Louise Juhl Dalsgaard: To breve

 
Den første dag i marts, 2014
 
 
Kære H,
 
Jeg er tilbøjelig til at give dig ret, der er ingen grund til at tale mere om dét.
 
I morges, da jeg vågnede, var det igen som om mit ansigt var delt i to. Det er forbundet med stærkt ubehag, og der er kun ét at gøre, når det sker. Jeg lukker øjnene og fokuserer på billedet af et keramisk fad. Så forestiller jeg mig, hvordan jeg placerer først min hals, så min mund, næse, øjne og til sidst pande og hår på fadet. Som et stilleben fra sekstenhundredetallet, poserende fjæs. 
Når jeg åbner øjnene igen, er ansigtet mit eget. Helt og aldeles.
 
Den påfuglefjer du havde med til mig fra din rejse, står i en kop og glor, som et hypnotiseret øje. Jeg glor ikke igen, det nytter jo ikke noget, ligesom det ikke nytter, at tale mere om dét. Men som den står der, fjeren, forhindrer den alle andre øjne i at nærme sig. Derfor lader jeg den stå og glo, hypnotisk.


 
Jeg har taget et billede af hængslerne på døren. Der er ni. Ni er mit lykketal. Jeg er ikke idiot, jeg ved godt, at lykken ikke findes. Men det virker alligevel, det med nitallet. Det er for eksempel ikke lykkedes nogen at trænge ind, og det skyldes hængslerne, de ni, lykketræf eller ej. 
Det er et vellykket billede, jeg har taget, der er lige tilpas med lys og så er proportionerne helt rigtige. Ligesom med tallet ni, her er proportionerne også så fine, tre gange tre og den slags. Jeg er som sagt ikke idiot, jeg ved godt, at det bare er et tal. Men fine, det er de, hængslerne. Ni af dem.
 
Jeg er begyndt at interessere mig for vandmænd. Det er pudsigt, at noget så flydende, kan have så mangfoldigt et udtryk. Du skulle selv prøve at se nærmere på dem. De udgør hver især et lille ocean. De er meget frugtbare og kan formere sig ukønnet. Det synes jeg egentlig lyder usandsynligt, men også meget smukt. Sådan er det tit med det usandsynlige, det er meget smukt.
 


Da jeg var barn, ville jeg være vandmand til fastelavn. Min mor kaldte det en “sjov idé”, men endte alligevel med at købe en orange paryk med fletninger og et sæt smækbukser. Sådan blev jeg Pippi Langstrømpe i stedet. Det var fint, det var det skam, men langt fra min drøm om en vandmand. Måske er det derfor, at jeg finder dem så fascinerende i dag. Vandmændene.

 Du har ret, det nytter ikke at tale mere om det.
 Jeg håber alt er vel hos dig.
 
 
Küß
 J
 
 
 
*
 
 
 
Omstad, april 2014
 
 
Kære Inger,
 
Jeg har revet disse sider ud af mig selv, som jeg sender til dig i et brev. Det minder lidt om at trævle masker op, for at samle garn til en trøje måske?

Nå, jeg ved sgu ikke. 


 
I morges var jeg sikker. Nu, et par timer senere, kan jeg se, at ingenting er forandret. Tænderne er de samme, kaffen, de tætte striber af sol. Selv titlerne på bøgerne er de samme.
 


Jeg har længe tænkt på, at jeg ville tale med nogen om alt det her. Altså dét, at jeg finder mening i ting, jeg ikke fatter. 
Som nu, at jeg tæller sekunder fra, at jeg trykker på kontakten til at lyset tændes, og mener at kunne se en sammenhæng mellem lysets forsinkelse og kattens tøven. Ligesom jeg piller de visne blade af stueplanterne, lægger dem i bunker sorteret efter graden af forfald, og ikke kan undgå at se, hvordan det hænger sammen med hældningen af din skrift over tid. 

 
Det er så åbenlyst, at det virker tilfældigt. Men summen af tilfældige sammentræf er slående. Ikke sandt?


 
Jeg har også tænkt på, at jeg fremover vil skrive til dig på svensk. Det vil gøre alting lettere. I Sverige flagrer kjolerne mere og skovene holder tæt. Det vil jeg gerne tale med nogen om, med dig. Jeg vil gerne tale om, at der er forskel på “tystnad” og “stilhed”, at forsinkelsen er en anden. At kattene tøver længere i Sverige, og at “vatten är tjockare än blod”. Det kan jeg godt lide, ligesom jeg kan lide masker og trøjer, og at det hverken er rækkefølgen eller tykkelsen, det kommer an på.


 
Hvordan går det med din farfars hoste: Er den tør, tiltager den i løbet af dagen? Jeg vil gerne, at du kører til Systembolaget i Malmö og henter en Västgöta Snaps til din farfar, så skal alting nok ordne sig – også hosten. Det er så åbenlyst, at det virker tilfældigt, men spørg din farfar, hvad han synes om Västgöta Snaps, så tror jeg nok du vil forstå, at det hele hænger sammen. 
Hosten, forsinkelsen, snapsen.

 
Det er også derfor, at kjolerne flagrer mere i Sverige, derfor at kattene tøver længere.
 

Næste gang jeg skriver, bliver det på svensk.

 
 

Kärleksfulla Hälsningar
 
A.
 
 
 
Vis / skriv kommentar (0)

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>