Anna Klahn: Vintervand

jeg synger byttesange
om ting man kan
bytte
hvis man er levende

jeg synger dem for
mit levende barn

eia popeia
was raschelt im Stroh?

jeg synger dem for mit
døde barn

mellem morbær gror skygger
så sorte så blå
 
 
 
*
 
 
 
da han svæver udenfor Mir:

han havde ikke forestillet sig stilheden
sådan

da hun tænker på at dø
så tæt på solen;

at det må være den smukkeste
død

hendes ben er elektriske
og hun må gå rundt om huset flere gange
ved tanken om ham
lige inden han
sprang

 
 
 
*
 
 
 
jeg græder huden til rispapir
i solen
tager jeg toget og
fortrøstning i
at være hul bag øjnene
at stå midt i solen
hvid og varm
når gråden er slut
er byen
der stadig
og barnet
 
 
 
*
 
 
 
din sidste dag
skinner solen også
spejler sig i vandpytter
i et landskab med en horisont

fuglene lander og letter
lydløst
 
 
forsvandt du ind i dine drømme
en sikker, dyb glemsel

tog du min sang med
eller kun det brudte løfte?
 
 
 
*
 
 
 
telefonsvarer

jeg så skyggen af Sólja
jeg så solen i hendes hår

Sólja forsvandt
rundt om hjørnet

forsvandt i den tid
der er gået i stå
 
 
 
*
 
 
 
rynkerne der skælver
nedover ansigtet

er krusninger i skumringsvandet

er varmt blod ud i en elv
 
 
 
*
 
 
 
den nemme trøst

at jeg spiser en toast
at jeg først ringer i morgen

du smiler og
frosten gnistrer i dit tøj
 
 
 

Vis / skriv kommentar (3)
Kommentér

3 Kommentarer.

  1. Hviskende, overrumplende fint!

  2. Det er letafkodeligt, men der er flere lag i det end jeg tror jeg kan forstå

  3. Hvor er det fint! Nærmest mytisk klart.

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>