En gang hvert halvår inviterer han vennerne hjem. De sætter sig, og så tænder han for lyden. Det lyder som bittesmå dråber hurtigt prellende af på trommeskind, mener en. En anden tager sig til panden, kan ikke holde så mange små hjerter ud. Han tænker, at et hjerte så småt, engang imellem ender som perle i en østers.
Der er flere hundrede spor af optagelser, der lyder nu. Han har zoomet ind og ud på lydkilderne, så lagene tilsammen skaber et enormt rum. Flere af hans venner begynder at blive nervøse. Dette perkussive, flerlagede element er voldsomt at opleve og opleve i. Da de ankom, fik de et navneskilt sat på. En pin. Hvad de ikke vidste var, at der også i det var en mikrofon.
-minder mig om en beskrivelse af Ligetis musik hos Karl Aage Rasmussen: Kan man høre tiden? Essays om musik og mennesker, Gyldendal 1998. 184 ff.
Okay, det lyder spændende. Den har jeg ikke læst, så det vil jeg da prøve.