Rune Kjær Rasmussen: Tre tekster

Uldvarpen

Et af de helt specielle dyr er uldvarpen. Hun graver lange gange i fårenes uld. Når der er gravet hele vejen igennem, og uldvarpen møder den sidste blindgyde af manglende uld, må hun vente, indtil et andet får kommer forbi. Enkelte får lever så isoleret på grund af en særlig enspændernatur, så det kan vare dage, ja uger, inden springet kan ske, men de fleste får lever i samlet flok, så det er næsten altid muligt at tage springet kort tid efter. En uldvarp der springer er et af de mest bemærkelsesværdige syn i dyrenes verdenshistorie. Grabberne bevæger sig hurtigere i dette øjeblik end på noget andet tidspunkt i løbet af uldvarpens forholdsvist lange liv. Det er en febrilsk manøvre slet ikke ulig måden en nyligt forladt ekskæreste prøver på at vinke den endnu elskede tilbage fra en plads på den anden side af gaden.
 
 
 
 
 
 
 
Søstjernen, uspecificeret art

Søstjernen har hverken hoved eller hjerte. For at forstå det skal man glemme sit hoved og sit hjerte. Det kan være yderst svært at glemme den slags. Det synes mildest talt at være uoverkommeligt. Men det skal ikke forhindre en i at gøre forsøget. Hvis ikke forsøget gøres, så slipper underlaget ikke fri. Og underlaget,
der kan være af det mest standhaftige stof, trænger virkelig til at blive sluppet og luftet. Ofte endda. Søstjernen bærer sin ensomhed helt uanfægtet. Det gør de fleste arter faktisk. Men specielt synes det, som om arter der lever på havbunde er ekstra ferme til at lade det gå upåagtet hen, at de er ensomme ligesom alle andre. Ensom eller alene, det skal ikke skille noget ad at lade de to være synonyme, for de er jo synonyme om end det ene ofte tillægges mere styrke på den destruktive måde end det andet.
 
 
 
 
 
 
 
Skovbiblioteket

Jeg vil gå på biblioteket og i skoven i dag. Jeg vil læse om skoven på biblioteket. Og læse om biblioteket i skoven. Jeg vil læse om et skovbibliotek i bladene. Og kigge på bladene der falder fra bibliotekerne. Jeg vil fare vild i et bibliotek i skoven og læse om at fare vild i en skov, der pludselig vokser frem fra kælderen i biblioteket gennem alle etager. Jeg vil klatre i træerne i bøgerne og betragte mig selv som et bogmærke. Jeg vil være biblioteket i skoven, der mærker hvordan alle mulige slags blade falder indeni mig. Jeg vil gå på musikbiblioteket som en node for at aflevere en gammel bog, der udelukkende er lavet af musik. Jeg vil blot have lov til at forny mit lånerkort og lades være, mens jeg bestemmer, hvordan jeg vil gøre det.
 
 
 

Vis / skriv kommentar (0)

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>