Tina My Ljørring Pedersen: Kattene

De siger, jeg altid har været langt væk. Jeg ved ikke, hvad jeg har været væk fra.
Jeg er her.

Mine arme kan næsten ikke løfte, men jeg skal, jeg skal have båret spanden ned i kalvestalden, hvor kattene holder til. Mine arme er slappe, jeg ved ikke om det er fordi jeg er for lille til spanden. Jeg husker ikke længere så godt, så langt.

Men kattene, dem husker jeg, jeg husker hver eneste kat. Kattene, de får hvert sit navn, når de er født, bløde navne med lyde i. De samles igen, når jeg kalder, når jeg hælder mælken af spanden.

Kattenes tunger fisker mælken op, de bliver ved til truget er tomt. De drikker og beder om mere, de har unger at tænke på, de har maver opspilede af killinger, killinger ligger i lange rækker under tarme og organer.

Jeg ser de døde katte drikke af truget, næ. Næ sådan er det ikke, de er ikke døde, men de ejer døden, de holder døden for mig. De er ikke døde, som alle andre er det, som svoger og søster er det. Gården lever heller ikke længere, gården er også væk, det ved jeg. Jeg er ikke sinke. Men jeg mærker den tæt på. Den er for enden af mine fingre, når jeg strækker armene ud.

Og kattene er der, de samles stadig om truget – er du ikke død endnu – det spørger de mig, de ser op på mig og venter på at mælken kommer under deres tunger. Hvis du bare vil brygge mælk på det sidste du har, så skal vi drikke det – det lover de mig, de lover mig at blive fri.

Jeg ser kattene, ikke som jeg ser menneskene, dem kan jeg ikke se som kattene, næ, næ, jeg kender ikke de mennesker, deres øjne, nej. Jeg ser kun det tøj, de har om sig. Skilte, der glimter med navne, en fin tynd halskæde i guld dingler over mig, når de vasker min hud. De gemmer store tunger i deres klude, og så, så er den store bløde, så er den store bløde bevægelse over mig. Tæt på, her. Her, her er en anden hud mod min, jeg spinder, mens kluden kører frem og tilbage. Deres miv er uden lyd, mundene går op og i. Lydene kommer ikke længere frem til mig, jeg hører ikke så godt, så langt.

Kun i mørket, i mørket hører jeg så tydeligt mit hjerte slå, at jeg mærker, der er et hjerte større end mig, der slår.

Min svoger kan ikke lide kattene. Han siger, at de ser på ham, venter og kræver, at de altid kræver, med et sprog han ikke forstår. “Du gør det kun værre, med al den fodring,” siger svoger. Jeg ved ikke, hvad det er, der er værre. “De ska ha mælk for at gi deres killinger,” siger jeg, ligesom søster engang sagde, jeg husker da hun sagde det, jeg syntes hun var så god og så køn. Jeg var stolt, tænk at jeg var hendes, hendes søster.
                     Men svoger tager bare den tomme spand ved døren og holder sig væk, når jeg fodrer. Nogle gange slukker han lyset i stalden, men jeg kan se i mørket, jeg kan se dem allesammen i mørket, også de små ufødte, som bønner i én lang bælg, mellem tarmene, skvulpende i mælk.

Jeg ser svoger gennem døren, jeg ser ham åbne munden uden at tale, jeg ser søster ligge på sengen med kjolen oppe. Jeg hører eller jeg ser søsters lyde med svogers brede tunge i det våde bløde. De er unge og jeg er yngre, jeg har ingen mand. Far døde og mor døde, og vi fik gården, søster fik gården, og svoger var forkarl, han var så dygtig, og søster fik ham. Han fik søster. Jeg har ingen mand, og de får aldrig barnet, barnet løber tilbage igen fire gange.
                     Søster føder heller ikke sin knude og de hvide beholder hende, søster kommer ikke hjem og hun bliver væk for mig.

Jeg er ikke sinke. Søster er død ligesom mor og far, men hun kom endnu længere væk. Svoger lader som om han stadig ser hende. Jeg lægger mig på sengen med kjolen oppe. Svoger kommer ind og tager mig i albuen, jager mig ud som om jeg er en rotte i fadeburet. Jeg må ikke længere gå ind i svogers og søsters værelse, hvor hans tøj ligger på en stol, mens alt søsters tøj er i skabet. Jeg har ingen mand. Om aftenen slukker svoger lampen i køkkenet og siger jeg skal gå i seng. Jeg tænder igen og ser ingenting. Der er nat rundt om køkkenet, jeg sidder ved bordet og hører svoger snorke gennem væggen.
Sådan sov jeg hver nat.

Men kattene kan tåle det, kattene kan tåle det der sker dem, de bliver ikke syge som os. De har lange bløde maver, de bærer deres små tæt ved tarmene, hærdede, uskadte. Kattenes tarme kan klare det, jeg ved de tåler en tung kost, jeg har fodret dem alle de år, jeg har levet.

I mørket hører jeg så tydeligt mit hjerte slå, at der er et hjerte større end mig der slår. Jeg ligger i dyner af mælk med betræk af tarme. Noget stort spinder. Jeg hører søster sige mit navn inde i mine vejrtrækninger, mit navn er kun to lyde, e a, og de ligger inde under det store, det store, der slår.

Gården er tilbage, og jeg har et arbejde at gøre, jeg ved at der sidder to killinger i hjørnet. De har siddet der længe nok. De er mine sidste, jeg har gemt dem, så meget holder jeg af dem. De ser mig skrubbe gulvet, jeg kender hver flise igen. De ser mig tage opvasken. Mine arme er så tunge, jeg kan næsten ikke løfte suppegryden, få skrubbet det brændte af. Jeg bliver færdig med gryden, skyller den, står med våde fingre og ser på mine sidste to.

Jeg griber dem i hovederne og maler dem til fint støv på fliserne. Stenen jeg bruger, lå der allerede, og jeg bruger begge hænder. Frem, tilbage, om og om. Mine hænder ryster, jeg samler støvet i spanden, og hælder mælken over. Der spiller farver, som når benzinen lokker regnbuen ned i vandet under den nye røde traktor.
                     Kattene kommer ind af køkkendøren og står på bagbenene, de lange tunge maver hviler op ad spanden, de strækker sig for at se, om der er mælk nok i. Jeg drypper dråbe for dråbe, jeg skal ikke være den, der bryder en aftale.
Nu er den hvid nok, siger de, kryber ned i spanden og slikker regnbuen op.

Vis / skriv kommentar (0)

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>