Mette Norrie: Tre korte breve og et uafsendt postkort

Brev fra hånden til håbet
 
De her knogler har et eget liv. Sener og blod, scener i blåt og blod. Når det er morgen er det aften et andet sted, negle findes på alle sprog, ripper op i noget, river; papirer hvirvler i strimler, kastes ud af vinduer til nogen siger: se det ligner sne!
Man har kun en hud, men tusind forestillinger om andres. Når jeg lægger hånden mod døren er det ikke for at lukke noget ude, når jeg trommer mod ruden er det for at give regnen en stemme at falde ind i, for at huske at jeg ikke er glas.
 
 
 
Brev fra havet til himlen
 
Vi kan mødes på midten hvis du vil; skære døgnet over, eller jeg kan sende bølgerne i forvejen, de kan tale de stummes sprog, de kan skumme den vrede der ikke findes ord for.
 
 
 
Brev fra stilheden til stormen
 
Før du rammer vil du mærke mig som øjne i nakken: når jeg flyder i stuerne som henslængte sweatre, når jeg trykker mig mod tagene, når jeg lægger mig som reder i træerne til du kløver dem, når jeg bygger en by i struberne, trækker en tøven ud: tv-værtens tomme blik mod skærmen i et teknisk uheld, når jeg kvæler trafikken med en pude af sne, når jeg sænker mig i sitrende skyer over forstæderne, når jeg ender en sætning i … lukker dig ind mellem to åndedrag; som en trussel som en bøn.
 
 
 
 
 
Uafsendt postkort
 
Det er ligegyldigt om jeg skriver fra skoven eller kysten, jeg sender det ikke.

På forsiden: et tårn i et landskab, en vej der snor sig gennem bugnende bakker. Det er alt sammen lidt for meget så jeg købte det. Det er alt sammen lidt for grønt så jeg tager det med mig overalt for at kunne sende det til hvem som helst, men du er ikke hvem som helst så jeg sender det ikke. Jeg lader det ligge i åbne tasker i regn, på cafeer hvor nogle kan stjæle det, men det bliver aldrig taget, det bliver altid højst lidt fugtigt.

Da jeg var lille skrev jeg hjem til mine fantasivenner når jeg var på ferie, jeg tror de blev gladere for dem end du ville blive, så jeg sender det ikke.
Engang var jeg lige ved at sende det; jeg havde købt et frimærke, der var en hest på. Jeg kom til at tegne et horn på den så den blev en enhjørning. Nu kan jeg ikke sende det alligevel, tænkte jeg, så var det alligevel ikke vigtigt. At tegne en enhjørning er en udsøgt for glemsel. At ødelægge et frimærke er en udsøgt form for glemsel.

Det er ligegyldigt om jeg skriver med måde eller længsel. Jeg sender det ikke.

På forsiden: en lidt for høj himmel, et lidt for hårdt håb. Jeg bukker det muligvis på midten, jeg river det muligvis i stykker, jeg smider det muligvis ind i et bål, streger det over med en sprittusch til det bliver sort som kul, men jeg sender det ikke. Jeg sender det ikke.
 
 
 

Vis / skriv kommentar (0)

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>