Liv Nimand Duvå: Over det panatlantiske

            I en container på et fragtskib over Atlanten spiller Pan oprindelige faunaer på sin syrinx, ja selvom Tiberius sagkyndige i Rom affejede den store Pan død af alderdom, spiller Pan stadig sin forliste fortid ud mellem bølgernes humørskvulpninger under Atlantens fragtskibe.
            På selvsamme fragtskib mod nordøst cirkulerer chimpanser om sig selv som de drømmer sig tilbage til skjulte skovsteder, hvis træstammer tre etager under nu ligger opskåret i ensartede totemlignende byggematerialer og gennem containernes bastante metalvægge indsnuser Pan den nu nyopkløvede træduft mens han tænker tidskrævende tanker om teenageerobringer og selvom naturguder ikke dør af alderdom, bliver de heller ikke ligefrem yngre med årene ÅH der var engang, påminder træplankeduften Pan, der var engang med frodige nymfer og friske vidder.
            Som flygtninge i små gummibåde på Middelhavet må også han lade sig drive under årene ÅH forgangne græsgange, dengang haletoppen stadig var så spændstig, nu siver tiden sig langstrakt ind i pansindet som sivene fra solofløjten og nu med syttenhundredetallets chokoladeskibe og ÅH hvor han kunne hindre varerne fra kolonierne i at ende op i købmændenes kolonialafdelinger og som havet gurgler gummibåde og tidsepoker, gurglede Pan grådigt gin og grenadine fra de eksklusive trækasser.
            ÅH der var engang man kunne brøle med bjergbækkene, indoptage menneskenes naturbønner i blæsten, ja sådan tænker Pan nu igen ÅH på panoramasynet over Tessaloniki, skovens fluorescerende faunaer og han snuser til den overfladebehandlede trækasse med udsøgte spiritusprodukter ÅH dengang skoven duftede af skov og hvert frø fertilt fulgte tonerne fra syrinxstemmerne.
            Sådan går ofte tiden for Pan, det hænder dog sommetider at vandet under containerskibet bliver stormende som nu, han skubbes ned langs containersidevæggene og lander i en kasse cellofanindpakkede citrusplasticfrugter, de svupper ud af hænderne på ham, cellofanen sitrer ham om ørerne og mavesyrerne sætter sig sviende i mavesækken AV og ÅH min måne, blot du var her et sted, hvisker han patetisk, nu nærmest med panik i stemmen.
            I samme nu tændes lys i containerens kredsløb ÅH er det dig, min måne, skælver Pan og sætter sig op på en solcellesending, som snart skal sydpå, så han bedre kan se den selvopladende cellelampe skabt til at oplyse selv de mørkeste salgssteder. Pan tror sig dog stadig at påskønne jordens måne ÅH min naturs lys, mit lys, messer han men uden for containersystemet river den sig løsere og længere ud i solsystemets mørke.
            I den oplyste container ser Pan nu sine engang så hærdede hænder sitre i solcellelyset som han tror er jordens måne, så sarte de er blevet, sådan presser han dem op ad en pottepalme i puddersukkerlignende pulver mimende hvidt strandsand og selvom den ru palmestamme ikke er sand, stikker den ham sådan i huden, sætter ham små sår i den sarte sjæl som frøene fra Syrinxstråene der bare spredte sig som de gjorde ÅH mine forfald, fordømt, råber han hulkende og slår til alle sider så solcellesolen slukkes ÅH min måne, nu også dig, hvordan kunne du ÅH min måne, hvorfor har du forladt mig.
 
 
 
 
Vis / skriv kommentar (2)
Kommentér

2 Kommentarer.

  1. Aleksander Vågsholm

    Vakkert!

  2. Mikkel Kjærdsgaard

    Virkeligt godt

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>