”Hva-a-ad?” At tale får ham til at hoste, røgen river i hans luftveje, hovedet snurrer. Hendes øjne er stadig lukkede, hun smiler endnu, vender så ansigtet op mod ham:
               ”Mmmrrr… Rrrvvv… Mnnnjjj…”
Han stirrer bare på hende, mens han stadig har det ene øre på musikken. Der er ikke så meget andet at gøre end at stirre, og det er ikke ubehageligt: Det er et helt perfekt ansigt at stirre på, sådan som alting er lige nu, intet i det kunne være anderledes uden at forrykke alt. Den der næse, som han ved er sådan noget man bør være opmærksom på, folk går op i næser som noget særskilt smukt og charmerende, så pligtskyldigt går han op i hendes næse, måden den ikke rynker på lige nu, så fregnerne bare ligger der, bredt ud over næsen og det øverste af hendes kinder, men osse bevidstheden om måden den kan rynke på, og alt det der ligger i de forskellige måder den gør det på. At han kender den næses rynken, at den rynker sig for ham, og når han nogen gange siger det til hende, dækker hun den til og fniser forlegent, og så ved han at den rynker endnu mere inde under hånden. Som for den sags skyld osse er fin. Det er en hel hånd, det er de begge to.
               ”Hvad?” griner han, og hun sætter sig halvt op, støttet på albuen, der i hans skød hvor der lige var varmt af hendes hoved, mærker han nattens kølighed slå ned, hun rækker ud efter jointen og suger dybt, mens hun kigger mod musikken. Lyset fra scenen farver nu på skift hendes ansigt rødt, grønt, blåt, hun kniber øjnene sammen mod det, og det går op for ham at han ingen anelse har om hvad farve hendes øjne har. At det er sådan noget man osse formodes at bemærke, men at det er gået ham fuldstændigt forbi, han aner det ikke, og det er ikke noget han bekymrer sig om, udover hvis han skulle blive spurgt, hvis hun skulle spørge ham. Han må finde ud af det i morgen og så prøve at huske det. De kunne godt være brune, faktisk, selvom hun har blond hår, noget siger ham at hendes øjne er mørkere end man ville forvente når man ellers så hende, hvis altså nu øjenfarven ikke var noget af det første man lagde mærke til, sådan som det tilsyneladende bør være. Der er folk der lægger mærke til øjenfarven med det samme, folk der registrerer hvor høj den anden person er i forhold til dem selv, læbernes størrelse, hagepartiet, hans hageparti var noget af det første hun komplimenterede ham for, og han takkede hende behørigt der og undrede sig så ellers over at han overhovedet havde en hage og aldrig havde lagt mærke til den selv. Det første han lagde mærke til ved hende, var hendes røv, simpelthen. Hun passerede ham på gangen, og han så den røv fjerne sig fra ham, vuggende væk i et par slidte jeans, og han vidste lige der at det ikke måtte ske, at en stor fremtid var beredt ham og den røv. Det har han ikke fortalt hende var udgangspunktet, det er der ingen grund til, men han er stadig helt ekset over den. I jeans, manner, men så er det lige så meget det jeansene gør for den, giver en lyst til at flå dem af hende på stedet.
               ”Quiero desembluyinarte.”
               ”Hvad?” Nu er det hende der ser på ham som om han taler sort.
               ”Quiero desembluyinarte.” Hun løfter øjenbrynene og rækker ham jointen tilbage. ”Bluyines er latinamerikansk spansk for cowboybukser, blue jeans, ikke?” Han suger ind, holder røgen nede, mens han lader sit hoved fylde af de glockenspiels der bare fortsætter og forsætter, indtil han puster røgen op mod den dybblå himmel. ”Så laver man det om til et verbum efterfulgt af personligt pronomen, embluyinarse, at tage blue jeans på, og des- foran for at tage dem af igen, så hvis jeg vil tage dine blue jeans af dig lige nu og her, så quieroer jeg at desembluyinarte.”
               ”Det kan du godt glemme.”
               ”Ok.”
               ”Det er xylofoner.”
               ”Ok.”
               ”Det har ikke noget med størrelsen at gøre: Xylofoner er fællesbetegnelsen for den der type slagtøjsinstrumenter når de er af træ, glockenspiel er når de er af metal, men de kan sagtens være store osse. En marimba er bare en slags xylofon altså.”
               ”Ok.” Sug. ”Er dem derovre i siden marimbaer så?” med skælvende stemme, mens røgen siver ud sammen med ordene.
               ”Det ved jeg ikke.”
               ”Ok.”
Hun lægger sit hoved i hans skød igen og lukker øjnene, og han tænker at alt er godt, at det aldrig må høre op med at være lige præcis sådan som det er nu her, at de skal blive ved med at spille, at alle dem der er lige her på dette sted, lige nu i dette øjeblik aldrig skal dø. De skulle bare kunne blive ved med at leve i det her kontinuum, musikken aldrig finde tilbage til sin form, ingen temaer, ingen inerti, bare det her, det ville være nok.

Han hoster, og det sender en kuldegysning igennem ham, som om det åbner en sprække ind i hans kerne, igennem hvilken verden kan trænge sig ind og lade ham føle at der findes noget udenfor den boble han er i nu, og at tiden ikke står stille der. Som ved det signal trækker musikerne sig en efter en tilbage fra glockenspiel og xylofoner, trommerne er de første til at markere en overgang, så sætter bassen ind med en langsom, dyb rundgang, og der bliver skånsomt hældt mere trommer på, spredte slag bryder det hele op, mens en guitar sender impulser igennem det der efterhånden er ved at samle sig til en komposition. Det bygger sig op, episk bliver det, som en finale på den nat de alle har delt her, og det er flot, det virker, men det leder osse frem mod sin egen uafvendelige slutning og øjeblikkets forgængelighed. Der vil komme et tidspunkt, hvor han ikke længere vil have mulighed for at hive jeansene af hende eller finde ud af hvad farve øjne hun faktisk havde, og hvor det derfor vil være ham magtpåliggende at vide det, og han vil ikke kunne, hun vil være væk, alt dette vil være væk, et dødt årti. Det vil blive en plade der minder om en sommer, alle de millioner af nulevende de er iblandt nu vil støt blive decimeret, jeans vil ryge af og på i én køre, kølleslagene vil regne ned over dem fra alle sider, luften vibrere og vibrere og vibrere, indtil de vibrationer opløser sig og dør med hende. Wow, og hun er helt væk, og han kan slet ikke overskue hvordan han skal få hende tilbage til teltet, vil dårligt selv kunne stå på benene, bare sidde her lidt længere.
               ”Er det slut?” lyder det nede fra hans skød.
               ”Ja…” sukker han.
               ”Ok. Fuck. Ok.” Det virker som om hun prøver at spænde alle muskler i kroppen, og han er helt vild med den måde han kan mærke dem, som de ligger der henunder huden på hende, wirer der rejser sig mod hans lår, men lige nu duer de ikke rigtig til noget, og hun bliver slap igen. ”Må jeg ikke bare blive liggende her?”
               ”Jo.”

Han får ild på jointen igen. Folk er på vej væk nu, de er allerede ved at pakke sammen oppe på scenen, men der vil gå et stykke tid endnu før de bliver smidt væk derfra, de kan godt strække øjeblikket lidt længere. Det er fint sådan her, han mærker duggen på sit ansigt, tror han det er, men det er en evighed siden duggen faldt, det er koldsved eller noget andet, for så vidt som det overhovedet er hans ansigt længere, det er ikke til at tage sig af. På en eller anden måde vil de ende tilbage i teltet, hvor hun vil desembluyinarse eller lade ham desembluyinarle, og han vil mærke hendes bare ben mod sine under soveposerne, hun vil lægge sig ind til ham, bare lidt, bare for at få varmen, hun vil ikke sove sådan, har brug for plads til at kunne hvile ordentligt, men lige for en stund vil hun lade ham føle at han er uundværlig for hende, og han vil være udødelig sådan, og han vil være millioner af mennesker og alle hendes kærester fremover.
 
 
 
 

Vis / skriv kommentar (0)

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>