Rolf Sparre Johansson: Jeg sidder i den ene ende af sofaen

jeg sidder i den ene ende af sofaen
i den anden ende sidder
du det er mærkeligt
vi kender ikke hinanden ved ikke
hvad vi gør jeg elsker dig
det er bare ord men jeg elsker dig jeg
ved ikke hvad der sker
nogle gange kan jeg fornemme
det du er på et kassettebånd jeg har
jeg optager hele tiden over for at få plads til
mere af din sang
jeg kan høre dig synge din stemme er
af grødis jeg har svært ved at høre dig
jeg har svært ved at høre mig selv min stemme er
også af grødis
jeg synger ikke jeg taler hele tiden
jeg havde ikke tænkt mig at skrive noget til dig
nu skriver jeg du åbner døren ind til stuen
men smækker den så i igen efter du har
fjernet håndtaget jeg kan
ikke komme ind hvorfor gør det ondt
jeg forstår ikke noget og så
troede jeg at jeg kunne
men det kunne jeg ikke jeg er en struds
struds er mit navn jeg har ikke lyst til nogen
andre end dig en struds
kan ikke leve i en potteplante jeg kan høre
din lave syngende stemme gennem nøglehullet
du bliver nødt til at
fjerne mig fra potteplanten mit hoved er
til en tehætte
jeg siger meget jeg ikke mener
selvom jeg mener det
jeg kan bare ikke
finde ud af at sige det jeg fornemmer jeg elsker dig
du er dejlig du er varm og blød
jeg stoler på dig du gør mig tryg men
du ved ikke hvordan jeg føler
når jeg har
sagt de ting til dig vi behøver bare
at sidde i sofaen
i stuen og drikke kaffe og snakke
ikke andet ikke andet det er ligemeget
hvilken farve væggen er
det er det jeg har opgivet
jeg forstår godt hvad du mener
min fortid indhenter også mig du er smuk
jeg er glad for urtepotten
hjælp mig lige herhen uden at jeg
beder dig om det dit
hår lugter godt du lugter godt
jeg vil ikke trække mig ud af dig
har du lagt mærke til at jeg bider negle
vil du med ud og klatre i træer
jeg synes jeg er ulækker
belysningen herinde er uhensigtsmæssig
jeg kan godt lide dig alligevel
gør det noget
jeg mener det jo ikke heller ikke
det jeg tænker
hvis du vidste hvad jeg tænker
ville du være bange for mig
der er vist noget jeg burde fortælle dig
du har sat dig i min lænestol
samtidig med jeg hopper i den
imens du er på badeværelset
vil du have mig til at gøre et eller andet
eller er det bare mig
jeg er gået en tur alene ud i den kølige aftenluft
men vi har det godt sammen det meste af tiden
jeg misforstår mig selv og får dig til at
misforstå mig uden at du misforstår mig
fordi jeg alligevel ikke kan sige til dig
hvordan jeg har det min hals bliver
længere og længere
eller misforstår du med vilje
jeg har det ikke sådan
overhovedet det er bare noget
jeg bliver nødt til at gøre for at
komme videre med mig selv
det har ikke noget med
dig at gøre selvom jeg elsker dig jeg
har ikke noget med
dig at gøre jeg er sammen med dig
ellers sveder jeg
du bringer mig æbler
og jeg spiser dem
og spytter kernerne
tilbage i ansigtet på dig
jeg er ikke sikker på
om du har opdaget det
men har jeg ikke
åbnet mig mere op for dig
end du har for mig jeg forsøger bare
at forklare dig
at jeg ikke mener noget ondt med noget

(2002)
 
 
 

Vis / skriv kommentar (0)

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>