Ina Serdarevic: The Human Condition

Da jeg kom hjem fra børnefødselsdagen, er jeg blevet fortalt,
var min ene hånd knyttet i en lille næve, helt stram og med
neglene dybt inde i håndfladen. Og sådan gik jeg rundt i en
rum tid, gjorde hvad jeg gjorde, talte, så, akkurat som jeg
plejer, lige indtil jeg fik besked på at åbne hånden. Og da
jeg omsider lod min fem-bladede fingerblomst folde sig ud,
forsigtigt og lidt modvilligt, næsten som om musklerne lod
sig forkrampe af en usynlig modstand, kom en afgnavet pølse
til syne, stumpet og mast ud i min glinsende håndhule,
hvorefter mine forældre, som forældre nu gør, sluttede, at
jeg havde fået stukket pølsen i hånden sådan dér og så havde
jeg spist først-fra-den-ene-ende og-så-fra-den-anden-ende
indtil jeg ikke længere kunne bide for den lukkede næve. Jeg
havde gnasket mig vej ind til fingrene og ikke længere,
jeg havde prøvet at liste tungen ind i sprækken, som en
myresluger på jagt efter termitter, jeg havde prøvet at suge
den bløde kødmasse ud, som blev mere blød og mere udtværet,
som en italiener, der suger marven ud af kalvekskankens
marvhule. Det var aldrig faldet mig ind at prøve at nå ind til
indholdet på anden vis. Hvorfor skulle jeg også flytte på pølsen,
når jeg nu havde fået den i hånden sådan dér i første omgang?
 
 
 
 

Vis / skriv kommentar (0)

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>