Hellen Gade: To digte

Bladene jager som mågeflokke
sejler ud over hækken
og lander med ryggen i asfalten

Manden med kantfræseren
som en geigertæller
på jagt efter uran
overmander græsstråene

Og nu skal hele græsplænen også
slås
med gartneren en sidste omgang

Vinden sørger uundgåeligt
for at grenene køler os ned

Og solen er magtesløs
 
 
 
 
 
På stien
løber mine ben om kap
som to sekundvisere

Langs den modsatte bred
spejler træerne deres sommergardin

I bygningen som skimtes mellem træerne
er ruderne gået i brand

Jeg ville ønske
du var her
før stemningen bliver misbrugt
til noget ligegyldigt
 
 
 

Vis / skriv kommentar (2)
Kommentér

2 Kommentarer.

  1. Poul Høllund Jensen

    Bare den geniale brug af ordet “slås”, spændt ud mellem to betydninger,
    er det hele værd.

    Poul

  2. Wauv. Nogle rigtig fede sammenligninger og originale beskrivelser af naturelementer.

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>