Anne Katrine Bagai: To tekster

 
 
Nogen

havblik. stirren.
nogen kæderyger. nogen vil inhalere hele verden i dag.
dufter mit hår af bøn, aer mine fingre. det fremmede hus.
nogen går rundt om os og kræver vi forklarer hvad vi laver.
den tynde pige hænger stadig i luften og blafrer.
pigen med den store stemme sidder på en klapstol og tæller fugle,
de rykker ind over havnen som kamikazepiloter.
nogen græder. nogen siger undskyld.
der er stadig vold i nogens håndtryk.
nogen vipper på foden og skifter fremtiden ud, og synger.
pige, messer nogen, men der har jeg allerede rejst mig.
rode i en død mands ejendele og være bange for han opdager det.
det trækker sig sammen i mig, mudderet og krampen,
de syv ravne, trækker mig sammen om mit.
nogen ville ønske.
nogen går.
nogen ringer.
nogen kalder mig skat i telefonen.
nogen vil ses og drikke kaffe.
vinduet skinner op mod træerne op mod rhodendendronbuskene,
haven er bluff.
nogen lægger på.
jeg har ringe på hver finger og planer.
jeg svælger. i kroppe. en for en.
jeg æder dem.
min talrække slipper hurtigere og hurtigere op.
nogen er et gentagende menneske.
nogen har intet lysshow.
nogen har ikke det hvide ud af øjnene.
der er det her grin. ansigtet, det kammer over.
sådan gør fine piger ikke.
sådan står fine piger ikke.
de bander ikke.
de krydser benene.
ikke sidde sådan.
nogen siger: luderne danser på bordene.
de gamle mænd blinker.
røvhullerne udvider sig kontinuerligt med daggryet.
der kommer et tidspunkt hvor volden annullerer sig selv.
se ud af øjnene. lyv.
nogen besøger krematoriet.
nogen siger min samvittighed er syet fast med menneskeknogler.
nogen skriver.
nogen sidder på trappen.
nogen klemmer sommerfuglelarverne
mellem sine fingre til de eksploderer og ligner snot.
nogen spørger: vil du have kaffe?
 
 
 
akne

jeg lærer at genkende folks skridt ud fra
hvor stort et tramp de laver
jeg kan mærke mit hjerte min puls ud i
hver eneste lille arterie
skammen smyger sig om en som en kåbe
en blykåbe og betændelsen i ansigtet
den evige kradsen og rifter og sår
og en stemme siger
spis nu skorpen! den smager
salt du har brug for salt
mit ansigt, et ar, mit, en siger
DIT BETÆNDTE ANSIGT
neglene er selvstændige
jeg ånder
jeg er tusinde facetter af det at være pige
jeg kan stadig være en tegneserie
jeg kan stadig tage dén kjole på og blive en anden
en siger skammen slanger sig
skammen er en mide i din mave
skammen er en bændelorm
skammen er en hvid hinde af fedt omkring din krop
det skal vaskes af
det skal tørres af
det skal løbes væk
 huden skal være helt glat
men der er blodansamlinger sår og hinder
der er kun dine øjne
jeg lovede mig selv det ville blive smukkere
når jeg blev gammel åh
arealet mellem to skyttegrave
det er en myte
det kvindelige ansigt er en myte.
idealet snyder mig her
det kradser
det falder ned i små flager
det binder mine fødder
 mine arme
bider mig i kinden
slår mod min pande som om jeg hele tiden kommer for sent til noget
en beder mig om at spise op
en beder mig om at få det ud
men ingen forstår
jeg kan ikke være i min krop
den bliver et monster
fuglene rådner før de falder ned
mellemrummene mellem brostenene bliver svære
min hæl sidder fast og alle steder er jeg bange for ikke at
kunne komme væk
 koreografien mellem at smile og vise tænder
trykke en fremmed hånd på en bar få varmen og gå
gentage den proces
en ny form for at pisse i bukserne
prostitutionen i at gøre sig dummere og smukkere
lægge sig fladt ned på gulvet og lade som om
hvad lader vi som om?
hvad skal vi lade som om i dag?
my pop up girl
abstinenserne
knækker
trækker benene op
jeg tager en kniv og vejer den i hånden
 som jeg tager dit blik og gemmer det til senere
 som jeg tager et skridt og lover mig selv ikke at falde ned gennem et gulv
ikke i dag
ikke nu
ikke sådan

jeg ved du lytter
 
 
 

Vis / skriv kommentar (2)
Kommentér

2 Kommentarer.

  1. Christian de Groot-Poulsen

    Nu har jeg læst de her to digte nogle gange, og de bliver bedre hver gang. Jeg kan mærke en stor nødvendighed og oprigtighed bagved linjerne. Det virker ikke til bare at være en leg-med-ord, men noget meget vigtigt. Og dét smitter af på denne læser. Men det er selvfølgelig én ting, der bør være gældende for enhver poesi som minimum. Nødvendighed. Men også selve sprogbruget er spændende. Det er meget intuitivt og fint-følende. Jeg bliver draget ind i en stille hvirvelvind af alvorlighed, poetiske udtryk og vel digterens “indre” som man så fint kan kalde det. Men der er ikke tale om en bombastisk ekspressionisme, hvor det hele udtrykkes klart og kedeligt, nej, det er langt mere subtilt, og på den måde er der god plads til læseren. Jeg kan danne mit eget indtryk af, hvad digtene handler om. På den måde rammer de faktisk mere præcist og smukt, end hvis jeg fik “råbt” budskabet ind i hovedet.
    Disse digte kan læses igen og igen og igen og fortsat kaste ny betydning af sig, og det er noget af det vigtigste som poesi skal kunne, synes jeg. Være som et uudtømmeligt skatkammer af udtryk, der bliver til indtryk, betydninger, der må tolkes, og et sprogbrug, der rykker min opfattelse af, hvad det danske sprog er i stand til, og dermed hvad jeg selv, som skrivende, er i stand til. Ganske inspirerende og frisk!
    Hvis der nogensinde blev udgivet en bog med 30 – 40 af sådanne digte, ville den kunne læses forfra igen og igen og stadigvæk være vigtig og stadigvæk røre noget inde i denne læsers stille indre. Skabe bevægelse i stedet for tilstand. Der sker noget i digtene, og dermed sker der noget i mig. Tak for oplevelsen! Og skriv endelig videre, for poesiens skyld!

  2. Hold da kæft, tusind tak! 🙂

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>