Christoffer Winther Bjerregaard: Au.

Når vi kommer over den bakkekammede grønning, jeg kunne allerede se udsigten for mig – ja! Det skrænter ned ad i sivbeklædt, klittet landskab. Og så den brede, hvide strand i efterårsbygen! Og skummet mod bredden! i skrå dunk fra en sydvestlig retning. Ude over vandet sortner det, og lyser det igen. Det er blevet koldere i vejret. Vi bevæger os ned over skrænten og det sitrer omkring os i sivene.

Hva så!

råber jeg over til Eurydome i den stride vind, der suser hen over sandet, da vi har gjort os fri af de sidste klitter.

Det suser noget, hva!

råber jeg.

Vi har kørt campingvognen helt ud til kysten og ret langt nordpå. Vi har spist på McDonalds og har det helt skidt bagefter, og har det som to kæmpe pomfritter, der kører i bilen nordpå.

Om natten er der rigtig stjerneklart, når vi går ned for at låne toilettet i servicebygningen. Månen står højt og klar hvid over vandet, og det ser rigtig godt ud! som den lyser dér. Der er meget lyst over det hele. Det er som om at månen er en hvid sol lige dén nat. Det er en supermåne! Vi sidder i vognen med Arche og Isonoe, som er kommet fra Århus. Vi taler og griner, og vi drikker kaffe og pastis og så øl, og de sover i et telt.

Og så næste dag spiser vi lang morgenmad, og går en lang tur på stranden, og imens Eurydome og Isonoe går og taler, så slår Arche og mig smut med de mest super smutsten! Og så klarer det rigtigt op, og vi bestemmer os for at bade. Vi lægger tøjet på stranden og mine underbukser er gennemsigtige omme i numsen, og når de bliver våde i vandet bliver de endnu mere gennemsigtige, og så griner vi.

Vi bader i lang tid, og så tørrer vi os i solen, og har bar pil i bukserne på vej tilbage, fordi underbukserne stadig er våde. Så kan jeg lugte noget der rigtig stinker, og så ser vi det! En død sæl, den er helt rådden og rød, og har noget rygrad, der stikker ud i stedet for hovedet! Og så kaster vi sten på den og holder os for næsen og griner rigtig højt.
 
 
 

 
 
En eftermiddag kører vi til en by og ser om den café, vi har hørt om, strandcafeen, om det var noget, og så er den bare helt slum! så fuck den! ad, mand! og så kører vi ned i byen og finder en god nok café, hvor vi drikker kaffe og spiser flødeboller og drikker cola! Så går vi i slagteren, og på vej tilbage, så kommer jeg lidt langt ud i et kryds med bilens snude, så jeg holder og spærrer for en dreng, der er på cykel og så bakker jeg lidt, og så nikker drengen og vinker!

Ja, dreng! Vildt høfligt af dig, dreng!

råber jeg til ham. Så bliver vi rigtig glade, og sådan vil vi også have vores dreng bliver, og så griner vi. Så køber vi en gave til brylluppet, vil skal til den lørdag.

Jeg kan ikke finde ud af hvordan jeg skal ha mit hår til det bryllup!

råber Eurydome.

Det bliver et flot vejr den dag. Det vil regne lidt, men det vil klare op, og vi vil få en hel del sol den dag, så vi kan spise frokosten udenfor, og vi vil gå en tur på stranden senere. Og om aftenen vil vi kunne se fra vognen, solen stå ret ind på fyrretræerne fra venstre, og lade dem gløde. Og det vil tage til, som timerne går, og blive rigtig flot at kigge på, inden solen synker i klitterne, og det bliver gråt før det bliver mørkt, og Eurydome vil tage et langt, varmt bad, og komme tilbage og dufte af lækre olier og cremer!
 
 
 

 
 
Det højdedrag som lige dén her klitplantage ligger på, har været en del af en kæmpeø i stenalderens hav. Dengang var vandstanden femseks meter højere end nu. Så kunne vi overleve på øen men nede på stranden, der kunne vi drukne! Datidens kystskrænter ses endnu meget tydeligt flere steder. Især lige her på dét her højdedrag! og sydpå længere inde i klitplantagen.

Undergrunden er skrivekridt, og flere steder er kridtet blottet. Især lige her på dét her højdedrag, og langsmed åen længere inde i klitplantagen. Oven på kridtet ligger istidens aflejringer, efter gletsjerne havde trukket sig tilbage over Danmark, og ovenpå igen lag af flyvesand af varierende tykkelse fra århundredernes sandflugt!

Lige dét her højdedrags kammede profil skyldes regnvandets langsomme opløsning af det bløde skrivekridt, skrænterne var helt hvide og klare, men de er tilgroede nu!

Flyvesandets varierende tykkelse og så adgangen til den frodige jordbund afspejles i plantagens miksede vegetation, både hvad angår træarter og urter. Lige her på dét her højdedrag er der forblæst bjergfyrkrat! Søjlehal af gran! Frodig løvskov!

Vi går en rute som er afmærket på kortet. Den er som en gul stiplet linje langsmed den grønne, krogede bakkekam. Og nedover kridtaflejringerne og ned på stranden og tilbage af stranden og op på ad trappen til campingpladsen igen. Og på et tidspunkt tager jeg tøjet af og bader i bar pil på den brede strand og Eurydome synes det er sjovt. Vi griner, og vandet er rigtig koldt!
 
 
 

 
 
Jeg har lavet sangria til os. Den ligger i en skål af metal på bordet med en lang øseske. Der er mange appelsiner i. Til mig har jeg lavet lemonade. Citroner. Lime. Et sukkeropkog. Jeg står i køkkenet og plukker en mynte, som jeg putter ned i glassene med lemonaden. Jeg hjælper med at bære glassene ud. Jeg sidder udenfor og ryger cigaretter da jeg kommer, og kigger ind i stuen, hvor der er cykelløb på fjernsynet. Jeg smiler da jeg sætter lemonaden mellem mig. Jeg har ærmerne trukket op over skuldrene. Mine ansigter og arme er varme og røde fra solen. Mine maver de stritter. Jeg har en dreng i maverne. Jeg er begyndt at sige han.

Jeg bruger min dobbeltstemme!

Hej hva så!
hej hva så!

råber jeg

Hej skat

siger de

Jeg har lavet sangria til os
jeg har lavet sangria til os

Vores maver stritter i solen

siger de

Vores arme er varme og røde mod din jakke
vores arme er varme og røde mod din jakke

siger jeg, jeg ser op, jeg rejser mig, de grønne, dybe bakker der snor sig ned under hinanden, de lange skyer!
 
 
 

 
 
Solen beskinner dig, i lange skin skyder det skråt ind i kupeen, dine øjne er lunger, min ven. De dækker for din mund når du smiler eller du råber. Videnskabeligt har jeg med PET2-scanninger undersøgt, hvordan især den nederste del af hjernens pandebark bearbejder følelsesladede billeder og andre opmærksomhedskrævende indtryk, som fx dine lunger-øjne. Jeg har skrevet en del videnskabelige artikler og min doktordisputats om dine lunger-øjne.

Jeg var som fjortenårig fast astroneurologisk konsulent ved Statsforvaltningen Castillo! og har derfra en god indsigt i hvorledes astroneurologiske lidelser, som dine lunger-øjne, i bredere forstand behandles i det sociale system. Jeg var som tiårig ansat på Castillo Sygehus som overlæge/speciallæge på astroneurologisk afdeling F, en stor del af tiden med tilknytning til PET2-centeret. Jeg har undervist i neuroastronomi på Castillos Fri Universitet og underviser fortsat på opfordring læger i astroneurologiske sygdomme, som fx dine lunger-øjne.

Se med dem mod nattehimlene! Se med dem nettet af lange kødstjerner på nattehimlene!
 
 
 

Vis / skriv kommentar (0)

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>