Clara Mie Moesgaard Lech: Billeder

Mit navn med mørkeblå kuglepen på den lyserøde inderside af balletskoene: mors blokbogstaver.

Lyden af tandbørsten mod fortænderne, den jernagtige smag af blod under tungen, rødt spyt og Colgate skum i håndvasken.

Det orangegule lys i tunnelerne: små, ubehagelige blink bag øjenlågene helt skarpe som solen i maj, ligge på bagsædet og bide negle, spørge: hvornår er vi hjemme?

At blinke et par gange om morgenen for at genfinde fokus. Værelset der vender tilbage: mørket der trykker mod vinduerne, bogen smidt på gulvet ved siden af natbordet, slået op på en tilfældig side. Dynen, det lyseblå betræk, imellem benene, de skæve knæ og det blege stykke hud imellem navle og trussekant.

Min far stående i solen, hans ryg mod den hvide væg, røgen fra smøgen nærmer sig vinduerne i lejligheden. Det mørkebrune gulvtæppe imellem hans bare fødder, hans navle indadvendt og maven udspilet, det flettede skæg hvilende mod brystkassen. Kan skimte: Fitzgerald læne sig op af Strunge på bogreolen ved siden af, en nellike nejer på hylden. Pludselig: en mand jeg aldrig har kendt.

Solen som en støvet glaskugle, hænger der forenden af landevejen og forsøger at lyse. Horisonten helt tåget, det må være tidligt. Træernes grene skrøbelige som edderkoppeben, vajer i vinden, klar til at brække af.

Det sidste vintermørke lægger sig over gaderne. Han læner sig op af muren, de røde sten mod uldfrakken, siger: det er koldt. Bringer hænderne op til sin røde mund, forsøger at puste dem varme.

Ved Susåen: to ænder i vandkanten og åkanderne, der skubbes mod og fra hinanden helt lydløst, en mærkelig rytme, naturens dans, tænker at vinteren næsten er borte.

Månen og dens blege overflade, hænger der i usynlige tråde, spændt op på himlen. Spørge: hvad er det, der holder dig der?

Mand i fjernsynet, stående i ruinerne af et hus, voice-over: når det hele er overstået, er man stadig ikke et helt menneske. Ham: det mørke hår, en hvid skjorte, helt slidt i kraven og skoene i asken, mig: siddende ved skrivebordet, det lyse hår bag ørerne, fødderne på det opvarmede trægulv.

De albanske bjerge, den absolutte vægtløshed, fødderne i sandet på stranden i Vlorë. Kroppen: en skygge på asfalten på de brede alléer, lyset fra gadelygterne lægger sig over parken. Nøgne ben og blomstrede sommerkjoler: ikke være ældre end man er.

Ikke at tænke for meget på de ting, som giver en lyst til at græde.

Nogle timer efter midnat, viserne synes ikke at rykke sig, når det er sent: en forestilling om, at hvis bare man gemmer sig under dynen, kan monstrene ikke finde en. Betrækket som et skjold.

Duften af mandariner: tænker på forår i Oxford, at træerne i gården mellem kollegierne allerede er sprunget ud, om franskmanden stadig sælger pandekager nær Westgate, at der er en anden, der sover i min køjeseng.

De ru sandkorn mod den bløde hud ved nakken, i håret, i øregangene, et bizart billede af os: dig liggende i sandet, mig knælende ved siden af, hælder sand i fordybningerne ved dine kraveben.

Den der drøm igen: på toppen af et bjerg, en form for udsigtsplads, skyerne hænger i klumper, helt blege og ubehagelige, små kanaler af mørkegrå himmel imellem dem. Hele dalen synes at tilhøre mig, men jeg har intet at bruge den til.

Solens begyndende rejse over himlen. Ligge på trampolinen med rødvinsmund og sløret blik og lyden af de første fugle, en vulkan i udbrud i øregangene.

Steder at fortælle nogen, man elsker dem: på bagrækken i biografen imellem popcornkys og vandet cola. I gyden bag diskoteket, lyden af popkultur og skarpe hæle mod fortovene. I køkkenet, danse til radioen imens vandet koger, dig i den åbne dør med morgenhår og forvirret blik, en smøg imellem læberne: vil du tilbringe mere end bare en nat?

Fotografi af Keaton Henson: ham, liggende på en seng, et ukendt soveværelse – en kvindes? Det mørke lagen i kontrast til de lyse vægge, hans arm hvilende på vindueskarmen, en smøg imellem fingrene. Denimskjorten gledet op, skjuler ikke længere den blege, knoglede hofte. Mørk blæk på albuen, røg i luften foran hans mund.

Hjemme: i legehuset bagerst i haven i Bruxelles, det våde træ mod hudafskrabede knæ. Siddende på de hvide klinker på terrassen i Tirana, rom og cola der opvarmes i solen og skildpadder i det nyslåede græs. Slå vejrmøller i entréen i lejligheden i Riga eller krølle sig sammen i lædersofaen og betragte de tyrkiske bjerge, støvet der lægger sig over Ankara som en tåge. Sidde på Pullens Lane-skiltet og lytte til Approximate Sunlight, se blæsten tage i en orange pose fra Sainsbury’s.

Og pludselig her, på værelset: de hvide blondegardiners bevægelse i vinden, det sorthvide verdenskort over bogreolen, digtsamlinger på hylderne. Beskidte kaffekrus og mørkeblå skåle på skrivebordet, gamle koncertbilletter og stiloplæg på opslagstavlen. Den lyserøde bordlampes lys mod de lyseblå vægge, en mærkelig kombination, pastel og pigesind.

På vej til Karrebæksminde, passerer markerne og fuglene siddende på række på telefonkablerne, som om de venter på noget, regnen og ormene i græsset,

Den knasende lyd af et sneglehus under ens gummisko: overraskelsen som sætter sig i ens fødder, i hele ens krop.

At blive til en fisk: pludselig vågne med gæller og opdage, at havet har overdækket planeten. Alle ville spørge, hvor kommer alt det vand fra?
 
 
 

Vis / skriv kommentar (0)

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>